San Biagio de' Mercatello, også kaldet San Biagio in Campitello, San Biagio de Mercato eller San Blasio de Mercato, som den benævnes i det første dokument, hvori den omtales, nemlig Kirkekataloget som Cencio Camerario havde udarbejdet i 1192, lå for foden af Capitolhøjen ved den plads, der dengang kaldtes "Platea Capitolina", i det nordøstlige område, hvor der fra omkring 1100-tallet og indtil 1477 afholdtes det marked, "mercato", som gav Kirken dens tilnavn.
Nogle rester af Kirken kan idag stadig ses til højre for det store Monumento a Vittorio Emanuele II, før Aracoeli-trappen:
Foto: cop. Leif Larsson
På nedenstående Kort over Piazza d'Aracoeli med nuværende og tidligere bebyggelse ses San Biagio de Mercatello som nr. 9:
Kirken var viet til San Biagio (Blasius), der havde været Biskop i byen Sebaste i Armenien i slutningen af det 3. og begyndelsen af det 4.århundrede. Han kendes dog først fra senere beretninger og kan altså ikke betragtes som en historisk person. Ikke desto mindre var denne helgen meget dyrket i Rom og der var ganske mange kirker, som blev viet til ham.
Kirken ved Platea Capitolina, som senere blev til Piazza d'Aracoeli, blev opført på resterne af et antikt lejlighedskompleks i flere etager, en såkaldt "insula" fra det 2.århundrede efter Kristus, af den gamle romerske familie Boccabella, som også kaldtes Buccabella eller Buccabella di Mercato, fordi de havde deres bopæl og besiddelser her. Måske skete dette allerede engang i 900-tallet, for ifølge tidligere kirkebeskrivelser skulle der i Kirken have været en gravsten for denne familie med årstallet 1004. Nogle historikere mener dog, at der er tale om en fejllæsning af årstallet, som rettere skal være 1406. Boccabella-familien har også først fra 1400-tallet haft den store betydning og Kirken skulle måske således ikke være bygget så tidligt.
Kirken nævnes i Kirkekataloget fra Torino fra omkring 1320. Dengang havde den tilknyttet 1 præst og omtaltes således: "Ecclesia sancti Blasii de Mercato habet I sacerdotem".
Buccabella-familien brugte i 1400-tallet nærmest San Biagio som deres private gravkapel og der skal have været mange gravmæler og -sten for familiemedlemmerne på vægge og i gulvet. Af de mange gravmæler er der desværre intet tilbage, men der skal være overleveret en tegning af en gravsten for Petrus de Bucabelis, der døde i 1428. På en flad rektangulær stenbund hviler den afdøde i relief med hænderne krydset over livet og hovedet på en pude mellem familiens våbenskjold, de kæmpende løver. En indskrift løb rundt langs stenens kant: "Hic requiescit corpus nobilis viri Petrus de Bucabelis qui obiit Anno D(omi)ni Mill(esim)o CCCC XXVIII, die XV mens(is) Aprelis. (cuius anima) requiescat in pace, Amen": "Her hviler liget af den ædle mand Pietro Buccabella, som døde i Det Herrens År 1428, den 15. dag i April måned. Må hans sjæl hvile i fred, Amen".
En anden gammel gravsten var for Kirkens præst Nicola de Giustini, som var død i 1328: "Nicolaus de Iustinis huius ecclesiae rector qui obiit Anno Dni MCCCXXVIII Iulii die XXIV, cuius anima requiescat in pace" : "Nicola de Giustini, præst med denne kirke, døde her i Det Herrens År 1328 (i) Juli (måned) den 24. Må hans sjæl hvile i fred". Armellini (se litt.note nedenfor) nævner desuden en mindeindskrift med teksten: "Hoc opus fieri fecit Laurentius Iordanelli de Buccabellis Anno Dni MCCCLXXXIV" : "Dette værk lod Lorenzo Giordanelli de Buccabelli udføre i Det Herrens År 1384", samt en indskrift lydende: "Sub istituito sacsco altari requiescunt reliquie SS. Iuliani M., S. Alexandri M., S. Bonifatii M., S. Celsi epi et S. Eunufri conf. S. Prisce V.et M. - et altorum socrum MM noia .... us scr .... ad honorem S. Iuliani M. ... sub Anno Dni MCCCCXX . mensis...." Under dette hellige alter hviler relikvierne af helgenerne og martyrerne Giuliano, Alessandro, Bonifacio, Celso og Eunufrio, sammen med Santa Prisca og andre martyrer .... til ære for San Giuliano martyr .... i Det Herrens År 1420, måned.....". Desuden skal der i kirkegulvet have været en gravsten i marmor med relief af de 2 afdøde, som omtaltes i en indskrift; "Hoc est sepulchrum Iacobi et Homodei Buccabella et heredum suorum" : "Her er begravet Giacopo og Amedeo Buccabella og deres arvinger".
