Francesca Camilla Vittoria Angela Pompilia Comparini var en ung romersk kvinde, som i 1698 blev stukket ihjel af sin meget ældre ægtemand, Grev Guido Franceschini, som hun var løbet bort fra, fordi han mishandlede hende og truede hende.

En tragisk historie, som den engelske digter Robert Browning i 1868 forvandlede til et langt digt: "The Ring and the Book" ud fra de optegnelser og referater fra retssagen mod hustrumorderen, som han var kommet i besiddelse af.

Francesca Pompilia var født i Rom den 17. Juli 1680 og døbtes den 23. Juli i Kirken San Lorenzo in Lucina som datter af Pietro Comparini og Violante Peruzzi, som boede i sognet i et hus i Via Vittoria, en lille gade der forbinder Via del Corso med Via del Babuino. Den lille piges fulde navn blev Francesca Camilla Vittoria Angela Pompilia Comparini, som præsterne ved Kirken, Bartolomeo Mini og Pietro Ottoboni, attesterede på hendes dåbsattest.

Violante Peruzzi og Pietro Comparini havde giftet sig sent og havde været gift i 14 år uden at få børn, så da Violante annoncerede sin graviditet, blev Pietro undeligt lykkelig og han forgudede sin lille datter, der voksede op i et kærligt og godt hjem, hvor hun ikke manglede noget, selvom midlerne ikke var så store.

Pietro havde dog fra sin fader arvet ejendom og båndlagte midler. Han havde et lille hus på et jordstykke mellem Via dei Greci og Via Vittoria, tæt på hjørnet af datidens Strada Paolina, nutidens Via del Babuino. Vi må huske på at området så meget anderledes ud i slutningen af 1600-tallet, end det gør idag: Husene var ikke særligt fine bygninger, ofte i 2 etager, anlagt på jordstykker med køkkenhaver og gårde. Via Vittoria var heller ikke en særlig fin gade, men dog beboet af den lavere middelklasse, hvortil Comparini-familien hørte.

Ud over huset ved Via Vittoria, hvor de lejede stueetagen ud til en skrædder, der havde forretning der, og en lille forretning på grunden ud mod Via Margutta og Via dei Greci mod området kaldet Orti di Napoli, som de udlejede til en glaspuster, ejede familien også et hus ved Piazza Lombarda, men de boede selv på de to øverste etager i Via Vittoria.

Pietro havde ikke rigtigt noget erhverv, han holdt af at spise og drikke, gerne med vennerne på de lokale osteria'er, og de få likvide midler, der indgik, var ikke rigtig nok til at dække familiens levestandard med deres to tjenestefolk, og Violante havde kun bragt en lille medgift ind i ægteskabet. Det var sågar så galt, at Pietro nogle gange blev stævnet og dømt i gældssager!

Pietro og Violante begyndte derfor at tænke på at finde et godt parti til deres unge datter, der så småt var ved at udvikle sig til en smuk ung kvinde. Deres valg faldt på en ældre (35-40-årig) ungkarl, en Grev Guido Franceschini fra Arezzo, som ifølge sine egne oplysninger ejede dejlige ejendomme i og udenfor Arezzo, en indbringende gård og en behagelig sommerresidens med en smuk have, samt mange andre indbringende ejendomme, ligesom familiemedlemmerne havde meget givtige hverv og embeder. Desuden beskæftigede de flere tjenestefolk og ville naturligvis ansætte flere, når en ny husfrue gjorde sit indtog.

Det var smukke og lokkende fremtidsudsigter, som Comparini-ægteparret hoppede på. Problemet var, at der intet sandt var i alle de smukke ord. Franceschini-familien var meget fattige, levede usselt og med meget få tjestefolk. Men de håbede med Pietro's ejendomme og midler at gifte sig til velstand. Begge parter blev snydt og alle, men især Francesca Pompilia, kom til at betale prisen for deres usandheder, direkte løgne og fortielser.

Den kun 13-årige Pompilia blev så i 1693 gift med Grev Guido Franceschini. Brylluppet fandt sted i hendes sognekirke San Lorenzo in Lucina den 6. September og efter en kort periode brød både de nygifte og brudens forældre op fra Rom og drog til Arezzo for at danne en ny stor familie der.

