ANNAS ROM GUIDE

Case spagnole på Piazza dei Satiri

Se til højre for nr. 40 og 42 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

På den lille Piazza dei Satiri ved Via dei Chiavari står nogle gamle huse, som har tilhørt den spanske koloni i Rom og som stadig bærer indskrifter og bomærker til minde herom.

På Pladsens nordside ses et lille hus (nr.52) pudset op i en lys gul farve. Her er 4 etager og kun 2 fag vinduer i lyse travertinrammer uden synlig etageadskillelse. Forneden er der en portal i en smuk buet ramme med stenkvadre og en bred, enkelt indrammet tidligere portåbning.

Denne ejendom har tilhørt Kirken San Giacomo degli Spagnoli. På et tavle over døren står "Sub V.R. Ecclesiae - S. Iac. Hispanorum. de - Urbe".

På sydsiden er huset i nr. 47, som samtidig er hjørnehus til Via dei Chiavari, fra 1600-tallet. Det har en ret dekorativ facade med de 2 nederste af husets 4 etager i hvidt puds med indridset stenmønster. Samme stenmønster findes i en lodret frise på hushjørnerne. De 3 fag vinduer på førstesalen er ganske små, mens andensalens er høje og indsat i smukt udskårne travertinrammer med vandrette overliggere. Trediesalens vinduer er også høje og bæres af karme, der er udskåret med buer og guirlander. En vandret frise med forskellige stukdekorationer afslutter facaden under det brede tagudhæng.

Dekorationerne over døren er bomærke for Ospedale degli Spagnoli, som ejede huset.

Foto af hus på Piazza dei Satiri, nr.47. cop. Leif Larsson...............Piazza dei Satiri. cop. Leif Larsson
cop.Leif Larsson

Den spanske Kirke San Giacomo degli Spagnoli's bomærke på hus på Piazza dei Satiri, nr.47. cop. Leif Larsson
cop.Leif Larsson

HISTORIEN:

Den 26. Marts 1464 købte Biskoppen Alfonso de Paradinas, som allerede ejede et hus i området kaldet Contrada dei Satri, Platea Satri eller "Satro", omkring nutidens Piazza dei Satiri, et nyt hus af en Benito de Orlandis. I kilderne omtales dette således: "domum in regione Sancti Eustachius in loco qui dicto Satro". Paradinas havde i 1450 ladet bygge en ny Kirke, San Giacomo degli Spagnoli, ved Piazza Navona, hvor der fra 1259 skal have ligget et herberg og hospital for spanske pilgrimme.

Den 27. Oktober 1472 forærede Paradinas en af disse ejendomme til sin niece Lucrecia Pereira, som var datter af den afdøde Francisco de Pereira. Lucrecia, der blev gift med Giovanni da Perugia, købte senere, i 1474, det andet hus.

I 1483 skrev Lucrecia testamente, hvori hun gjorde sin mand og Kirken "Santiago de los Espanoles": San Giacomo degli Spagnoli til sine universalarvinger. I dokumentet nævnes udtrykkeligt de 2 huse "en la Parroquia de Santa Barbara in Parione": "i Santa Barbara-sognet i (kvarteret) Parione". Den nærliggende lille kirke Santa Barbara dei Librai var sognekirke for området.

I 1484 realiserede Lucrecias mand Giovanni da Perugia nogle af sine værdier og kunne således overdrage Ospedale degli Spagnoli (på spansk omtalt som "iglesia-hospital castellana": kirke-hospitalet for tilflyttere fra Castilien) et par huse "existentes in loco dicitur Satro regione S. Eustachii in parrochia Sancte Barbare".

Lucrecias moder, Marina Pérez de Sevilla, tilbragte sine sidste år i det spanske kvindehospital i Via della Pace, hvor administratorerne for San Giacomo degli Spagnoli sørgede for hendes ophold. Det har måske været en betingelse for at Kirken kunne modtage Lucrecias gave. Da moderen døde, blev hun begravet ved siden af sin datter i Kirkens Santa Caterina-kapel.

Husene på Piazza dei Satiri fortsatte med at være i Kirkens besiddelse også i 1500-tallet, ja de fik endda selskab af flere opkøbte ejendomme. Desværre led de megen skade under de lutheranske landsknægtes hærgen efter Karl V's erobring af Rom i 1527. Straks efter at tropperne forlod byen, var det nødvendigt at sætte store reparationer af ejendommene i værk.

I 1608 solgte Kirken 3 bygninger til Klosteret ved Sant'Andrea della Valle og efterhånden havde den ikke mange ejendomme tilbage i Via dei Chiavari og på Piazza dei Satiri. I en fortegnelse fra 1626 nævnes dog stadig 3 huse i området. Huset nr.49 på Pladsens sydside kan have været et af disse, men i så fald er det senere overgået til en anden spansk kirke i området: Santa Maria di Monserrato. Husfacaden er forsynet med en sten med denne Kirkes bomærke.

 

 

Litteratur om Case spagnole på Piazza dei Satiri:
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ------- side 154, 168, 169, 170.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 243.
Vaquero Pineiro, Manuel: La renta y las casas : el patrimonio inmobiliario de Santiago de Los Espanoles de Roma entre los siglos XV y XVII. Roma, "L'Erma" di Bretschneider, 1999. (Bibliotheca Ithalica. Monograf+ias de la Escuela Espanola de Historia y Arqueoloia en Roma, n.23).
- side 89-90 + Fig.17.
Info.roma.it: Edificio settecentesco a Piazza dei Satiri.
Info.roma: Piazza dei Satiri, Roma.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 31.5.2014 og sidst opdateret d. 8.6.2014