ANNAS ROM GUIDE

Giovanni Battista Busiri - romersk landskabsmaler

1698-1757

Giovanni Battista Busiri var født i Rom i 1698, ifølge en indskrift på en husmur i Vicolo Sugarelli nr. 6.

I dette hus, der ejedes af nonnerne i Monastero a Tor de' Specchi (ifølge en anden sten på samme mur), levede Busiri tilsyneladende hele sit liv. Ifølge Treccani, Dizionario Biografico degli Italiani, levede og arbejdede han dog i slutningen af sit liv også andre steder i byen. I 1735 i Strada Paolina, (nutidens Via del Babuino), i nr. 54, sammen med maleren Ignazio Stern, samt i 1750 og 1751 i Via della Purificazione nr. 121.

Han ernærede sig som landskabs- og prospektmaler, hvor han benyttede samme stil som den mere kendte Gaspard Poussin.

Se foto af mindesten for Busiri i Vicolo Sugarelli (fra borgato.be).

Busiri, der også fik tilnavnet Titta eller Tittarella, begyndte at male i 1720 og fik efterhånden en del succes, især hos de mange tilrejsende, som kom fra andre europæiske lande på deres dannelsesrejse, på den tid kaldet "Le Grand Tour". Mange af Busiri's skitser og malerier findes derfor i udlandet, især i England og Skotland, hvor de indimellem har været tilskrevet andre kunstnere. Der findes dog også i Rom 2 malerier i Galleri Doria Pamphilj ("Vedute della campagna romana") og et i Museo di Roma ("Ponte di Castel S. Angelo").

Giovanni Battista Busiri døde i Rom i 1757.

En hustru til hans senere efterkommer, Assia Busiri Vici Olsufieff, var selv maler og billedhugger. Hun købte Giovanni Battista Busiri's fødehjem og levede der fra 1960. Det var hende, der på muren opsatte ovennævnte mindesten, hvor også hun selv er nævnt.

--- Læs mere om Busiri-Vici-familien ---

Litteratur om Giovanni Battista Busiri:
Info.roma.it: Giovanni Battista Busiri Tittarella.
Treccani.it: Busiri, Giovanni Battista ....


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.8.2022