|
|
|
|
|
Mere om Kardinal Innocenzo del Monte:
Innocenzo del Monte's døbenavn var muligvis Santo, for han omtales flere steder som den unge Santino. Eller det var hans fars navn, ham kender vi ellers intet til, ligesom man ikke ved meget om Santino's mor, der siges at have været en fattig tiggerske. Han skal være født i byen Borgo San Donnino i 1532 og på et tidspunkt måtte han til at klare sig selv, så han vagabonderede og tjente til livets ophold ved at tigge eller tage småjobs, indtil han fandt en plads i husholdningen hos den magtfulde Kardinal Giovanni Maria del Monte. Her fik den halvgamle og gigtplagede Kardinal øje på den store dreng, som med sine indfald og rappe replikker kunne sætte lidt liv i en ellers alvorlig dagligdag og måske for en stund få Kardinalen til at glemme sin smerter og tunge forpligtelser. Kardinalen kom til at holde mere og mere af den unge mand og begyndte at spekulere på, hvorledes han kunne forbedre dennes fremtid. Hvis den unge mand kunne få et embede, behøvede han ikke mere at være bange for at havne på gaden igen. Men for at få et embede krævedes kundskaber og nogen uddannelse, så Kardinalen bad sin læge, præsten Monsignor Baldoino di Baldoino Barga, om at give den unge mand noget belæring. Da Santino nu havde fået de værste kanter slebet lidt af, bad Kardinalen sin broder Baldovino om at adoptere ham. Dennes ældste søn var død kort tid før i Kongen af Frankrig's tjeneste og Baldovino ønskede nu at legitimere sin uægte søn Fabiano. Da Giovanni Maria senere blev Pave, lod han begge de to unge mænd legitimere i samme bulle. Den unge forældreløse fattige dreng blev nu Innocenzo del Monte. Nu kunne Kardinalen bedre arbejde på sørge godt for sin "nevø" og han arrangerede, at Innocenzo blev Provst i Arezzo. Den unge mand fik heraf øgenavnet "Il Prevostino", "Den lille Provst". I 1550 blev Kardinalen valgt til Pave Julius III og nu kunne han gøre endnu mere godt for sin yndling. Innocenzo blev hurtigt udnævnt til Kardinal og Stats-Sekretær og rygterne gik, at han var søn af Julius selv, hvilket kunne forklare den forkærlighed Paven havde for ham og alle de fordele han nød. Mens andre talte om at det drejede sig om en ung mand, som Paven havde forelsket sig i og derfor ladet sin broder adoptere. Der var nu også andre af Julius' slægtninge, som fik del i goderne, hans storebroder Baldovino (Innocenzo's adoptivfader) blev udnævnt til Guvernør i Spoleto og dennes søn, Giovanni Battista, blev Pavelig General, "Gonfaloniere della Chiesa". Og senere i løbet af de 5 år, han var Pave, udnævnte Julius III yderligere 4 slægtninge til kardinaler: Fulvio della Corgna, Cristoforo Guidalotti Ciocchi del Monte, Roberto de' Nobili og Girolamo Simoncelli. I 1552 udstedte Paven den officielle bulle, der legitimerede Innocenzo og Fabiano som medlemmer af familien del Monte. Og herefter kunne han med endnu større ret give sin favorit større og bedre embeder og flere og bedre goder. Innocenzo var kun 17 år, da han blev udnævnt til Kardinal og han var ikke på nogen måde sit ansvar voksen. Med embedet og de andre embeder, der fulgte, fulgte også pligter til at tage del i Kirkens administration og en del arbejde, men den 17-årige ville hellere more sig, bruge af de penge, han nu kunne strø om sig, sole sig i de mennesker, som søgte hans selskab, spille bold og lave ballade sammen med de andre unge adelsmænd oppe på pladsen foran ruinerne af Diocletian's Termer, hvor de mødtes for at svire og fornøje sig - ikke altid på lige uskyldig vis - , og i den forbindelse kunne han starte chikanen mod de fromme præster, som lå fromt i bøn for de mange martyrer, som var døde ved Termebyggeriet. Og han kunne tillade sig at true Præsten Antonio Lo Duca og lade sine kumpaner jage præstens tilhængere væk, for hans velynder og "onkel" vendte det blinde øje til hans gale streger. Innocenzo og hans venner deltog antagelig også i de storslåede og meget verdslige fester som den franske Kardinal Jean Du Bellay afholdt i sin pragtvilla Horti Bellaiani lige overfor ruinerne. Og disse fornøjelser ville Innocenzo og hans "broder" Giovanni Battista, som Paven også favoriserede, samt deres unge venner ikke opgive for at Antonio Lo Duca kunne få sit ønske opfyldt og få indrettet en kirke i termeruinerne. Derfor generede og forfulgte de den stakkels præst på alle måder. Først henvendte de sig til Antonio Lo Duca for at overtale ham til at finde et andet og