I Palazzo Franceschini i Arezzo herskede Grev Guido's moder Beatrice sammen med en af Guido's brødre, præsten Girolamo Franceschini, og selvom de kunne indse det fornuftige i at gifte nogle penge ind i familien, brød de sig ikke om at få almindelige middelklassemennesker ind i deres adelige cirkler.

Eller måske var problemet, at Violante gerne ville bestemme i den nye familie. Og at Beatrice også ville - og hun havde sine sønner på sin side - og det var dog hendes hus, hendes by, hendes familie, hendes adel. I hvert fald opstod der meget snart gnidninger. Der var skænderier om varme og kulde, skulle der tændes op i kaminerne i Violantes værelse, eller skulle der spares. Beatrice var tilsyneladende sparsommelig - men familien havde jo heller ingen penge - og Pietro's midler var for en stor del ikke likvide - og han ville faktisk heller ikke rigtig af med dem. Måltiderne var en anden anstødssten, Pietro og Violante havde altid spist godt, Beatrice kunne få et spædlam til at række en hel uge til 7 personer.... Eller Pietro kunne ikke tygge det hårde oksekød, Beatrice lod servere, og måtte nøjes med lidt brød og ost i de dage, der stod bøf på menuen.

Pietro blev snart træt af de forhold og begyndte at gå i byen og få bekendtskaber på den lokale kro, hvad der bestemt ikke huede den fine Franceschini-familie. Endnu en anledning til skænderi og kom Pietro sent hjem, nægtede familien at tænde lys eller sågar at lukke ham ind. En gang gik Violante selv ned for at lukke ham ind, men døren blev smækket i bag hende, så hun måtte sove hos naboen....

Og sådan gik dagene. Violante blev syg af kulden, men kunne kun få lov at få halvkolde gløder i sit værelse. Den unge tjenestepige, der fik ondt af hende og ville hjælpe, blev maltrakteret og smidt ud. Pompilia græd og søgte hjælp hos biskop og borgmester, som blot sendt hende hjem igen. Til sidst havde Pietro og Violante fået nok og rejste hjem til Rom igen. Men Pompilia måtte blive i Arezzo, for hendes job var at skaffe Franceschini-familien en arving! Og så skulle Franceschini-familien jo også bruge hendes medgift til at leve for.

Det var Pietro og Violante ikke så glade for, da de først sad i Rom igen. Og det viste sig også, at der måske var en måde, hvorpå de kunne undgå at overlade al deres ejendom til deres svigersøn.

Violante havde nemlig noget, der tyngede hendes samvittighed. Hun fortalte sin skriftefader det og han rådede hende til straks at fortælle det til Pietro. Det var en frygtelig tilståelse, som nok havde været uvelkommen på alle andre tidspunkter, men her kunne den hjælpe dem mod Guido Franceschini. Violante betroede Pietro, at hun aldrig havde født Pompilia, men blot foregivet at være gravid med forskellige puder på maven og derpå med en jordemoders hjælp havde bragt et nyfødt barn i huset, som de havde opfostret som deres eget.

Pietro var altså ikke fader og Pompilia var derfor ikke deres datter og de startede straks en sag for at få medgiftskontrakten annulleret.

Det var en bitter pille at sluge for Franceschini-familien, allerhelst ville de have smidt Pompilia på porten, men de ville ikke give afkald på hendes formue, så de valgte at gå imod Pietro's "beviser" og fastholde slægtskabet og dermed kontrakt og medgift. Men det bidrog ikke til at gøre Pompilia's liv mere tåleligt.

Guido hundsede uafladeligt med hende og gjorde hende til syndebuk for forældrenes opførsel og fordi medgiftudbetalingerne sinkedes eller stoppede under retssagen. Dersuden blev hun stadig ikke gravid og var egentlig kun til besvær for familien, der gentagne gange truede med at skyde hende eller slå hende ihjel på anden vis.

