Terme di Diocleziano - kort fortalt

For at hylde Kejser Diocletian lod hans Medkejser Maximian i årene 298-306 efter Kristus opføre et kæmpestort og luksuriøst Termeanlæg ifølge legenden med brug af tvangsudskrevne kristne soldater og arbejdere. Det kunne benyttes samtidigt af 3000 personer, som for en billig adgangspris kunne nyde alle slags forlystelser, bade, sport og afslappelse på det mere end 13 hektar store område.

Anlægget opførtes på Esquilinhøjen, som efterhånden var blevet mere og mere udbygget og tættere og tættere befolket og derfor manglede offentlige bademuligheder for lokalbefolkningen af samme standard, som de fandtes i den øvrige by. Det kom til at bestå af et stort centralt kompleks med en stor mængde rum med forskellige anlæg. Rundt om dette centrale kompleks lå et stort frit parkanlæg til boldspil, sport og rekreation og om hele dette store område løb den lange mur, som afgrænsede hele anlægget. Muren var 376 meter lang på længdesiderne og 361 meter lang på kortsiderne.

Det store område, som anlægget dækkede, svarer til et område fra nutidens Piazza dei Cinquecento, Via del Viminale, Via Torino, Via XX Settembre og Via Volturno ned til Piazza dei Cinquecento igen. Udenfor anlægget lå et stort vandreservoir ved Piazza dei Cinquecento og det hele blev forsynet via en særlig gren af akvædukten Aqua Marcia.

Arkitekt på det store anlæg var Rabirius og han sørgede for, at anlægget kom til at rumme bade med koldt, tempereret og varmt vand, dampbade, gymnastiksale, biblioteker med græske og latinske bøger, haveanlæg med smukke planter og statuer, kunstværker, plads til at spadsere rundt og møde andre besøgende, til at passiare, diskutere, studere kunstværkerne, lytte til musik, til foredrag, debatter eller blot til at slappe af.

Dette enorme "badeland" fungerede indtil marts 538, da goterkongen Witigis ødelagde akvædukten under sin belejring af Rom.

I mange år herefter stod så kun de vældige ruiner tilbage i et efterhånden øde og forladt område, indtil paverne efter 1400-tallet langsomt tog de store ruiner mere og mere i brug, heri indrettedes kirker og kornmagasiner, sygehuse og fattiggårde, klostre og fængler, indtil man i begyndelsen af det 20.århundrede begyndte at fritlægge flere dele og anvende disse til museums-brug.

Men det at ruinerne kunne anvendes til forskellige formål igennem de hektiske år fra 1400-1900, hvor andre ruiner ellers måtte lade livet for at afgive byggematerialer til tidens nybyggeri, gjorde at utrolig meget af anlægget faktisk står den dag idag og kan betragtes ved en rundtur i området, selvom det ikke er helt nemt at bevare overblikket og se de store linier midt i den voldsomme trafik på nutidens gader og pladser.