ANNAS ROM GUIDE
Collegio dei Neofiti

Mere om Collegio dei Neofiti:

Collegio dei Neofiti også kaldet Palazzo dei Neofiti ligger i Via della Madonna dei Monti nr.39 ved siden af det mindre Palazzo dei Catecumini eller Palazzo dei Cattacumeni.

Collegio dei Neofiti er et smukt palæ fra det 17.århundrede som ligger mellem facaderne af de to kirker: San Salvatore ai Monti til venstre og Madonna dei Monti til højre (se foto). Bygningen har 3 etager, der er adskilt af marmor"bånd". Den er opført i røde teglsten og vinduerne er indrammet af marmorrammer ligesom hjørnet mod den næste bygning til højre har en bred marmorkant. På denne er opsat en "edicola", der gengiver det undergørende maleri af Madonna dei Monti, som opbevares i kirken ved siden af (se foto). På en marmortavle nedenunder er der en indskrift til minde om byggeriet i 1635. Hovedindgangsdøren er anbragt midt på facaden og har foroven et buet gavlfelt. Den store firkantede bygning har et fremspringende tagudhæng, hvorunder der er relieffer af bygherrens våbensmærker, Barberini-familiens bier og sol.

Det var Kardinal Antonio Barberini (senior), som lod arkitekten Gaspare de Vecchi tegne det nye hus, hvori Pave Urban VIII ønskede at samle de to institutioner for de personer, som var i færd med at konvertere, eller som lige var konverteret til Katolicismen: Il Collegio per gli Adulti Convertiti, Collegiet for de voksne konvertitter, grundlagt af Pave Paul III i 1542 ved Kirken Santi Venanzio e Ansuino ved Campidoglio, og Istituto per Minorenni, Instituttet for børn, oprettet af Pave Gregor XIII i 1577 ved Santa Chiara al Quirinale. Det var især jøder, tyrker og afrikanere, som her fik introduktion til den katolske tro.

Det nye Collegium stod færdigt i 1635 og rummede en skole, hvor der undervistes i latin, græsk, hebraisk, filosofi, matematik og musik. Instituttet fungerede índtil slutningen af 1700-tallet. hvor det blev lukket..Fra 1713 var det den religiøse sammenslutning "I Pii Operai", som styrede det. Idag benyttes bygningen som sognekontorer for menigheden ved Madonna dei Monti og den huser også Istituto delle Maestre Pie dell'Addolorata.

Nye udgravninger i huset har afsløret rester af et romersk lejlighedskompleks (en "insula") fra det 3.århundrede efter Kristus samt om rester af middelalderhuse, som senere er bygget ovenpå det antikke hus.


Litteratur og links om Collegio dei Neofiti:
Ankerfeldt, Carl: Slentreture i Rom. Poul Kristensens Forlag, 1984.
- side 98.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975
- side 534
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 81.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973-
Rione I Monti, Del 3: side 32ff-
Romeartlover: Collegio de'Neofiti.


Fotos fra gaden
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 4.9.2004 og sidst opdateret d. 8.9.2004