Men Pompilia's liv i Arezzo var måske heller ikke lutter torne. Tilsyneladende kunne hun tale frit med mange forskellige mennesker og nogle slægtninge, der besøgte huset, medbragte ofte unge venner, som hun kunne snakke med, således at Guido blev irriteret og jaloux. I hvert fald én gang var hun også med sin mand i teatret, hvor en af slægtningene - eller var det en af husets unge venner ? - kastede nogle konfettti i skødet på hende - til Guido's store fortrydelse.

Faktisk blev han så jaloux, at hun nogle gange foretrak at gå ind på sit værelse, når de unge venner meldte deres besøg. Men det fik nu kun Guido til at blive endnu mere tvær og mene, at hun forsøgte at narre ham.

Måske forelskede hun sig i den unge Giuseppe Caponsacchi? En ung ven af hendes svigerindes broder, dem der i spøg havde kastet konfetti til hende i teatret. Eller måske var det først, da hendes flugtplaner begyndte at tage form og hun så sig om efter en hjælper, at hun vendte sin interesse mod ham.

Hun fortalte senere, at det var en anden slægtning, som havde lovet at hjælpe hende med at flygte, men at denne blev syg og bad Giuseppe Caponsacchi træde til i stedet. Måske var han blot en ridderlig adelsmand, som ville frelse en smuk, ung kvinde fra en hadsk og voldelig ægtemand, der truede med at dræbe hende.

Og Guido's trusler blev ikke færre, efterhånden som hans jalousi voksede, han truede endog også med at dræbe Caponsacchi og måske var det disse sidste trusler, der gjorde udslaget. Pompilia måtte væk fra Guido og fra Arezzo, koste hvad det ville.

Giuseppe Maria Caponsacchi var adelsmand fra Arezzo, født i 1673 og havde embede som kannik ved Kirken Santa Maria della Pieve. Hans embede var indenfor Kirken, men han var hverken munk eller præst, som det senere blev fortalt. Han var en galant herre, der nok holdt af unge, smukke kvinder, og måske blev han Pompilia's elsker. Det nægtede de begge, men en nabokone påstod at have set ham forlade huset en sen aften, hvor Guido var ude at rejse. Det forekommer dog usandsynligt, at Guido's moder og broder ikke skulle have holdt øje med Pompilia, når hendes ægtemand ikke var hjemme.

Under alle omstændigheder lykkedes det Pompilia at gennemføre en korrespondance med Caponsacchi. Og dog - hun nægtede senere at hun kunne skrive sådanne breve, men noget kunne hun dog skrive og læse, så hvordan det egentlig gik til, ved vi ikke. De fik dog arrangeret, at Caponsacchi skulle skaffe en vogn udenfor byporten en bestemt aften. Det var den 29.april 1697.

Om Pompilia blot ventede til familien sov eller om hun hældte opium i deres vin, som de anklagede hende for, ved vi heller ikke. Men da alt var stille, pakkede hun sit tøj og nogle smykker og tog nogle penge fra familiens pengeskrin - hun mente, at det var hendes fra hendes medgift. Måske hjalp Caponsacchi hende med dette, men vi ved det ikke, i hvert fald klatrede de over bymuren og den lejede kusk piskede på hestene, der for afsted på de meget dårlige og ujævne veje, hvor vognen med de hårde hjul må have bumpet og skrumplet, så de stakkels kørende blev ganske mørbankede deraf. Alligevel kørte de i to dage næsten uden ophold. De stoppede kun for at skifte heste, men da de nåede til den lille by Castelnuovo di Porto udenfor Rom, var Pompilia segnefærdig af træthed og de blev enige om at holde et kort hvil, mens hestene blev skiftet.

Her blev de imidlertid tidligt om morgenen den 1.maj indhentet af Guido, der straks efter at være vågnet om morgenen den 30. april, havde opdaget flugten og til hest var sat efter de flygtende ad vejen mod Rom. Rasende var han, da han mødte Caponsacchi uden for kroen, men da Pompilia kom til, var hun ikke til sinds at lade ham komme nær. Hun greb Caponsacchi's sværd og svingede det truende mod Guido, der ikke følte at han kunne hamle op med de to og derfor svang sig på hesten igen for at hente hjælp hos byens øvrighed.

