ANNAS ROM GUIDE
Bibliotheca Atrium Libertatis

Bibliotheca Atrium Libertatis var det første offentlige bibliotek i Rom, hvor det blev indrettet i nogle rum, som nyligt var tilføjet den gamle bygning ved navn Atrium Libertatis.

Atrium Libertatis var oprindeligt en offentlig plads eller bygning, der fungerede som kontor for de retshandlinger og "tinglysninger", som skulle til ved frigivelse af slaver, samt husede det tilhørende arkiv.

Dette "kontor" lå på eller ved den lave bakkekam, der tidligere forbandt højene Capitol og Quirinal.

I år 39 før Kristus bekostede Caius Asinius Pollio en restaurering af bygningen, hvorved der blev tilføjet en porticus og to sale, i hvilke han på Cæsar's opfordring lod Marcus Terentius Varro opbygge det bibliotek, der som det første i Rom var åbent for offentligheden.

Biblioteket kom til at rumme to samlinger, en med græsk litteratur og en med litteratur på latin. En opdeling, som fulgtes af de offentlige biblioteker, som indrettedes herefter.

Rummene blev udsmykket af en mængde statuer af berømte forfattere, heriblandt en af biblioteksindretteren Varro.

Da Atrium Libertatis omkring år 107 efter Kristus blev revet ned i forbindelse med at bakken blev bortgravet for at skaffe plads til anlæggelsen af det nye, store Forumkompleks, Trajan's Forum, blev aktiviteterne flyttet til den nyopførte Basilica Ulpia, hvor den vestlige exedra ud mod gaden Clivus Argentarius fik betegnelsen "Libertatis", mens bibliotekets samlinger blev overført til de to biblioteksrum, som blev opført ved siden af, på hver sin side af gårdspladsen, hvor Trajansøjlen blev rejst.

Litteratur om Bibliotheca Atrium Libertatis:
Ankerfeldt, Carl: Vandringer i det antikke Rom. Schultz, 1976.
- side 91f.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, del 4: side 36.
RomArcheologica. Itinerario 22.: La Cultura nell'antica Roma. Elio de Rosa editore, 2004.
- side 56.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 242, 246, 250.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Ordliste
Fotogalleri
Bykort
Bøger og links om Rom
Restauranter
Hovedside
cop. Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 26.11.2006 og sidst opdateret d. 30.11.2006