Efter Pave Leo X's død den 1. december 1521 fulgte et 14 dage langt konklave, der startede den 27. december og endte den 9. januar 1522. Uenigheden mellem Kardinalerne var stor, de var delte mellem de 2 herskere Karl V og Frans I og disse havde hver deres favoritter til pavestolen, mens Henrik VIII af England arbejdede på at få Kardinal Wolsey valgt.

I denne vanskelige situation enedes man i stedet om at vælge en partineutral Kardinal og valget faldt på den flamske Adriaan Florenz, der var Biskop af Tortosa og forøvrigt slet ikke var mødt op til konklavet. Han befandt sig nemlig i Vittoria i Biscaglia og da han fik nyheden bekendtgjort, blev han ikke begejstret ved tanken om alle de problemer, der ventede en ny pave.

Dog accepterede han opgaven, idet han pointerede, at han bøjede sig for Guds vilje og ikke selv havde noget ønske om at få denne magt.

Da den unge mands uddannelse var ved at være fuldendt, fulgte Adriaan sin kirkelige karriere og blev i 1516 af Pave Leo X udnævnt til Biskop i Tortosa og allerede året efter til Kardinal-Præst i konsistoriet den 1. Juli 1517 sammen med 30 andre, heriblandt Francesco Conti, Giovanni Piccolomini, Giovanni Domenico De Cupis, Niccolò Pandolfini, Raffaele Petrucci, Andrea della Valle, Pompeo Colonna og Franciotto Orsini.

Adriaans nye stilling fik naturligvis nogle af hans slægtninge til at rejse til Rom, hvor de ændrede efternavnet til det for italienerne mere udtalevenlige Florenzi. En senere slægtning Marco Antonio Florenzi gjorde også karriere indenfor Kirken, men kun som "prælat", d.v.s. en højtstående gejstlig i årene 1566-1585 og han var grundlæggeren af familieejendommen Casa Florenzi på Magnanapolihøjen.

Som titelkirke i Rom havde Adriaan fået Kirken Santi Giovanni e Paolo, men han kom aldrig dertil på grund af de vanskelige forhold i Spanien, der opholdt ham, således at han heller ikke kunne deltage i konklavet efter Leo X's død den 1. december 1521.

Da Adriaan efter en del betænkeligheder accepterede pavevalget, skyndte han sig nu ikke til Rom for at indtage sin nye stilling og først den 27. august 1522 sejlede han ind i Civitavecchia midt under et voldsomt pestudbrud i Rom. Smittefaren, der havde afholdt romerne fra at forberede modtagelsesfestligheder, afholdt derimod ikke den nye Pave fra at rejse ind i byen, hvor Kardinalerne skyndte sig at møde ham ved Kirken San Paolo fuori le Mura.

Hadrian VI var en streng mand, som ønskede at reformere Kirken og han var stærkt imod enhver form for nepotisme, så familien Florenzi høstede ingen særlige frugter af forbindelsen. Men også overfor de fremmødte Kardinaler var han streng, han startede med at forbyde dem at give husly til landevejsrøvere, der søgte beskyttelse på deres ejendomme og derefter stoppede han det beskostelige arbejde med at rejse ham en æresport.

Det var tiltag, som behagede romerne, der ellers ikke havde været begejstrede for at få en udenlandsk Pave, og de deltog fornøjede i den enkle kroningsceremoni, der fandt sted den 31. august.

Men Kardinaler og prælater var ikke glade for de nye toner om besparelser og indskrænkninger, reformer og opstramninger, "slankelse" af deres "hoffer" og bortsendelse af de kunstnere og kurtisaner, som de hidtil havde huset og støttet.

Utilfredsheden bredte sig herefter også til folket og Hadrian havde snart kun én han kunne stole på, nemlig den nye Biskop af Tortosa, hans landsmand Willem van Enckenvoirt, der som den eneste blev udnævnt til Kardinal af den nye Pave.

Hadrian VI fik kun kort tid at virke i. Han forsøgte at dæmme op for det Lutherske kætteri i Tyskland og prøvede - uden held - at få de tyske fyrster engageret i et korstog mod tyrkerne, der var ved at true Ungarns grænser. En af Pavens nære medarbejdere, Kardinal Soderini konspirerede med den franske Kong Frans I, men blev opdaget og fængslet i Castel Sant'Angelo, hvorefter det kom til et åbent brud mellem Hadrian og Kongen, der benyttede lejligheden til at gå ind i Italien ved Pavens død den 14. september 1523.

Både folket og Kardinalerne jublede ved dødsbudskabet og satte deres lid til et mere frit og løssluppent liv under den næste Pave. Hadrian blev først begravet i Peterskirken i en grav mellem paverne Pius II og Pius III. I 1533 blev hans rester flyttet til den tyske menigheds kirke Santa Maria dell'Anima, hvor også Kardinal Enckenvoirt (eller Enckevoirt) hviler.

Litteratur og links om Pave Hadrian VI:
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 336f.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 622f.
Zizola, Giancarlo: Il conclave : storia e segreti. Roma, Newton & Compton Editori, 2005. (Biblioteca del Sapere, 33)
- side 102ff.
Catholic Encyclopedia: Pope Adrian VI.
Salvador Miranda: The Cardinals of the Holy Roman Church: Dedel, Adriaan Florenszoon (1459-1523)