ANNAS ROM GUIDE
Innocenzo del Monte, Kardinal
1532-1577

Kort om Kardinal Innocenzo del Monte:

Innocenzo del Monte var adoptivsøn af Baldovino del Monte og Pave Julius III's yndlingsnevø. Han var en forkælet, lunefuld og skrupelløs ung mand, som hensynsløst forfulgte sine egne mål.

Innocenzo var født i 1532 og hans familieforhold er noget usikre. Ifølge nogle var han søn af Kardinal Giovanni Maria Ciocchi Del Monte, den senere Pave Julius III, som fik sin storebroder Baldovino til at adoptere den unge mand, som derefter i egenskab af Pavens "nevø" kunne forgyldes med høje og lukrative embeder og allehånde fordele.

Ifølge andre var han søn af en tjener og som 13-årig mødte den unge Santino, som han skal have heddet dengang, Kardinal Del Monte som kom til at synes om den unge dreng og tog sig af ham, gav ham en uddannelse og lod sin broder Baldovino adoptere ham under navnet Innocenzo del Monte.

Under alle omstændigheder var Innocenzo's lykke nu gjort, blot 4 måneder efter at Julius III blev Pave i 1550, udnævnte han den da kun 17-årige Innocenzo til Kardinal. I 1551 blev Innocenzo Abbed i San Zeno i Verona, i 1552 Biskop i Mirepoix og Pavelig Legat i Bologna, hvor han blev berygtet for sin ryggesløshed og hidsige natur.

Den unge mand fik således meget stor magt og Paven gav efter for alle hans ønsker og det var Innocenzos negative indflydelse, der fik Julius til at opgive at fremme præsten Antonio Lo Duca's ønske om at indrette en kirke i ruinerne af Diocletian's Termer.

Pave Julius III døde i 1555 og Kardinal Innocenzo del Monte måtte nu som 23-årig klare sig selv. Hans dårlige karakteregenskaber brød nu ud i lys lue og han var indblandet i mange sager med vold og mord.

Hans karriere fortsatte alligevel, selvom flere af Julius III's efterfølgere forsøgte at standse ham i hans fremturen og han fængledes flere gange på grund af sine misgerninger.

Innocenzo døde d.3.september 1577 og blev begravet i San Pietro in Montorio i Cappella Del Monte.


Mere om Kardinal Innocenzo del Monte


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bøger og links om Rom
Bykort
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d.2.1.2004