ANNAS ROM GUIDE
Pietro Angeletti - italiensk maler og tegner

virke i Rom: 1758-1786


Det vides ikke, hvornår og hvor den italienske maler, tegner og kobberstikker Pietro Angeletti var født, men han befandt sig i hvert fald i Rom fra omkring 1758, hvor han studerede malerkunst og vandt en pris i en tegnekonkurrence for studerende udskrevet af den romerske kunstnersammenslutning Accademia di San Luca.

I de følgende år deltog Angeletti også med held i andre konkurrencer og i 1772 blev han indvalgt som æresmedlem af Accademia di San Luca og kom her til at undervise nye kunststuderende.

I Rom findes nogle værker af Pietro Angeletti:

i Kirken Santa Caterina da Siena er der 2 rondeller med scener fra Santa Caterina's liv, udført ca. 1769,

i Kirken San Silvestro al Quirinale: er der på den højre væg i Cappella di San Gaetano da Thiene i højre tværskib et maleri af Pietro Angeletti med motivet "Beato Giovanni Marinoni che dinanzi a Paolo IV rifiuta la carica di arcivescovo di Napoli" ("Salig Giovanni Marinoni afslår Pave Paul IV's tilbud om at blive ærkebiskop i Napoli"). I kapellets venstre side hænger der over en dør ud til sakristiet et andet maleri af Angeletti forestillende "San Pio V in punto di morte, confortato dal Beato Paolo Burali" ("Pave Pius V trøstes på sit dødsleje af Beato Paolo Burali"). Kapellet blev oprindeligt i 1630 udsmykket med ensfarvede fresker af Teatiner-munken Matteo Zoccolini, men disse blev ødelagt under en renovering i 1775, hvor det istedet blev beklædt med mangefarvet marmor. Det er fra et tidspunkt herefter, at Angeletti's to malerier stammer.

i Palazzo Borghese er der en "Forsoning mellem Venus og Minerva", udført omkring 1772,

i Palazzo Doria-Pamphij er der en fresko med Jakob's drøm, udført i 1768-1769,

i Villa Borghese er der i Sala di Apollo e Daphne en loftsfresko fra 1780.

Efter 1786 hører man imidlertid ikke mere om Pietro Angeletti, der må være død på et ukendt tidspunkt herefter.


Litteratur om Pietro Angeletti:
Allgemeines Künstlerlexikon. München, Saur, 1992-.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 22.6.2009