Denne religiøse sammenslutning var et lægsøsterskab, som helgeninden Santa Francesca Romana og en række ligesindede veninder oprettede i 1425 med navnet "Oblate Olivetane di Maria".

I 1420'erne var Francesca endnu ikke ophøjet til helgeninde, selvom hun førte så eksemplarisk og asketisk liv, dedikeret til velgerninger overfor alle syge, fattige og nødlidende i hendes nærhed, men såmænd også andre steder i Rom. Francesca, som ved dåben i 1384 var døbt Francesca Bussa de' Leoni, var allerede kort efter sit ægteskab med Lorenzo Ponziani i 1396 begyndt at udøve sine barmhjertighedsgerninger. I selskab med sin svigerinde Vannozza De Felicibus besøgte hun fattige og syge, når de ikke vandrede over Tiberbroerne og op til Kirken Santa Maria Nova, der ligger øst for Forum Romanum, tæt på Colosseum. Her havde Francesca gået til messer og skrifte fra barnsben og hun følte hele livet en stor tilknytning hertil, hvilket også kom til at præge den religiøse orden, som hun senere stiftede.

I Santa Maria Nova havde Pave Gregor XI (1370-1378) installeret den i 1320 af Bernardo Tolomei oprettede munkeorden Congregazione Benedettina di Monte Oliveto, også kaldet Gli Olivetani. I Francesca's barndom var det muken Antonello di Monte Savello fra denne orden, som fik stor betydning for hendes religiøse dannelse.

De første år i 1400-tallet var hårde år i Rom, der var pest og krig, borgerkrige, idelige optøjer og angreb og belejringer af tropper tilhørende Kong Ladislao af Napoli. Som følge heraf var der forfærdelig mange fattige og nødlidende og Francesca, der både var født i en velstående familie og senere gift ind i en måske endog mere velstående slægt, var som nævnt ikke bange for at smøge ærmerne op for at hjælpe, ja hun gik endog så langt som at gå rundt og tigge almisser, som hun kunne give til de nødstedte. Mange velbjergede fruer frastødtes af hendes opførsel, men der var også mange, der så hende som et forbillede og fulgte hendes eksempel. Således samledes der efterhånden omkring hende en lille flok fortrolige og ligesindede kvinder, der også frekventerede Santa Maria Nova og lod sig lede spirituelt af fader Antonello, gerne ved en ugentlig sammenkomst.

Under en af disse foreslog Francesca, at gruppen dannede et lægsøsterskab viet til Jomfru Maria. Fader Antonello og Prioren Don Ippolito syntes godt om idéen og den 15.August 1425, på festdagen for Marias Himmelfart, Festa di Maria Assunta, vedtog de på dette tidspunkt ialt 11 kvinder at indgå i et lægsøsterskab ved navn "Oblate di Maria". Højtideligheden fandt naturligvis sted i Santa Maria Nova foran Altare della Vergine, Madonna-alteret. De religiøse retningslinier, som lægsøstrene valgte at følge, var nogle af de samme benediktinske regler, som munkene i Santa Maria Nova fulgte.

Indvielsesformularen kender vi fra en kopi, men desværre er originalen gået tabt sammen med Francesca's og hendes 10 veninders egenhændige underskrifter. Vi kender derfor ikke til navnene på alle de 11 kvinder, men nogle navne er dog overleveret: Francesca's svigerinde Vannozza De Felicibus, samt andre kvinder fra velstående familier i kvarteret Rione Campitelli med efternavne som Beccaluva, Bondi, Santacroce.

Efter gruppens indvielse fortsatte kvinderne med at leve deres liv i deres respektive familier, mens de som sædvanligt ydede deres godgørenhed udenfor hjemmet. Men så småt begyndte Francesca at overveje tanken om at samle den lille gruppe i et hus, hvor de sammen kunne leve et liv efter deres regler og med godgørende virksomhed. Den 20. Marts 1428 fik hun en vision, hvor Pave Gregor opmuntrede hende til at fortsætte med denne idé. Hendes daværende skriftefader, Don Giovanni Mattiotti fra Kirken Santa Maria in Trastevere, prøvede at få hende fra denne tanke, men Francesca opgav ikke.

Hun lejede først et lille hus med nogle få rum, et gammelt tårn og en stald, ved nutidens Via Montanara og Via del Teatro di Marcello af familien Clarelli. Og her, i det såkaldte "Tor de' Specchi", flyttede søstergruppen ind i 1431, den 25. Marts, på dagen for Festa dell'Anunciazione, Mariæ Bebudelse. Francesca flyttede dog ikke med, da hun var nødsaget til at forblive i sit hjem for at pleje sin syge og handicappede mand. Som leder ("Presidente") af den lille gruppe valgtes Agnese Lelli, som senere på søstrenes vegne købte huset for 150 floriner.

