ANNAS ROM GUIDE
Antonio Cavallucci

Italiensk maler og tegner, født d.21.8.1752 i Sermoneta og død d. 18.11.1795 i Rom.

Cavallucci blev som ung protegeret af hertugen af Sermoneta, Francesco Caetani, som tog ham med sig til Rom, hvor han arbejdede fra 1765 først i Stefano Pozzi's værksted og efter hans død i 1768 hos Gaetano Lapis. Han studerede også ved Accademia di San Luca, hvor man opbevarer hans figurstudier fra ca.1769-71.

Cavallucci's tidligst kendte portræt er af hans beskytter Francesco Caetani, det findes idag som stik af Pietro Leone Bombelli (udført 1772).

Malerierne "Abigail og David" i Palazzo Caetani, "Hector og Andromache's afsked" i Galleria dell'Accademia di San Luca og "Korsfæstelsen med helgener" i Palazzo Corsini er repræsentative for hans stil. I Palazzo Caetani udsmykkede han i 1776 fem rum med mytologiske scener mens hans "Venus med Ascanius" hænger i Palazzo Cesarini.

I årene 1793-95 skulle alle apsisfreskerne i Kirken San Martino ai Monti udskiftes og Antonio Cavallucci fik da til opgave at udsmykke apsis og triumbuen med en række nye fresker.

I samme kirkes Cappella della Madonna del Carmine med det tilbedte Madonna-billede udført i 1595 af Girolamo Massei skabte Cavallucci maleriet "Le Anime del Purgatorio" ("Sjælene i Skærsilden") rundt om Massei's billede.

Envidere malede han "Battesimo di Gesù" ("Jesu dåb") over døbefonten i bunden af højre sideskib.


Litteratur og links om Antonio Cavallucci:
Allgemeines Künstlerlexikon. Saur, ca.1997. Vol.17.
Boaga, Emanuele: Il Titolo di Equizio e la Basilica di S. Martino ai Monti. 1988.
- side 21, 25, 35.
Enciclopedia Italiana di Scienze, Lettere ed Arti. Istituto della Enciclopedia Italiana. Roma, 1949ff. Vol.IX.
- side 557.

Artnet.com: Cavallucci, Antonio


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Bøger/links om Rom
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d.7.9.2003