Romersk Kejser fra 253 til 268 efter Kristus

Publius Licinius Egnatius Gallienus var født ca. år 218 efter Kristus som søn af Kejser Valerian, der fik titlen "Augustus" i år 253 og regerede til år 260.

Samme år som Senatet godkendte faderens titel, udævnte denne sønnen til "Caesar" og kort efter ophøjede han ham til "Augustus" og medkejser og overgav ham ansvaret for forsvaret af Vesten, mens han selv koncentrerede sine styrker i Østen.

Licinius-familien var en gammel romersk senator-slægt og Gallienus fik selv 2 sønner, som han også ophøjede til medkejsere: Publius Licinius Cornelius Valerianus, der døde i år 258 og Publius Licinius Cornelius Saloninus Valerianus, der døde i år 260.

De første år af sin kejsertid brugte Gallienus på at kæmpe mod germanerne ved Rhinen, mens andre styrker sloges for at holde andre barbarstammer (goterne, marcomannerne med flere) på den anden side af Donau. Den traditionelle romerske hæropbygning slog ikke til overfor denne krig på mange fronter og med modstanderne, der var lettere bevægelige og hurtigt kunne sætte ind på nye steder, mens det store romerske hærmaskineri marcherede langsomt afsted. Derfor satte Gallienus ind med reformer i hæren, hvor han blandt andet skabte et stærkt og yderst mobilt kavalleri, som kunne sættes ind overalt, hvor der var invasionsfare.

Den nye enhed blev nu sat ind mod barbarbanderne i Pannonien og sejrede her i år 257. I 258 sluttede Gallienus fred med marcomannerne og tog høvdingens datter til sin konkubine.

Men i 259/260 blev Kejser Valerian besejret, taget til fange og dræbt af persiske tropper under Shapur I og ikke alle følte det naturligt at sønnen overtog faderens kejsermagt i Østen, således måtte Gallienus slås mod Macrianus og hans sønner, derpå mod Ragalianus og så mod Aemilianus, der alle lod sig udråbe til kejser; i 260 mod oprøreren Postumus i Gallien, der endte med at Kejserens søn Saloninus, som var blevet udnævnt til "Augustus" samme år, blev dræbt og at oprørerne oprettede et gallisk kejserdømme, som kom til at bestå i 14 år.

De følgende 6 år var der forholdsvis ro i grænseegnene, så Gallienus ville nu bekæmpe den oprørske Postumus, men trods nogle sejre lykkedes det ham ikke.

Gallienus' regeringstid var præget af mange problemer, grænsekrige og indre oprør, inflation og religiøse stridigheder om den omsiggribende Kristendom, men hvor hans fader Valerian havde forsøgt at knække kirken først ved milde overtalelser, derpå ved hårde forfølgelser, valgte Gallienus at give de kristne mulighed for fri religionsudøvelse og han gav kirken dens besiddelser tilbage. Dette var antagelig for at få fred indenfor rigets grænser, for Gallienus selv var ikke kristen, men tilhænger af de eleusinske mysterier og græsk filosofi.

Disse interesser delte han med sin hustru kejserinde Salonina og begge holdt af kulturelle møder og underholdning og færdedes i filosoffen Plotin's kreds. Cornelia Salonina Chrysogonos var sandsynligvis af græsk slægt og hun var anset for at være en meget dannet kvinde og hun ledsagede sin mand overalt også ved fronten.

Men Gallienus skabte sig uvenner i Senatet, fordi han favoriserede folk af ridderstanden ved besættelse af de æresposter, som den gamle senats-adel var vant til at få. At han dog ikke kun var upopulær i Rom, kan vi se af indskriften på den såkaldte "Gallienus-Bue" på Esquilin-højen, her opsatte en ganske almindelig borger i 262 en mindesten for "Den mest barmhjertige prins, hvis uovertrufne dyd kun overgås af hans fromhed" på en bue, som stammede fra Porta Esquilina i den gamle Servius-mur. Ikke langt fra dette sted havde kejserparret deres landsted "Horti Liciniani".

I 267 måtte Gallienus igen gøre klar til at bekæmpe de invaderende gotere, men samtidig gjorde Aureolus, som var kavalleri-kommandant i Milano, oprør og Gallienus måtte tage hertil for at belejre byen. Under dette blev han dræbt af en gruppe utilfredse officerer, der udråbte én af gruppen til den nye kejser: Claudius II, der senere fik tilnavnet "Gothicus" (268-270).

Litteratur om Kejser Gallienus:
Christensen, Torben: Romermagt, hedenskab og Kristendom, en kulturkamp. Gad, 1970.
- side 110ff.
Christiansen, Erik: Romersk historie, fra by til verdensrige og fra verdensrige til by. Aarhus Universitetsforlag, 1995
- side 140.
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
- side 138.
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
- side 71ff.
Lissner, Ivar: Romernes Kejsere. Sesam, 2.udgave, 1999.
- side 289ff.