|
|
Dette religiøse lægbroderskab opstod af en sammenslutning af til Rom indvandrede beboere fra byen Cascia, som ligger i Norditalien ved Perugia. Sammenslutningen kaldte de Sodalizio dei Casciani og i 1655 grundlagde medlemmerne et religiøst lægbroderskab, som de først kaldte Confraternita della Santissima Spina della Corona di Nostro Signore Gesù Cristo : Broderskabet viet til den allerhelligste torn i Vor Herre Jesus Kristus' tornekrone. Lægbrødrene viede deres arbejde til den hellige Rita, som stammede fra deres hjemby Cascia og som i 1627 af Pave Urban VIII blev ophøjet til "Beata": Salig (men først i år 1900 helgenkåret). Og det mærkelige navn på Broderskabet hentyder til en episode i den hellige Rita da Cascias liv, hvor helgeninden på Langfredag i året 1442 under bøn var gået i ekstase foran Kristus på Korset og her blev ramt i panden af en torn fra den Korsfæstedes krone. Broderskabet havde brug for et mødested, hvor de kunne samles til messe og det var så heldigt, at en af deres landsmænd og medlemmer samtidig var sognepræst i Rom i den lille Kirke San Biagio de Mercato, som lå ved Aracoeli-trappen for Capitolhøjens fod. Denne Monsignor Giuseppe Cruciani udvirkede nu, at Pave Alexander VII i 1658 overlod den netop ombyggede Kirke til Broderskabet. Den nye Kirke blev viet både til San Biagio, som tidligere, men også til Santa Rita da Cascia. Og med tiden fik den kun navnet Santa Rita da Cascia. Omkring 1870 var Broderskabet tæt på at blive nedlagt, men det fik nyt liv efter 1878 under Pave Leo XIII, ikke mindst fordi denne helgenkårede Santa Rita da Cascia i år 1900. I 1904 fik Broderskabet overladt en anden Kirke, nemlig den tidligere Santa Maria delle Vergini, som ligger i Rione Trevi og som nu fik navneforandring til Santa Rita alle Vergini. Confraternita di Santa Rita da Cascia er stadig ansvarlig for denne Kirke. Broderskabet blev på et tidspunkt ophøjet til Ærkebroderskab og dets fulde navn er idag: Arciconfraternita Nazionale della SS.ma Spina della Corona di N.S.G.C. e S. Rita da Cascia in Roma. Medlemmerne bærer en særlig dragt ved deres møder, en hvid kjortel med et sort bælte og en kort, sort kappe, hvorover der bæres et bredt, hvidt halstørklæde. De sorte og hvide farver stammer fra Santa Rita's klædedragt. Litteratur om Confraternita di Santa Rita da Cascia: Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori. --- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 92, 94. Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000. - side 141. Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 15. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1999. - side 21-22, 37. Santa Rita alle Vergini: Confraternita di S. Rita. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|