|
|
Mere om Kejser Hadrian: Publius Aelius Hadrianus, kejser i 117-138 efter Kristus, var født i år 76, måske i Rom, men familien kom oprindeligt fra byen Italica i Spanien. Han var søn af Publius Aelius Hadrianus Afrus og Domitia Paolina og da hans fader døde i år 85 blev han opdraget i huset hos den kommende Kejser Trajan (98-117) , der var en fjern slægtning af ham. Omkring 101 blev han gift med Kejser Trajan's søster Ulpia Marciana's barnebarn, den kun 12-årige Vibia Sabina, datter af Matidia og blev således knyttet tættere til kejserfamilien, hvor især Trajan's hustru Kejserinde Plotina favoriserede den unge mand. Han deltog i krigene i Dakien i 102-103 og 105-106, blev guvernør i Pannonien i 107 og konsul i 108, guvernør i Syrien i 114 og var bestemt til at blive konsul igen i år 118. Han var således næsten "opdraget" til at blive Kejser Trajan's efterfølger, men Trajan, der vægtede rigets militære anliggender højt, kunne ikke bestemme sig til at udnævne den litterært interesserede og lærde Hadrian til sin arving. Under et krigstogt til Syrien sammen med Hadrian blev Kejser Trajan alvorligt syg og måtte vende tilbage til Rom, hvor han muligvis nåede at adoptere Hadrian på sit dødsleje. I hvert fald blev nyheden om hans død holdt tilbage, så Hadrian i Antiochia kunne udnævnes til legitim arving og af hæren udråbes til kejser. I 118 sejrede Kejser Hadrian over partherne og han koncentrerede sig derpå om, at styrke rigets grænser og finanser. I årene 120-130 rejste han til stadighed rundt til alle provinserne, hvor han beordrede forstærkning af forsvarsværkerne, som stadig kan ses som ruiner i blandt andet Tyskland og England. Hadrian foranstaltede også mange nye bygningsværker rejst i Rom, hvor han opholdt sig i de sidste år af sin regering: Pantheon, et Venus-Tempel, det nuværende Castel Sant'Angelo, som blev bygget som kejser-mausolæum, et landsted i byen Tivoli udenfor Rom. Det fortælles, at han var så ivrig i sit engagement i byggeprojekterne, at han blev uvenner med Trajan's chefarkitekt Apollodorus fra Damaskus, som efter Trajan's død i år 117 havde fortsat sit virke for Kejser Hadrian. Herved faldt arkitekten i unåde og man mener, at hans virke ophørte omkring år 123. Den antikke forfatter Dio Cassius fortæller, at det skete, fordi Apollodorus kritiserede Hadrian's ønsker til byggeriet af Templet for Venus og Rom, og at arkitekten derefter blev landsforvist og dømt til døden. Hadrian gik også meget op i Senatets forhandlinger og fulgte nøje alt, hvad der foregik. I sine sidste år var Kejser Hadrian meget syg og måtte derfor, da hans ægteskab var lidet lykkeligt og barnløst, se sig om efter en arving og efterfølger at adoptere. Først faldt hans valg i 136 på Lucius Caeionius Commodus, der ved adoptionen tog navnet Lucius Aelius Caesar (Elio Cesare), men denne døde allerede i 138. Derpå adopterede Hadrian en mand på 52 år, T. Aurelius Boionius Arrius Antoninus, hvis familie havde vist evner som administratorer. Lidt senere i år 138 (d.10. juli) døde Hadrian og den nye Kejser, der havde taget navnet T. Aelius Hadrianus Antoninus lod ham ophøje til gud og fik for denne fromme handling tilnavnet Pius (it: pius=from, han kendes som Antoninus Pius). Hadrian blev begravet i det mausolæum, som han havde ladet opføre ved Tiberens bred. Som sine sidste handlinger i år 138 nåede Kejser Hadrian at planlægge fremtiden for sin efterfølger og romerriget, han arrangerede nemlig at Antoninus Pius skulle adoptere dels sin 17-årige nevø, en søn af broderen til dennes hustru Faustina (den Ældre), Marcus Annius Verus, som nu ændrede navn til Marcus Aelius Aurelius Verus, den senere Kejser Marcus Aurelius, og dels den 8-årige Lucius Caeionius Commodus, en søn af Lucius Aelius Caesar, som var blevet adopteret af Hadrian i 136. Denne dreng fik nu navnet Lucius Aelius Commodus og blev senere under navnet Lucius Verus medkejser til Marcus Aurelius. Samtidig arrangerede Hadrian forlovelser mellem Lucius Verus og Antoninus Pius' datter Faustina (den Yngre) og mellem Marcus Aurelius og Lucius Verus' søster Caeionia Fabia. Efter Hadrian's død ændrede Antoninus Pius dog på disse aftaler. Litteratur om Kejser Hadrian: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|