Gendarmerne kom til og arresterede de to flygtende, som i nogen tid derefter måtte opholde sig i arresthuset, "la Pretura", i Castelnuovo. I medens lod Guido værelset, som Pompilia havde fået anvist, gennemsøge og han fandt, at kun én seng var redt op og straks flammede hans jalousi atter op. Han erklærede også senere, at der var fundet en række kompromitterende kærlighedsbreve ved kroen, som beviste et forhold mellem Caponsacchi og Pompilia, men de nægtede begge og der hersker stadig tvivl om brevenes ægthed.

I løbet af maj og begyndelsen af juli måned 1697 blev Pompilia og Caponsacchi krydsforhørt om flugten og deres gøren og laden. I denne tid sad de stadig fængslet i Castelnuovo og den 3. maj skrev (hun kunne altså skrive? eller blev det dikteret?) Pompilia et langt brev til sine forældre for at bede dem om at komme dertil og støtte hende. Den 17. juni modtog arresthuset en erklæring fra flere personer i Arezzo, som bevidnede at Pompilia var blevet dårligt behandlet af sin ægtemand.

Da Castelnuovo hørte under Rom, kom sagen op i retten i hovedstaden i slutningen af juni måned. Her blev Caponsacchi dømt til 3 års forvisning med ophold i et kloster i Civita Vecchia, da retten fandt at hans kendskab til Pompilia havde overskredet sømmelighedens grænser. Pompilia blev derimod dømt til at opholde sig i Klosteret Le Scalette, Il Conservatorio di Santa Croce della Penitenza, en institution for faldne kvinder i Via della Lungara. Opholdet her var dog mere ment som en beskyttelse mod Guido's efterstræbelser og hævn og han blev derfor dømt til at betale omkostningerne derved, da de jo stadig var lovformligt gift.

Nu sad Guido så tilbage uden hustru, uden arving, resten af medgiften kunne han skyde en hvid pind efter og oven i købet skulle han betale for Pompilia's ophold. Dertil kom snakken i Arezzo, folk der lo bag hans ryg og pegede fingre af familien. Hans jalousi voksede og blev til had og hævntørst.

Tiden gik og Pompilia kunne snart ikke skjule, at hun var gravid. Violante skulle efter sigende have prøvet at give hende medikamenter, så hun kunne abortere, men det lykkedes ikke. Efterhånden som graviditeten kunne ses, mente søstrene i Le Scalette ikke at kunne beholde hende og af retten - og med Guido's broder Abate Paolo's accept (han styrede Guido's forretninger i Rom og var selv mere og mere offer for hån og spot på grund af denne sag) - fik Pompilia i stedet lov at tage ophold hos sine forældre - eller fosterforældre, der stadig elskede hende som deres datter.

Den 12. oktober 1697 kunne Pompilia drage et lettelsens suk og vende hjem til sit barndoms hus i Via Vittoria. Hun skulle dog overholde rettens regler om at holde sig indendøre og føre et stille liv, men hvad gjorde det, hun var jo hjemme hos sine kære igen.

Og Pietro startede en skilsmissesag for hende, så hun kunne komme ud af Guido's magt og således at hendes medgift kunne vende tilbage til sine oprindelige ejere. Det ville Franceschini-familien dog ikke tillade, så de lagde i stedet sag an mod Pompilia for utroskab og tyveri ved retten i Arezzo.

Det var således ikke et helt roligt efterår, men tiden gik alligevel fredeligt hen, indtil den nu 17-årige Pompilia den 18. december 1697 fødte en søn. Hvem der var faderen, får vi aldrig at vide. Pompilia nægtede til sin dødsdag at have haft en affære med Caponsacchi, så måske var det endelig - i elvte time - lykkedes Guido at gøre hende gravid. Guido var dog overbevist om at hans hustru havde bedrevet hor og at barnet var Caponsacchi's. Igen fik hans jalousi og hævntørst ny næring.