Kirkebygningen, som lå i begyndelsen af den smalle Via della Pedacchia (senere kaldet Via Giulio Romano), var ikke særlig stor. På Antonio Tempesta's bykort har den en enkel facade med en midterdør mellem 2 vinduer og en kampanile i 2 etager. Den ligger klemt inde mellem boligbebyggelsen, der lå tæt langs højens fod og et stykke op af højsiden.
I en visitatsberetning fra 1564 beskrev Kardinal Savelli, hvorledes der i Kirken var et højalter samt et sidealter, der var sponsoreret af Boccabella-familien. Desuden havde Kirken et klokketårn med 2 klokker. I en senere beretning fra 1624 berettes, at kirkerummet kun havde ét skib og en enkelt indgangsdør med et marmorbassin til vievandet i den ene side. Gulvet var dækket af teglsten og taget havde kassetteloft. Højalteret var opbygget i teglsten og altertavlen med et maleri af San Biagio var ophængt mellem 2 søjler af forgyldt træ. Sidealteret var viet til "Santissima Annunciazione" ("Bebudelsen") og ejedes på denne tid af Paolo Boccabelli, som herfor betalte et beløb, der svarede til 12 tønder vin.
I 1600-tallet fungerede San Biagio som sognekirke under den større hovedkirke San Marco, men kvarterets børn måtte alligevel gå til Kristendomsundervisning i nabokirken San Giovanni a Mercatello.
I 1627 blev San Biagio viet til den dette år saligkårede Santa Rita da Cascia og herefter lader det til, at havde Kirken fik brug for reparation og renovering, for omkring 1653 blev den ombygget eller muligvis ligefrem revet ned og genopbygget med en ny facade tegnet af arkitekten Carlo Fontana.
I 1655 var Kirkens sognepræst en Monsignor Giuseppe Cruciano, som selv stammede fra Cascia ligesom titelhelgeninden. Naturligvis samledes især tilflyttere fra denne by og egn omkring deres landsmand og i deres landsmandindes Kirke og dannede her først en forening, Sodalizio dei Casciani, og senere et religiøst broderskab, der i 1658 af Pave Alexander VII ophøjedes til broderskabet Confraternita della Santissima Spina della Corona di Nostro Signore Gesù Cristo, der senere ændrede sit navn til Confraternita di Santa Rita da Cascia.
Den kirkebygning, som det nye Broderskab overtog med Pavelig bevilling, lå samme sted som den gamle San Biagio-kirke, dog var facaden en del mere prangende end den gamle Kirkes. Den var nu i 2 høje etager, som var adskilte af flere brede friser og gesimser. Forneden delte 4 flade søjler med korinthiske kapitæler og høje baser i travertin fladen i 3 buer med en bagvedliggende lille buegang med døre ind til kirkerummet, 2 sidedøre til 2 mindre siderum, og 1 større midterdør til hovedrummet. Ud for denne dør var der en bred trappe med opgang fra Pladsen. Den øverste etage var en mindre 8-kantet bygning med et stort midtervindue under et trekantet gavalfelt. (Den samme facade kan idag ses på den genopbyggede Kirke Santa Rita da Cascia i Via Montanara).
Efter ombygningen, der udover Carlo Fontana også involverede arkitekten Felice Della Greca (se litt.note forneden: Lombardi), fik Kirken det nye navn San Biagio e Beata Rita da Cascia.
Idag findes i Kirken Santa Rita delle Vergini nogle 1600-tals malerier, som oprindeligt var ophængt i den ombyggede San Biagio. Det drejer sig om en Bebudelses-scene, måske den der omtales ovenfor, og en Madonna ved Korsets fod, begge malet af ukendte kunstnere af den romerske skole. Et andet maleri af den samtidige bolognesiske skole viser Madonna med Barnet og San Giovannino. Det er desværre flere gange ommalet. En prædikestol i træ er sørgeligt nok forsvundet ligesom et maleri af Santa Rita i ekstase, som er omtalt i de ældre kilder.
For yderligere nummerforklaring: se denne side)
Kirken Santa Rita stod nu her i det tæt bebyggede og befolkede kvarter under Capitolhøjen indtil man i 1928 begyndte at fritlægge højen og udvide vejen, som efter mange nedrivninger blev til den brede hovedfærdselsåre Via del Mare (nutidens Via del Teatro di Marcello). Man overvejede først at gøre kirkerummet kortere og flytte facaden ind, men endte med helt at rive bygningen ned og derpå genopføre den i 1938-1940 lidt længere mod sydvest ved den lille nye gade Via Montanara, som var opstået mellem Piazza Campitelli og Via del Mare. ---- Læs om "den nye" Santa Rita da Cascia: her !
Under nedrivningen af den 1600-tals bygningen fandt man nogle rester af den oprindelige gamle Kirke San Biagio:
Foto: cop. Leif Larsson
