ANNAS ROM GUIDE
Santi Quattro Coronati, helgener


"Santi Quattro Coronati" betyder "De fire (martyr)kronede helgener". Hvilke helgener der hentydes til er noget uklart, da der er indtil flere legender og indtil flere gange 4 eller sågar 5 helgener, der berettes om.

En af legenderne fortæller om 5 (eller måske 4) kristne billedhuggere, der ikke ville udføre en statue af en hedensk guddom. De blev derfor dømt til martyrdøden, men de 4 soldater Severus, Severianus, Carpoforus og Victorinus, som skulle udføre dødsdommene, nægtede at dræbe dem og at tilbede de gamle guder. De døde derfor også martyrdøden og det skulle være disse soldater, der er de fire kronede helgener. Nogle tekster mener dog, at det er billedhuggerne, der er de fire helgener.

Denne legende har medført, at Roms marmorarbejdere og billedhuggere har særlig tilknytning til kirken Santi Quattro Coronati.

En anden legende fortæller, at der i Pannonien ved Donau på Kejser Diocletian's tid (285-305) levede fem kristne marmorhuggere (Castorus, Claudius, Sinforianus, Nicostratus og Simplicianus), som nægtede at udhugge en statue af guden Asklepios, som skulle opstilles ved Diocletian's Termer i Rom. For dette blev de dræbt og andre stenhuggere udførte derpå statuen, som blev bragt til Rom for at blive monteret i marmorværkstederne på Via Labicana. Fire kristne soldater Severus, Severianus, Carpoforus og Victorinus nægtede at deltage i transporten af statuen. De blev dræbt på stedet og andre kristne begravede dem i en hule i klippen på Monte Celio, hvor de senere byggede en kirke til deres ære.

En tredje legende beretter også om de 5 marmorarbejdere i Pannonien (Simpronianus, Claudius, Nicostratus, Castorius og Semplicius), som i Sirmium (Mitrovica) nægtede at udføre en Asklepios-statue til Kejser Diocletian og at ofre til solguden. De dømtes derfor til døden ved at blive lukket inde i blybokse og smidt i floden. Senere blev deres relikvier bragt til Rom og begravet ved Via Labicana og legenden om de 4 romerske soldater blev skabt.

At de er "kronede" ("coronati") forklares ved at de inden deres død blev martret ved at man gav dem kroner med skarpe spidser (som Kristi tornekrone) at bære. De fremstilles med hammer i hånden som marmorhuggere og er skytshelgener for murere og stenhuggere. Deres festdag er den 8. november.


Bøger/links om Santi Quattro Coronati
Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Hovedside
cop. Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d. 13.4.2005