mindre "mondænt" sted til sin nye kirke, men præsten, som fulgte sit himmelske syn, gav dem som svar kun sin lille bog med bønner til ærkeenglene. Herefter gik de unge mennesker over til at sende alle deres bekendte, alene eller i flokke, almindelige mennesker og bevæbnede soldater, ud for at overtale den stædige præst, der ikke gav op. De ugudelige unge mennesker gav sig da til at spille bold mellem de træaltre, som Antonio Lo Duca havde ladet opstillet i ruinerne og ved hvilke han bad, da Giovanni Battista, der lige var blevet udnævnt til Kaptajn for Den Pavelige Hær, sammen med sin garde jog ham bort med trusler om en voldelig død. Præsten ville dog stadig ikke opgive sit forhavende, men en dag han var taget hjem for at spise, lod Giovanni Battista sine soldater bryde ind i den interemistiske kirke og jog de tilstedeværende præster bort, så de i huj og hast måtte flytte deres altre og hellige billeder væk. Dette var til stor glæde for den hestedressør, som i længere tid havde levet af sin virksomhed på dette sted. Antonio Lo Duca klagede til Paven over hans nevøers opførsel, men Paven slog blot opgivende ud med armene og de unge mennesker kunne fortsætte, som de lystede. I 1552 udnævnte Julius III Innocenzo til Pavelig Legat i Bologna og kort efter gav han ham indtægterne fra Abbediet Mont Sant Michel i Normandiet, Santo Zeno Kirken i Verona og Legat-indtægterne fra hele Romagna. Derpå fulgte udnævnelser i Abbedierne San Saba, Miramondo og Grottaferrata. Innocenzo blev Kardinal-Diakon ved Kirken Sant'Onofrio og var efterhånden blevet en vanvittig rig mand. I 1552 var Innocenzo årsag til en skandale, som også nedkaldte Pavens vrede over hans syndige hovede. Han havde en affære med sin kommende svigerinde Ersilia Cortese, som var en smuk og begavet ung kvinde, datter af en kendt humanist og selv digterinde og en af Pavens favoritter. Men selv denne affære kunne kun for en kort periode gøre Julius III kold overfor sin yndglingsnevø og snart fortsatte guldæblerne med at falde i Innocenzo's turban. I 1553 udnævnte Julius ham til Administrator af det franske stift Mirepoix. Men heri var Kong Henri II ikke enig og Julius var nødt til at bøje sig og trække Innocenzo's udnævnelse tilbage. I 1555 døde Pave Julius III og Kardinal Innocenzo del Monte måtte nu som 23-årig klare sig selv. Hans dårlige karakteregenskaber brød nu ud i lys lue og han var indblandet i mange sager med vold og mord. Men han var stadig Kardinal og hans karriere fortsatte med rokeringer til nye embeder efter anciennitet ligesom de andre Kardinalers. Hans indflydelse var dog næsten forsvundet, han spillede ingen rolle i det Konklav, der valgte Julius III's efterfølger Pave Marcellus II, reformisten Marcello Cervini degli Spannochi. Som ivrig fortaler for en reform af Kirken så Pave Marcellus ikke med blide øjne på Innocenzo's vilde og verdslige levned og straks efter at han var indtrådt i sit nye embede, advarede han Innocenzo kraftigt om at det var på tide, at han ændrede sin opførsel. Innocenzo troede nok ikke rigtigt på Pavens advarsler og til hans held døde Marcellus II meget kort tid efter, den 1. maj 1555. Efter et kort Konklav valgtes Kardinal Giovanni Pietro Carafa til Pave Paul IV. Også Kardinal Carafa var en meget ivrig reformist, men hans tid som Pave var præget af voldsomme internationale politiske problemer og kampen for mindske Spaniens indflydelse i Italien og Kirken. Faren for en ny krig og de diplomatiske problemer levnede ikke Paul IV tid til at bekymre sig om Innocenzo's meriter og da han yderligere oplevede sin egen nevø Kardinal Carlo Carafa opføre sig nøjagtigt ligeså dårligt som Innocenzo, havde han nok at tænke på. Til sidst fik Paul nok af nevøens opførsel, som inkluderede svig og mord, og fjernede alle hans gode embeder, selvom han tillod ham at beholde Kardinal-titlen. I august 1559 døde Paul IV og Innocenzo begav sig på rejse fra Venedig til Rom for at deltage i det nye Konklav. I byen Nocera blev han irriteret på en kro-ejer og dræbte ham og hans søn. Episoden rørte ikke Innocenzo mere, end at han uanfægtet fortsatte til Rom, hvor han tilsluttede sig Konklavet, der begyndte den 5. september. Det blev et langt Konklav og først i slutningen af december valgtes Kardinal Giovanni Angelo Medici til Pave Pius IV. Pius IV var også reformistisk indstillet, men et mere vennesælt gemyt end de tidligere Paver, dog tøvede han ikke med at handle, når