Suor Maria Alaleona, af den romerske familie Alaleona, blev som ganske ung nonne i Klosteret Santa Croce ved Montecitorio. Det var muligvis ikke med hendes gode vilje, at den unge pige måtte give afkald på denne verdens glæder for at leve i en ganske streng nonneorden, men for de af nonnerne, der havde råd, og det havde mange der kom fra Roms velhavende familier, var Klosterlivet ikke helt så strengt håndhævet. De havde tjenestefolk og muligheder for at få lidt mere komfort. Suor Maria må også have haft en tjenestepige, der var hendes fortrolige og hjalp hende med at kommunikere med omverdenen udenom Klosterets strenge regler.

Hvorfor Maria Alaleona af sin familie blev sendt i kloster, ved vi ikke, men ofte var det et spørgsmål om penge, der afgjorde dette valg. Familiernes ældste søn skulle arve titlen og værdierne, helst så ubeskåret som muligt. De øvrige sønner og døtre blev "givet" til Kirken. Sønnerne kunne gøre karriere, måske få høje stillinger og derved skaffe sig - og deres familie - indtægter, prestige og magt, mens døtrene måtte nøjes med intrigerne indenfor Klosterets mure, hvor de dog også kunne avancere til at blive ledere, Abbedisser. Døtrene fik med sig ind i klostrene en "medgift", der kunne dække deres underhold, måske også nok til et rimeligt komfortabelt liv og måske betalte familien yderligere for særlig udsmykning af kirker og klostre, men udgiften var under alle omstændigheder mindre end den ville være, hvis døtrene skulle have levet et mondænt liv, og uden en pæn medgift ville de alligevel ikke have nogen chance for at blive gift.

Men Maria Alaleona, der kun var 18 år og betegnedes som en meget smuk pige, havde nok forestillet sig sin fremtid ganske anderledes, for hun havde en bejler, som hun åbenbart ikke havde tænkt sig at give slip på. Måske har hun troet, at familien ville give sig og lade hende få lov at gifte sig, hvis de stod overfor den kendsgerning, at hun var løbet væk med sin elsker.

De to elskende må via Marias tjenestepige have sendt små beskeder til hinanden og således have lagt en plan. Den første etape var, at den unge mand, hvis navn vi ikke kender, skulle smugles ind i Klosteret til Maria. Hvorledes? Joh, den unge mand skulle fortælle sin tjener, at han ville rejse væk et par dage. Derfor skulle tjeneren bringe en stor kiste ud til Suor Maria Alaleona i Klosteret Santa Croce al Montecitorio, for at hun kunne passe på de værdifulde sager, indtil herskabet vendte hjem. Ulykkeligvis gik der noget galt i planen, for tjeneren, der ikke anede uråd, havde ikke så travlt med at få den tunge kiste bragt over til Klosteret, så den stod i flere dage aflåst i ejerens hjem og da den omsider blev afleveret og åbnet, fandt man heri den unge mand død, kvalt i det trange rum.

Det var ikke alene en frygtelig tragedie for den unge mand og for Maria Alaleona, der således mistede sin elskede. Men hun mistede også sin eneste chanche for at komme værk fra Klosteret og leve et "normalt" liv. Og tilmed havde hun på denne måde gjort sig skyldig i en stor synd mod sit klosterløfte og mod det "bryllup" med Jesus, som hun derved havde indgået. Så stor en synd, at hun blev "levende indemuret" i Klosteret.

Denne indemuring indebar på den tid, at synderen blev lukket inde i en lille celle, hvortil døren blev tilmuret "med mursten og mørtel", så den indemurede ikke kunne komme ud herfra og kun kunne forsynes med ganske lidt vand og brød, således at ingen kunne få skylden for hendes eventuelle død.

Denne episode, som fandt sted i 1635, fortælles af Giacinto Gigli i hans "Diario Romano".

Man mener, at marmorskulpturgruppe med motivet "Noli me tangere" ("Rør mig ikke"), som i 1649 blev opstillet på alteret i familien Alaleona's kapel i Kirken Santi Domenico e Sisto på foranledning af Suor Maria Eleonora Alaleona, "der ønskede at sone en stor synd begået af et familiemedlem", hentyder til den fortabte Suor Maria Alaleona. Måske er Suor Maria Eleonora Alaleona virkelig en slægtning til Suor Maria Alaleona eller måske står vi overfor den samme nonne, som efter sin straf ( i "isolationscellen") har skiftet kloster og i oprigtig anger har ønsket sig denne altertavle opstillet.

Historien om Maria Alaleona var ikke den eneste historie, der på den tid fortaltes om unge kvinder, som mod deres vilje var blevet sat i kloster og på alle måder forsøgte at holde på eller skaffe sig en kæreste i håbet om måske at kunne bryde ud og komme til at leve et "normalt" liv. I 1604 var der en større skandale i et kloster i Monza, hvor nonnen Suor Virginia Maria de Leyva, "la monaca di Monza", ikke alene havde begået utugt og senere nedkom med en lille pige, der straks blev taget fra hende, men også var involveret i mordene på en anden nonne og klosterets snedker, fordi de truede med at røbe sagen. Også Suor Virginia blev "indemuret", indtil hun blev benådet af Kardinal Federico Borromeo og fortsatte sit liv i klosteret som en angrende synderinde og eksemplarisk nonne. Denne historie inspirerede forøvrigt den italienske forfatter Alessandro Manzoni til en episode i den store roman "I Promessi Sposi".

Litteratur om Alaleona-familien:
Escobar, Mario: Le chiese sconosciute di Roma. Newton Compton editori, 1992.
- side 80f.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I: Monti, del 4: side 60.
Roma Sacra. Itinerario 16. Elio de Rosa editore, 2004.
- side 19.
Ss. Domenico e Sisto. Di Virginia Bernardini, Andreina Draghi e Guia Verdesi. Istituto Nazionale di Studi Romani. Fratelli Palombi Editori, 1991.
- side 91ff.