Faktisk så megen næring, at Guido allierede sig med 4 unge bønder og derpå med disse rejste til Rom for at give sin hustru og hendes afskyelige forældre en lærestreg, ja hustruen måske lidt mere end en lærestreg, men det kunne man jo kun forvente, når en mands ære i den grad var blevet krænket.

Den 24. december 1697 nåede Guido og hans lille skare til Rom, hvor de slog sig ned i det hus ved Ponte Milvio, som Guido's broder, Abate Paolo, havde forladt for at flygte fra alle de fingre, der blev peget af ham. I dette hus blev de i nogle dage, mens de udspionerede huset i Via Vittoria og planlagde deres udåd.

I Via Vittoria gik dagene stille og roligt. Den spæde Gaetano var anbragt hos en amme og fostermoder udenfor huset og Pietro, Violante og Pompilia levede et enkelt og stille liv. Nogle naboer fortalte senere, at de havde set Caponsacchi komme og gå i huset i løbet af efteråret, men andre vidnede om, at han aldrig forlod Civita Vecchia.

Det lykkedes da heller ikke for Guido og hans lejesvende at få ram på "forføreren", der aldrig viste sig i gaden, så til sidst blev de enige om alligevel at slå til. Den 2. januar 1698 klokken 8 om aftenen bevægede hele gruppen sig til huset, 2 af mændene blev sat til at holde vagt i gaden, mens Guido med de øvrige 2 bankede på døren og adspurgt hvem det var, svarede at han havde et budskab til dem fra Guiseppe Caponsacchi.

Først bad familien ham komme igen næste morgen, men da han sagde, at da var han allerede rejst videre, åbnede Violante intetanende døren og Guido og hans kumpaner løb ind. Guido, der nu mere end nogensinde var overbevist om, at Caponsacchi stod på mere end god fod med hans hustru og hendes forældre, var blind af raseri og førte an i en ren nedslagtning. Violante blev dolket adskillige gange og hendes ansigt modtog så mange knivstik, at det nærmest var umuligt at genkende hende bagefter.

Derpå løb mændene op ad trappen og dolkede Pietro og skar halsen næsten over på ham. Pompilia havde af skræk gemt sig under sengen, men de fandt hende hurtigt og også hun modtog en mængde knivstik med en særlig ondartet kniv, som Guido havde medbragt. 22 gange stak han hende og for at være sikker på, at hun nu også var død, fik han en af sine hjælpere til at hale hende op i håret. Kammaraten konkluderede, at hun var død og de lod hende falde ovenpå Pietro's afsjælede legeme nedenfor trappen.

Efter endt udåd stak mændene af, men den megen larm havde lokket naboerne til vinduerne og nu viste det sig også, at Pompilia ikke var død, men lå og jamrede sig sagte. Hurtigt kom der præst fra den nærliggende Kirke Sant'Atanasio i Via Paolina (nutidens Via del Babuino) og læge til og det lykkedes hende - ilde tilredt som hun var - at fortælle, hvem der var ophavsmand til den grufulde dåd.

Politiet satte straks efter ugerningsmændene og da disse ikke havde forberedt nogen særlig gennemtænkt flugt, blev de snart grebet og ført til Rom, hvor de blev indsat i fængslet Carceri Nuove i Via Giulia.

Pietro og Violante's lig blev bragt til sognekirken San Lorenzo in Lucina, hvor de lå indtil begravelsen. Alle kunne komme ind og med egne øjne se deres forfærdelige endeligt. Men Pompilia var for svag til at bllve flyttet og blev plejet i sit eget hjem, indtil hun udåndede den 6. januar 1698. Ifølge munken Fra Giuseppe d'Andillo og en anden munk fra Kirken Gesù e Maria, Fra Celestino Angelo, der plejede hende, bar hun sine lidelser med tålmod og tilgav sin mand for hans ugerning. Hun holdt til det sidste på, at hun aldrig havde været ham utro og ikke havde begået nogen synd.

Guido Franceschini var imidlertid stadig overbevist om det modsatte og dermed om sin uskyld. Skulle en bedraget ægtemand ikke have ret til at straffe sin hustru, om nødvendigt med døden? Det var set mange gange før og måske skulle der en lille straf til, men som regel så dommerne - der jo selv var ægtemænd - igennem fingre med denne slags forbrydelser.

