ANNAS ROM GUIDE

Ludovicus Scarampus Mezzarota - Kardinal i Rom

--- også kendt som: Lucovico Trevisan / Trevisano
eller : Ludovico Scarampi Mezzarota

født omkring år 1401 - død 22.3. 1465

Ludovico blev født i Venedig en dag midt i November 1401. Han var søn af den venetianske læge Biagio Trevisano og barnets fødenavn blev derfor Ludovico Trevisano - på venetiansk udtalt i kortformen Trevisan.

Faderen havde tilsyneladende en beskeden familiebaggrund, så på et tidspunkt valgte Ludovico at benytte sin moders efternavn Mezzarota, da hendes familie var mere betydningsfuld. Senere tilføjede han så navnet Scarampi, forbi han kom i forbindelse med denne adelige familie fra byen Asti.

Familien Trevisan var dog ikke ringere stillet, end at de kunne sende Ludovico til Padova for ved Universitetet der at studere medicin, så han kunne blive læge ligesom sin fader. Han tog den medicinske doktorgrad her den 9. Juli 1425, hvorefter han blev huslæge for Kardinal Gabriele Condulmer, der senere blev Pave med navnet Eugen IV.

Inden da havde Ludovico fulgt Kardinalen til Rom og senere blev han pavelig livlæge. Med tiden voksede Pavens tillid til ham, så Ludovico også blev konsulteret i statslige spørgsmål, hvorfor han gik væk fra lægegerningen og i stedet begyndte en karriere indenfor Kirken.

I 1435 blev han i Padova udnævnt til Kannik og senere samme år til Biskop i Traù, en bestilling som han dog lod en vikar stå for.

I 1437 sendte Pave Eugen IV Ludovico til Venedig på en mission angående det igangværende Koncil, hvor han løste nogle vanskelige diplomatiske forhandlinger. For dette arbejde udnævntes han den 18. December 1439 til Patriark i Aquileia med en indkomst på 4.000 dukater årligt.

Men Ludovico's karriere stoppede ikke her. Den 11. Januar 1440 udnævntes han til Pavelig Kammerherre ("Camerlengo"). For sine fortsatte tjenester i et vanskeligt politisk klima blev han den 1. Juli 1440 ophøjet til Kardinal ved Kirken San Lorenzo in Damaso. For sine tjenester blev han af den spanske Kong Alfonso udnævnt til Biskop i byen La Cava.

Da Pave Eugen IV døde den 23. februar 1447 deltog Kardinal Ludovico i Konklavet i Santa Maria sopra Minerva, hvor det lykkedes ham at opnå et kompris, så Tommaso Parentucelli blev valgt til Pave Nikolaus V.

Ved den næste Konklave efter Nikolaus V's død den 24. Marts 1455 lykkedes det igen Ludovico at få et forlig gennemført, så den spanske Kardinal Alonso Borja kunne vælges som Pave Calixtus III. Tidsmæsigt skete dette kort efter Constantinopels fald, så den nye Pave lovede straks at sætte alt ind på kampen mod tyrkerne.

Dette indebar at rejse en hær og bygge og armere en flåde. Ved Tiberens bredde indrettedes der skibsværfter og den 17. December 1455 udnævnte Paven Kardinal Scarampi til General-Kaptajn og Admiral over flåden mod tyrkerne. Udnævnelsen fejredes i Rom med stor pragt og den 31. Maj 1456 kunne Scarampi på Santa Petronilla's festdag modtage Korset af Paven og drage væk fra Rom og rejse mod Ostia med de mange galejer.

Sammen med en række spanske galejer gik turen nu ned langs den italienske kyst mod Grækenland, hvor Ludovico slog sit hovedkvarter op i forskellige byer på de græske øer.

I 1458 døde Pave Calixtus III og med ham også noget af Korstogsbegejstringen. Kardinal Scarampi sad nu på Rhodos og kunne ikke komme hjem for at deltage i Konklavet, der den 19. August valgte Silvio Enea Piccolomini til Pave Pius II. Først i Februar 1459 var Ludovico tilbage i Rom, hvor han støttede Paven mod forskellige oprør af familierne Anguillara, Savelli samt Colonna og den 6. Oktober 1460 fik bragt ro i Rom hjulpet af 5.000 ryttersoldater, udlånt fra Milano.

Natten mellem den 14. og 15. August 1464 døde Pave Pius II og den 28. August mødtes Kardinalerne til et nyt Konklave. Denne gang var der mulighed for at Ludovico kunne blive Pave, da valget stod mellem 2 favoritter: Scarampi og Guillaume d'Estouteville. Men ganske uforudset gled magten de 2 af hænde, da Kardinal Pietro Barbo blev valgt og kaldte sig Pave Paul II.

Det var nok en stor skuffelse for Ludovico Scarampi, for Barbo var en af hans værste fjender. Hvad det kunne have udviklet sig til, ved vi dog ikke, for allerede den 22. Marts 1465 døde den 64-årige Kardinal, der blev begravet i sin titelkirke, San Lorenzo in Damaso.

Ludovico efterlod sig enorme rigdomme og starten på byggeriet af det senere udvidede og fuldførte Palazzo della Cancelleria. Ifølge hans testamente var arvingerne hans slægtninge, men Pave Paul II annullerede den afdødes ønske og lod istedet ejendom og formue overgå til sin nevø Marco Barbo.

Litteratur om Ludovicus Scarampus Mezzarota:
Araldicavaticana.com: Ludovicus Scarampus.
Miranda: The Cardinals of The Holy Roman Church: Ludovico Trevisano.
Treccani.it: Trevisan, Ludovico.
Wikipedia (engelsk tekst): Ludovico Trevisan.
Wikipedia (italiensk tekst): Ludovico Scarampi Mezzarota.
Wikipedia (tysk tekst): Ludovico Trevisan.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 4.11.2023 og sidst opdateret d. 5.11.2023