Det var Francesca selv, som ifølge sine visioner dikterede gruppens regler og bestemte søstrenes klædedragt, der bestod af en hvid underklædning - som symbol på hjertets renhed - en nederdel i sort uld - til at minde om, at en nonne er død for det verdslige liv - og øverst en kappe og hovedslør af hvidt linned.

Trods den religiøse afsondrethed beholdt søstrene en stor frihed, da de ikke kom til at leve i klausur, men frit kunne færdes udenfor Klosterets mure. En nødvendighed for deres godgørende arbejde. Den benediktinske regel styrer stadig Klosterets liv med sine mange tidebønner: kl. 5.30, 6.00, 6.30, 11.30, 17.00. 19.00 og 20.30.

Den 21. Juli samme år godkendte Pave Eugen IV sammenslutningen "Oblate della Santissima Vergine", som senere kom til at hedde "Oblate di Santa Francesca Romana".

I 1436 døde Francesca's mand og hun overlod den 21. Marts Palazzo Ponziani til sønnen Battista og dennes hustru Mabilia de' Papazzurri og flyttede ind i Monastero di Tor de' Specchi. Nu var søstergruppen komplet.

Francesca tilbragte sine sidste 4 år i dette Kloster, hvor hun havde et eget lille rum i Tårnet, som man stadig kan besøge på Klosterets ene årlige åbningsdag, den 9. Marts.

Le Oblate har hæget om og bevaret det lille, gamle hus med Tårnet, så det næsten står som på Francesca's tid. De har dog ladet flere af rummene udsmykke med fresker med motiver fra Francesca's liv. Et arbejde, der påbegyndtes kort efter hendes død i 1440.

I løbet af 1500- og 1600-tallet voksede Klosteret hastigt på grund af de mange nye søstre, som søgte optagelse. Nonnerne fik derfor også brug for en større egen kirke og i 1594 overlod Pave Clemens VIII den gamle Kirke Santa Maria de Curte til søstrene, som få år senere lod den ombygge med ændret orientering og ekstra etager. I den nedre Kirke sidder på indgangsvæggen, der altså vender ud mod Klosteret, et gammelt vandfad, hvori der på Santa Francesca Romana's festdag blandes en særlig mirakuløs salve efter helgenindens opskrift. Recepten stammer fra dengang, Francesca måtte hjælpe en ung mand, der under et slagsmål ved et sabelhug havde fået sin arm nærmest skilt fra kroppen. Francesca rensede såret og smurte en salve på og efter kort tid var armen helet og den unge mand frisk igen.

Det var i dette kirkerum, at nonnerne afholdt begravelser. Ved disse lejligheder dækkede de væggene med nogle helt specielle og meget kostbare vægtæpper, som var udført midt i 1700-tallet og flettet af strå. Denne skik måtte dog senere ophøre, da både tæpper og vægge blev ødelagt af den fugt, der dannedes imellem dem.

I 1700-tallet var Klosterkomplekset efterhånden så stort og godt indrettet, at søstrene kunne koncentrere deres arbejde om en forskønnelse og sanering af områderne omkring, hvor der var små, mørke, usunde gyder og sumpede uvejsomme gader og mindre pladser. Nonnerne ydede gerne hjælp - også økonomisk - til at højne området med gadeudvidelser, dræning og brolægning. Især var deres "præsident" Suor Maria Anna Amadei primus motor for et ambitiøst projekt om sanering af området foran Klosteret, over mod Capitolhøjens fod.

I 1800-tallet fortsatte antallet af søstre i Klosteret at være højt, indtil i nyere tid, hvor det er faldet betragteligt (idag huser Klosteret omkring 20 søstre og en novice).

Den 7. Juli 1866 og senere den 19. Juni 1873 vedtoges love, der opløste alle religiøse ordener, hvorefter masser af klostre overtoges af den nye Italienske Stat og omdannedes til ministerielle kontorer, kaserner, skoler eller uddannelsessteder. Det lykkedes dog Le Oblate di Tor de' Specchi at unddrage deres Kloster fra denne lov efter en længere retssag, som sluttede i 1876. Begrundelsen, som "præsidenten" Madre Luisa Canonici påberåbte sig, var, at ordenen ikke var en nonne-orden, men som en lægsøster-orden istedet en "fri kvindeforening med religiøst formål". Denne opfattelse har grund i den formulering, som Pave Eugen IV brugte, da han i 1433 godkendte ordenen af - netop - lægsøstre.