ANNAS ROM GUIDE
Arancio di San Domenico
Appelsintræet, som San Domencio siges at have plantet i Klosteret ved Kirken Santa Sabina
Placering: første klostergård til venstre for Kirken og korridoren, der fra Via di Santa Sabina fører ned til Kirkens hovedindgang


I Klostergården ved Kirken Santa SabinaAventinhøjen i Rom står et appelsintræ, som har sin helt egen særlige historie. Det siges nemlig at være det selv samme træ, som Den hellige Domenikus, San Domenico di Guzman, i 1220 bragte med sig fra sit hjemland Spanien og plantede i haven i Santa Sabina-Klosteret, hvor han havde taget ophold.

Træet kan ses fra en vinduesåbning i muren i sideindgangen til Kirken Santa Sabina overfor den berømte træport - eller ved at gå ind i selve Klosteret -. Men er det nu også det samme træ, som har stået her og blomstret i næsten 800 år? Det træ, som skal have været det første af sin art i Rom og om hvilket det siges, at det var herfra, at Santa Caterina fik 5 appelsiner, som hun kandiserede og gav til Pave Urban VI?

Og var det overhovedet et appelsintræ, som San Domenico havde med sig til Rom? Det var vel egentlig et pomeranstræ, som den hellige mand medbragte. Pomeransen, der er en citrusfrugt med en mere bitter smag end den søde appelsin, var nemlig kendt og dyrket i Europa før appelsinen, der først kom til Europa i 1500-tallet, mens pomeranstræet allerede blev indført på Sicilien af araberne i 1100-tallet og herfra bredte sig til landene omkring Middelhavet.

De fleste bøger, som fortæller om San Domenico's træ, omtaler dette som et appelsintræ, på italiensk "arancio" eller "albero di arancio". Dette ord bruges normalt om den søde appelsin (citrus sinensis), der også kaldes arancio dolce, mens pomeransen (citrus aurantium) kaldes arancio forte eller arancio amaro efter sin skarpere og bitrere smag. Pomeransen spises sjældent som frisk frugt, men anvendes til marmelade eller kandisering, sådan som Santa Caterina behandlede de frugter, som hun sendte til Pave Urban VI. Eller den bruges til fremstilling af æterisk olie.

Hvordan man forholder sig til traditionen om, at det er det selv samme træ, som San Domenico i sin tid plantede, der i dag kan ses fra vinduet til venstre i korridoren, der fra Via di Santa Sabina fører ned til Kirkens hovedindgang, må vist være en trossag. Den oprindelige træstamme skal stadig stå der - i en lille indhegning, som blev bygget i 1958. Og på træets stamme skal der være en gren, som udviklede sig omkring 1840, hvor den blev beskrevet af den franske dominikanermunk Henri-Dominique Lacordaire under dennes ophold i Rom i årene 1839-1840. Desuden skal der ved siden af træet stå et endnu nyere skud, som blev plantet i 1939.

Det fortælles iøvrigt, at de små frugter fra San Domenico's træ i tidens løb er blevet brugt til at fremstille rosenkranse, som blev foræret til paver, kejsere og konger.


Jeg skylder Ib Skovsted Thomsen tak for at have gjort mig opmærksom på appelsin/pomerans-problemet.


Kort om Chiostro di Santa Sabina
Mere om Chiostro di Santa Sabina
Kort over området
Bøger/links om Santa Sabina
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.1.2009 og sidst opdateret d. 18.4.2009