det krævedes. Og her var det påkrævet, en af Kirkens Kardinaler havde begået et dobbelt mord og retfærdigheden måtte ske fyldest. Den 27.maj 1560 lod den nye Pave Innocenzo arrestere og føre til fængslet i Castel Sant'Angelo, hvor også 3 andre arresterede Kardinaler, Kardinal Carlo Carafa, dennes nevø Kardinal Alfonso Carafa og Kardinal Scipione Rebiba, blev indsat. Carlo Carafa's forbrydelse var frygtelig, han havde myrdet sin svigerinde og han blev efter 3 måneder dømt til døden for denne misgerning. Men Innocenzo blev holdt indespærret i Castel Sant'Angelo i næsten 16 måneder, indtil Paven den 23. september 1561 lod ham flytte til Abbazia di Montecassino, hvor han blev isoleret. Til sidst blev han dog frigivet efter at flere Kardinaler og Grev Cosimo de' Medici fra Firenze var gået i forbøn for ham. Frigivelsesbetingelserne var en bøde på 100.000 scudi og at han ved en næste forbrydelse skulle miste Kardinal-titlen. Herpå blev Innocenzo forvist til Tivoli, hvor 2 Jesuiter-præster skulle arbejde på at forbedre ham. Efter denne lille "parantes" kunne Innocenzo atter begynde at optræde som Kardinal, i 1562 blev han Kardinal-Præst ved San Callisto og i 1564 Kardinal-Diakon ved Santa Maria in Portico Ottavia. I disse år og indtil Pave Pius IV's død den 9.december 1565 gav Innocenzo ingen grund til skandale. Atter en gang deltog Innocenzo i et Konklav, men han var ikke til sinds at afholde sig fra kontakt med omverdenen, sådan som alle Kardinaler havde aflagt ed på ved Konklavets begyndelse, og det var nødvendigt at holde både ham og hans tjenestefolk under den strengeste opsyn. Den 7. januar 1566 valgtes Kardinal Michele Ghisleri, leder af Inkvisitionen, til Pave Pius V og denne nye pave var endnu ivrigere reformist end nogen tidligere Pave og han ønskede at rense ud omkring sig. Det var uheldigt for Innocenzo, der langsomt var faldet tilbage til sin tidligere livsstil og i december 1567 blev anklaget for voldtægt af 2 kvinder i Siena. Pius V lod en Jesuitermunk undersøge sagen og i mellemtiden fik Innocenzo lov at blive i Toscana, hvis Grev Cosimo de' Medici, der jo tidligere var gået i forbøn for ham, ville tage ansvaret og sørge for en Theatiner-munk til hans forbedring. Under denne forvisning fortsatte de almindelige Kardinal-rokeringer som vanligt og Innocenzo avancerede til Kardinal-Diakon i Santa Maria in Via Lata. Den 18.december 1568 lod Pius V Innocenzo kalde til Rom, hvor han blev installeret i Vatikanet med 2 Theatiner-munke og senere yderligere 2 Jesuiter til at holde øje med ham. Imens nedsatte Paven en kommission af Kardinaler til at gennemgå Innocenzo's bedrifter.De afleverede den 14. juni 1569 en rapport til Paven, der endte ud i: at så frygtelige Innocenzo's forbrydelser end var, var de ikke nok til at straffe ham med døden eller til at fradømme ham hans Kardinal-titel. Hans straf blev i stedet endnu en gang forvisning til isolation i Montecassino. I begyndelsen af 1570 døde Innocenzo's adoptivbroder Fabiano del Monte barnløs og Innocenzo var nu den sidste mandlige arving til Grevskabet Monte San Savino, men på grund af hans forbrydelser erklærede Cosimo de' Medici familienavnet for uddødt og overførte ejendommen til Storhertugdømmet Toscana. Den 15.marts 1571 tillod Pave Pius V, at Innocenzo blev flyttet til et kloster ved Bergamo, hvor han kom til at tilbringe de næste 3 år. Den 1. maj 1572 døde Pius V og denne gang deltog Innocenzo ikke i det Konklav, der efter blot én dag valgte Kardinal Ugo Boncompagni til Pave Gregor XIII. Denne var også en ivrig reformist, men samtidig så han realistisk på tingene og så ingen grund til at trække Innocenzo's straf ud i det uendelige. I denne beslutning blev han bestyrket i de mange, som gik i forbøn for Innocenzo, der nu omsider kunne vende tilbage til Rom. Her var han dog ude af stand til at vinde sin gamle position tilbage, hans rygte var for dårligt og de mange nye Kardinaler var ikke villige til at se igennem fingre med hans dårlige opførsel. Desuden forværredes hans helbred, muligvis som følge af de lange ophold i fængsel og isolation. Den 3. september eller 2. november 1577 døde Innocenzo i Rom som kun 46-årig. Så upopulær var Innocenzo, at hans begravelse foregik i største hast. Han kom til at hvile i del Monte-familien's kapel, Cappella del Monte, i Kirken San Pietro in Montorio uden engang en gravsten med sit navn.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|