|
|
Kejser Trajan's chefarkitekt Apollodorus (eller Apollodoros) stammede fra Romerrigets græske eller syriske provins, hvor man mener, at han blev født omkring år 25 efter Kristus, sandsynligvis i Damaskus. Vi kender ikke noget til Apollodorus' tidligste år og virke, men man mener, at den senere Kejser Trajan mødte ham i Syrien og at Apollodorus, der havde evner som både arkitekt, bygningsingeniør og forfatter af faglige værker, senere på Trajan's anbefaling rejste til Rom, måske mens Domitian regerede. Under de dakiske krige i årene 101-102 og 105-106 fulgte Apollodorus Kejser Trajan i felten som militærarkitekt og efter krigsafslutningen indtog han positionen som Kejserens hofarkitekt i Rom, hvor han stod for løsningen af problemet med at skaffe plads til opførelse af det store Forumkompleks, indeholdende et Forum, en stor Basilica-bygning, 2 biblioteksbygninger, et Tempel og en mindesøjle for Kejseren, som ønskede at blive begravet på dette sted. Pladsproblemet løste Apollodorus ved at lade en hel højderyg, som dengang forbandt højene Capitol og Quirinal, bortgrave. Og mindesøjlen blev opført i en ganske ny form, hvor dekorationen snoede sig som et bånd i spiral op og 23 gange rundt om det 29,78 meter høje søjleskaft. Efter Trajan's død i år 117 fortsatte Apollodorus sit virke for Kejser Hadrian, men senere faldt han i unåde og man mener, at hans virke ophørte omkring år 123. Den antikke forfatter Dio Cassius fortæller, at Apollodorus faldt i unåde, fordi han kritiserede den nye Kejsers ønsker til byggeriet af Templet for Venus og Rom, og at han derefter blev landsforvist og dømt til døden. Af Apollodorus' værker i Rom kendes følgende: Trajanhavnen i Ostia Muligvis Trajansøjlen, hvor en af de afbildede personer menes at være et portræt af Apollodorus selv. Apollodorus fra Damaskus døde omkring år 125 efter Kristus.
Allgemeines Künstlerlexikon. München, Saur, 1992-. Great buildings online: Apollodorus of Damascus. Hintzen-Bohlen, Brigitte: Kunst & Arkitektur Rom. Könemann, 2001. - side 598. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|