Familien Florenzi var egentlig af flamsk afstamning og bar navnet Florensz eller Florenz, men efter at have slået sig ned i Italien ændrede man navnet til det for italienerne mere udtalevenlige Florenzi.

Denne ændring skete omkring 1517, da et familiemedlem, Adriaan Florenz, blev udnævnt til Kardinal og andre familiemedlemmer fulgte ham til Rom i håb om at gøre deres lykke. I 1522 blev Kardinal Adriaan, der på italiensk kaldtes Adriano, valgt til Pave med navnet Hadrian VI.

Pave Hadrian VI var meget reformvenlig og stærkt imod enhver form for nepotisme, så familien Florenzi høstede ingen særlige frugter af forbindelsen. Dog kom en senere slægtning, Marco Antonio Florenzi, til at gøre karriere indenfor Kirken, men kun som "prælat", d.v.s. en højtstående gejstlig. Her havde han en vis indflydelse ved Pave Pius V's hof i årene 1566-1572 og senere også hos Pave Gregor XIII i årene 1572-1585. (Læs mere om Marcantonio Florenzi).

Prælaten købte på et tidspunkt efter 1551 en ejendom i området mellem nutidens Largo Magnanapoli og Via XXIV Maggio og lod opføre et hus midt i en stor have, omgivet af træer. Efter hans død i 1600 overgik ejendommen til nevøen Virgilio Florenzi, der i 1629 blev udnævnt til Biskop i Nocera.

Inden sin død havde Marco Antonio Florenzi haft en særlig forkærlighed for Kirken San Silvestro al Quirinale, som lå tæt ved hans bopæl - og hvor han iøvrigt senere blev begravet. Han bekostede i slutningen af 1500-tallet udførelsen af det smukke, udskårne og bemalede træloft og han overtog et af Kirkens kapeller, som han lod udsmykke af Cesare Nebbia og han sørgede for, at et gammelt romersk ikon, kaldet Madonna della Catena, fik plads på kapellets alter. Hans gravsten findes udenfor kapellets indgang.

I Kirken Santa Maria della Consolazione havde familien et kapel, Cappella Florenzi, som idag kaldes Cappella della Madonna delle Grazie. Her findes ifølge Carlo Pietrangeli et maleri fra 1610 af Hospitalets leder, Abbeden Pietro Giovanni Florenzi, der havde bekostet udsmykningen af Kirken.

Andre familiemedlemmer blev conservatori i Kommunens tjeneste og senere blev familien adlet.

I løbet af 1600-tallet ejede familien stadig Casa Florenzi, men fra en folketælling i 1648 ved vi, at en stor del af ejendommen var blevet udstykket til lejeboliger til mange forskellige familier. På dette tidspunkt blev nogle af de gamle bygninger også overdraget til Kardinal Widman, men først i 1748 lod familien opføre et nyt hus, Palazzo Florenzi, ud mod Via della Cordonata.

De sidste familiemedlemmer med navnet Florenzi var Grev Lodovico Florenzi og dennes datter Ludovica Florenzi (1855-1896), der i 1875 blev gift med Grev Pietro Serafini.

Navnet levede dog videre som mellemnavn hos Ludovica's næstældste søn Ludovico Florenzi Serafini (1907-1984) og senere hos dennes datter Ludovica Florenzi Serafini.

Florenzi-familiens våben er ovalt og opdelt på langs og på tværs, så der dannes 4 felter. I det øverste til venstre og det nederste til højre er bunden forgyldt og herpå er der påmalet 3 grønne håndtag eller skæfter. I det øverste til højre og det nederste til venstre er der en sølvløve på sort bund.

En del af familien hørte til i egnen omkring byen Perugia i regionen Umbria. Her blev Grev Ettore Florenzi gift med Marianna Bacinetti (1802-1870), som senere i sit andet ægterskab med en Waddington holdt kulturel salon i Perugia. Hun omtales ofte som Grevinde Marianna Florenzi-Waddington og det fortælles, at denne smukke, spændende og intelligente kvinde havde en lang kærlighedshistorie med Kong Ludwig I af Bayern, som hun havde truffet ved et bal i Palazzo Torlonia i Rom

Litteratur og links om Florenzi-familien:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione II, Trevi. del 4 / di Angela Negro: side 54 + illustration side 55.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione X, Campitelli. del 1 / di Carlo Pietrangeli: side 78.
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 336f.
Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005.
- side 482.
Roma, ieri, oggi, domani. Periodici Locali Newton. Anno V n.50, Novembre 1992.
- side 55.
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. Elio de Rosa editore.
- 16. itinerario. 1999. Side 28ff. .