Men i Guido's tilfælde var der en skærpende omstændighed. Han havde ikke dræbt sin hustru i affekt, i det øjeblik han havde fundet hende sammen med en anden mand. Her havde han overladt sagen til myndighederne og først langt senere begyndt at pønse på mordet. Var det slet ikke såret ære og stolthed, det drejede sig om? Var det simpelthen medgiften, som Guido ikke kunne gå glip af, der lå til grund for komplottet? Hvis både Pompilia, Pietro og Violante døde, var det vel Guido, der arvede alt? Og havde det kun været et æresdrab, havde det vel ikke været nødvendigt at myrde Pietro og Violante også?

De mange skærpende omstændigheder ridsedes op i den retssag, som kørte i janaur og februar 1598. Forsvarer og anklager havde deres at sige, tilståelser blev indhentet under tortur, en ny runde plædering og endelig dommen: skyldig i mord og straffen: døden, udtalt den 18. februar.

Forsvareren appellerede til Paven, Clemens VIII, men denne stadfæstede dom og straf og den 22. februar blev alle de anklagede henrettet. Først blev de 4 lejemordere hængt og derpå blev Guido halshugget. Et stort skafot var rejst på Piazza del Popolo til lejligheden og en enorm menneskemængde overværede begivenheden, lige fra de dømte blev hentet i fængslet Carceri Nuove i Via Giulia og fulgt til retterstedet af det barmhjærtige broderskab Confraternita della Misericordia, som under bøn og trøst hjalp de dødsdømte på vej. Broderskabets medlemmer var iført sorte kutter med spidse hætter, der dækkede ansigterne og havde huller til øjnene. Et uhyggeligt følgeskab at have.

Men hævntørsten og fjendtlighederne sluttede ikke med de direkte impliceredes død; for resten af Franceschini-familien var ikke længe om at starte en ny retssag for at komme i besiddelse af Pompilia's ejendomme og midler. Og Klosteret Santa Maria Maddalena delle Convertite al Corso stillede med arvekrav, fordi de plejede at arve de faldne kvinder.

Det lykkedes dog ikke for nogen af parterne at få fingre i arven efter Pompilia. Den tilfaldt hendes søn, hvis videre skæbne vi ikke kender, gennem hans værge, som Pompilia havde udpeget på sit dødsleje, en vis Domenico Tighetti, som vi ellers ikke kender til og som den 1. september 1698 fik medhold i arvesagen i retten.

Her slutter Pompilia's historie, men hvis du vil læse mere om denne tragedie, kan du finde en stor del af sagsakterne i genoptrykket af den lille bog, som den engelske digter Robert Browning i 1860 opdagede på et marked i Firenze. Det er den såkaldte "Old Yellow Book", som ligger til grund for det lange, dramatiske digt, som Browning arbejdede på i årene derefter.

Du kan også læse en digterisk udredning af sagen, for Browning udsendte i 1868-1869 sit digt under titlen: The Ring and the Book.

Eller du kan supplere med en nutidig udredning, nemlig journalisten Derek Parker's bog fra 2001: "Roman Muder Mystery: the true story of Pompilia".

Sandheden om Pompilia og hendes flugt, tog hun med sig i graven, men selv 300 år efter vedbliver hendes historie at røre os og næste gang du besøger Rom, vil du måske lægge vejen om ad Via Vittoria og mindes den ulykkelige familie, som levede, elskede, græd og døde i et nu forsvundet hus i denne gade.

Litteratur om Pompilia Comparini:
The Old Yellow Book. Supplementary volume to "The Ring and the Book" Translated and edited by Charles W. Hofrll.. London, published by J.M.Dent & Sons, and i New York by E.P.Dutton. Everyman's Library, edited by Ernest Rhys.
Parker, Derek: Roman Murder Mystery. The true story of Pompilia. Gloucestershire, Sutton, 2001.
Browning, Robert: The Ring and the Book. (f.eks. Everyman, J.M.Dent, 1911).

- Kort om Pompilia -