Publius Licinius Valerianus var født i en romersk senator-familie ca. år 190 og vi ved ikke ret meget om hans tidlige karriere, men han var muligvis udnævnt til consul suffectus før år 238 og Kejser Decius's højre hånd (249-251).

I år 253 fik han en vigtig lederpost ved hæren i Norditalien og snart efter udråbte hans soldater ham til kejser. Han marcherede nu mod Rom og her bekræftede Senatet hans kejservalg. Derpå udnævnte han sin søn Gallienus til "Caesar" og kort efter ophøjede han ham til "Augustus" og medregent og overgav ham ansvaret for styret i Vesten, mens han selv koncentrerede sine styrker i Østen, hvor han forsøgte at dæmme op for persernes indtrængen under Kong Shapur I.

Hans anstrengelser var imidlertid forgæves, i år 256 faldt Dura og Antiochia og i 260 blev kejseren selv taget til fange af perserhæren og udsat for frygtelige ydmygelser og pinsler, inden han tilsidst blev dødsdømt og dræbt. Hans hud blev skrællet af hans afsjælede legeme og fremvist som advarsel til gesandter fra Rom.

Valerian havde fuld forståelse for Kejser Decius' religionspolitik med de deraf følgende kristenforfølgelser, men i starten af hans regeringstid valgte han imidlertid at lade kirken være i fred og i stedet for bruge kræfterne på krigene mod germanerne i nord og perserne i øst. Desuden var det indre rige hærget af røverbander og pirater og samtidig rasede en voldsom pestepidemi.

For en gammel hedensk romer kunne alle disse ulykker kun skyldes gudernes vrede over at blive hånet og forsmået, så i august 257 udstedte Kejseren et edikt, der påbød de kristne præster at ofre til rigets guder og dekreterede dødsstraf for deltagelse i de hermed forbudte gudstjenester.

Kirkens ledere nægtede at bøje sig, men i første omgang blev der set en del igennem fingre med overtrædelser af ediktet. Imidlertid forværredes situationen i riget sig og nu vaklede økonomien også, så Valerian udsendte i 258 et nyt edikt, der dekreterede offentlig henrettelse af de præster, der nægtede at ofre til guderne. Kristne senatorer og riddere skulle miste al ejendom og deres rang og tilsidst også deres liv, hvis de ikke ville bøje sig, de adelige kvinder skulle miste ejendom og forvises og kejserlige embedsmænd kunne dømmes til slaveri.

Denne "valerianske forfølgelse" var hård og mange led martyrdøden herunder, blandt andre Cyprian og Roms biskop Xystus.

Kejsermagten forblev i Valerian's slægt med hans søn Gallienus, som herskede indtil år 268, men herredømmet over området fra Lilleasien til Ægypten lykkedes det ham ikke at genvinde, det tilfaldt først Romerriget igen i år 273 under Kejser Aurelian.

Litteratur om Kejser Valerian:
Christensen, Torben: Romermagt, hedenskab og Kristendom, en kulturkamp. Gad, 1970.
- side 109ff.
Christiansen, Erik: Romersk historie, fra by til verdensrige og fra verdensrige til by. Aarhus Universitetsforlag, 1995
- side 138, 148.
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
- side 299.
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
- side 69ff.
Lissner, Ivar: Romernes Kejsere. Sesam, 2.udgave, 1999.
- side 280ff