ANNAS ROM GUIDE
En rundtur i Palazzo Bonelli

Palazzo Bonelli's hovedfacade vender ud mod Via Cesare Battisti og Via IV Novembre, hvor disse mødes overfor Piazza dei Santi Apostoli. Den er opdelt i 3 høje etager med en mindre, lidt tilbagetrukket loftsetage under et bredt tagudhæng. Indgangsportalen, hvorover der er indgravet teksten PROVINCIA, optager den midterste del af underetagen og har gadenummer 119. Bygningens hjørner er i hele højden beklædt med travertinkvadrer. (se foto)

På hver side af indgangen, der er en stor firkantet port flankeret af 2 høje doriske søjler i travertin, har stueetagen 3 høje vinduer på sokler og karme over 3 små vinduer til den høje kælder. Over hvert vindue er der et lille gavlfelt i form af et lille tag over vinduet.

Førstesalen har 6 høje vinduer, hvis gavlfelter er skiftevis buede og trekantede. I midten er der en dør ud til en balkon, som bæres af søjlerne ved indgangen nedenfor. 2 våbensjold pryder muren over balkondøren.

Andensalen har høje vinduer i travertinrammer. Mellem de 3 etager løber travertin- og stukbånd under og mellem vinduerne.

Tredjesalens 7 tilbagetrukne vinduer er meget mindre end de øvrige etagers og mellem hvert sidder 3 smalle konsoller.

Palæets øvrige sider har ikke nogen særlige stilistiske kendetegn.

Indenfor indgangsporten er der et forrum med buet loft udsmykket med familien Imperiali's våben, en ørn. Herfra kommer man ind i en portico med flade søjler, der indrammer en lys gårdsplads udsmykket med tyrehoveder som hentydning til Bonelli-familiens våben. Portico'en er i 2 etager med 5 buer på de korte sider og 9 på de lange. I nogle af andensalens buer er der indsat elegante vinduer. I porticoen er der opstillet forskellige antikke statuer. En bred trappe går op til de øvre etager, på afsatsen hænger et gravrelief fra Porto di Anzio.

I bygningens rum findes der værdifulde fresker og malerier af berømte kunstnere sammen med antikke statuer. Et af rummene kaldes La Sala di Elia ed Eliseo og har et smukt udsmykket loft. Andre rum kaldes: Sala di Giuda Maccabeo (Judas Makkabæerens Rum), Sala degli Angioletti volanti (De små flyvende engles Rum). I Præfektens bolig er der et maleri af San Giovanni Evangelista udført af en maler af Caravaggio's skole og et maleri med titlen "L'Adorazione dei Magi" af T. Van Loon. Af antikke skulpturer kan man møde Apollo Pizio, en Athena, Afrodite Valentini, en rustningklædt mand, måske Marcus Aurelius, Ermafrodito, Dionysos, Atleten...

I bygningens kælder findes de udgravede rester af en bygning med et termeanlæg fra det 3.århundrede efter Kristus.

--- Læs om bygningens historie ----

Fotos af palæet
Plan over Forumdalen
Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop. Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 15.1.2007