ANNAS ROM GUIDE
Chiostro di Santa Sabina

Mere om Chiostro di Santa Sabina

Kirken Santa Sabina stammer fra Kristendommens første århundreder og er blandt de bedst bevarede. Den er restaureret flere gange, blandt andet i 1919 og i 1938, hvor den blev ført tilbage til sit tidlige udseende.

Kirken er grundlagt i 422 af præsten Pietro d'Illiria (Peter af Illyrien) ovenpå en antik bygning, en titulus fra den allertidligste kristne tid.

Til venstre for kirken ligger klosteret. Klosterhaven er i romansk stil og enkel, som San Domenico ønskede det. Den måler 33x37 meter og har 104 små marmorsøjler, der er opstillet i grupper med 4 i hver. Kapitælerne viser stiliserede lotusblade i relief.

Mange gravsten med antikke og kristne indskrifter blev brugt til opbygningen af klosteret og de kan ses flere steder i murene.

Oprindelig var buegangene dækket af et let tag, men dette blev ændret i 1518 under kardinal Sauli. Den gang kunne man dog fra klostergangene se ud over Tiberen og over mod Gianicolo, men i 1719 lukkede kardinal Ferrari for denne udsigt, da han lod klosterets bibliotek opføre til den side.

I klosterets mure er der bl.a. indmuret nogle rester af cosmatisk dekoration, som engang har smykket kirkens apsis.


I Klosterhaven ses også San Domenico's appelsintræ, som han bragte med sig fra sit fødeland Spanien og plantede her. Ifølge legenden fik Santa Caterina 5 frugter fra dette træ, som hun kandiserede og gav til Pave Urban VI i 1379.

Også Thomas Aquinas har levet i dette Domenikaner-kloster.

Tidligere lå stedet meget øde hen og den munk, som havde portvagten, kunne overvåge hvem der nærmede sig fra et lille vindue, som man for nyligt har genfundet, placeret over den lille port, der giver adgang til klosteret og hvorover der er en fresko fra 1624, der viser historien om, hvorledes San Domenico en nat kom hjem fra kirken San Sisto Vecchio, hvor han havde prædiket for nonnerne, og ved hjemkomsten var fulgt af en engleskare, som åbnede porten for ham uden at forstyrre de sovende munke.

Klosteret havde også en gang en køkkenhave, hvor nu Parco Savello ligger. Denne overgik i 1933 til kommunen ved mageskifte med det gamle lazaret.



Kort over området
Bøger/links om Santa Sabina
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d. 20.1.2009