|
|
|
|
|
Romersk Kejser fra 270 til 275 efter Kristus
Lucius Domitius Aurelianus var af beskeden oprindelse fra Dacia Ripensis, men blev en af de "soldaterkejsere", der i slutningen af det 3.århundrede bidrog til at styrke Kejsermagten, der længe havde været svækket og til fals for den første og bedste hærleder, som for en periode kunne holde sine soldaters loyalitet og interesse fast. Aurelian var en dygtig soldat og blev en berømt general og en af de dygtigste herskere på den romerske kejsertrone. Han efterfulgte en anden tidligere officer Kejser Claudius II ("Gothicus"). Starten på hans kejserdømme var meget urolig, riget var splittet, Gallien og Britannien var løsrevet som et selvstændigt kejserdømme, det samme gjaldt Lilleasien og Ægypten. Det resterende riges grænser var invaderet af germanske stammer i Norditalien, hvor juthungerne og alamannerne truede Rom, og samtidig forsøgte vandalerne at erobre Pannonien. Aurelian startede med at jage germanerne ud af Norditalien og efter hårde kampe og nederlag, lykkedes det ham at afværge invasionsfaren nordfra. Nu kunne han koncentrere sig om vandalerne og også her fik han held med sig. I Rom var der startet et oprør af "i monetarii", møntmestrene, som Aurelian måtte slå ned og derpå begyndte han at befæste byen med nye, stærke mure, som skulle kunne holde fremtidige invasionstrusler stangen. I 272 og 273 dog han så mod Dronning Zenobia af Palmyra, som han besejrede, og knyttede derved atter de østlige provinser til Romerriget. Det fortælles, at Zenobia blev ført til Rom, hvor hun var en del af Kejserens pragtfulde triumftog, der rummede utallige rigdomme og umåleligt krigsbytte. Herefter fik hun dog lov at leve i fred i Rom, hvor hun blev gift og hvor hendes efterkommere skal have levet helt op til det 5.århundrede. I 274 havde Aurelian også generobret Gallien og formået den galliske Kejser Gaius Pius Esuvius Tetricus til at abdicere mod at denne fik lov til at leve som privatmand i Rom. På denne måde tilintetgjorde Aurelian det galliske kejserdømme og Romerriget var nu igen ét samlet rige. I Rom blev Kejser Aurelian hyldet som "Restitutor Orbis Romani", "Genopretteren af Den Romerske Verden". Aurelian havde imidlertid ikke kun øje for rigets forsvar og krigsvæsen, han reorganiserede også riget indefra, reformerede møntvæsenet, sikrede kornforsyningen, strammede disciplinen i Senatet og i hæren, forbedrede administrationen af provinserne og begyndte på en religiøs reform, for derved at sikre rigets enhed og sammenhold. Således gjorde Aurelian i 274 Solen til den øverst rigsgud og byggede til dens ære et stort Tempel på Marsmarken i Rom, bestyret af et nyt præsteskab "Pontifices Dei Solis", som rekrutteredes blandt Senatsmedlemmerne. Ved indvielsen af det nye Tempel indstiftede han også en ny fest for Solen "Agon Solis", som skulle afholdes hvert fjerde år. Det var sikkert også ham, der bestemte at den 25. december skulle være en religiøs festdag som "den uovervindelige sols fødselsdag", "Dies Natalis Solis Invicti". Helt bevidst søgte Aurelian at styrke Kejsermagten ved at gøre Solguden til den øverste gud og beskytter af Kejseren. Dette faldt også godt i tråd med de religiøse retninger i tiden, Mithras-, Apollon- og Serapis-kulterne, og har også kunnet opfattes som et modstykke til den omsiggribende Kristendom eller måske som en tilbud til denne, der af nogle opfattedes som en slags soldyrkelse. Men kilderne fortæller også, at Aurelian påtænkte alvorlige indgreb mod de kristne for at samle riget åndeligt. Han blev dog myrdet, inden han nåede at føre disse ud i livet, under en militærkampagne ved Byzans. Desværre var de følgende kejsere ikke så dygtige og riget blev atter offer for invasioner og krige mellem de forskellige generaler, som af deres hære blev udråbte til kejsere. Efter Aurelian fulgte for en kort periode Kejser Tacitus. Aurelian var gift med Ulpia Severina. Han skal have været en stærk og modig mand, karakterfast og stædig og han havde betydelige strategiske og administrative evner.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|