|
|
Mere om Kirken Santi Sergio e Bacco: HISTORIEN: Denne lille kirke er meget gammel, allerede i år 796 hører vi, at Pave Leo III har forsynet den med forskelligt udstyr. Den er viet til de to romerske officerer Sergio og Bacco, hvis kult spredtes hurtigt over hele Romerriget i det 4. århundede, og i sin tid var den blot én af 5 kirker viet til disse helgener, der på romersk dialekt kaldes "Serio e Baco". Kun denne kirke er tilbage idag. Den er bygget på ruinerne af en bygning fra republikkens tid og bygherren var en vis Callinico, måske en græker som også opførte et kloster for Benediktinermunke. En bulle fra Pave Gregor VI's tid (1045-1046) nævner et tilhørende kloster "monasterium S.Sergii... situm Romae regione quarta in Subura cum ecclesia S.Euphemiae juxta se posita ...", heraf fremgår det at Kirken lå tæt ved en anden kirke ved navn Santa Euphemia, denne er idag forsvundet, men lå sikkert ved Via del Boschetto. I de næste århundreder overdroges Kirken til forskellige klostre og religiøse ordener - blandt andre Jesuiterne. I 1500 havde Kirken 2 kapeller, et viet til Sant'Angelo og et til San Nicola, de skal have været grundlagt af nogle af de familier, der boede i kvarteret, familierne Paulelli og Ciuoto. I 1560 var Kirken Kardinal-Diakoni og sognekirke, men det var før at den nye Kirke Madonna dei Monti blev bygget lige overfor. Pave Urban VIII (1623-1644) lod Kirken restaurere og en tid tilhørte den munkeordenen "I Minimi di San Francesco di Paola", indtil munkene kunne flytte over til deres nye Kirke San Francesco di Paola på oppe på Colle Oppio lige ovenfor dalsænkningen, hvor Santi Sergio e Bacco ligger. Senere blev Kirken overladt til russiske munke af San Basilio-Ordenen ("I Basiliani Russi" eller "I Basiliani Ruteni") og den 12.maj 1639 blev den ombygget og overgivet til Metropolitten over Kiev, Giuseppe Velamen Rutskyj. Dennes efterfølger overgav Kirken til Kardinal Antonio Barberini, som lod den indrette efter den byzantinske ritus samtidig med at han lod klosteret udvide. I 1718 renoveredes Kirken og under dette arbejde fandt man under kalken på en væg op til sakristiet en fresko forestillende Jomfru Maria med Jesus-barnet. Billedet var identisk med det ikon, som man dyrkede i kirken i Zyrowyci og man mente, at det engang var blevet anbragt på væggen af nogle hyrder. De tilstedeværende følte, at det var et mirakel, at billedet var kommet for dagens lys og Pave Clemens XI lod det skære ned af væggen og restaurere af Lorenzo Gramiccia og den 7. september blev det flyttet over på Kirkens højalter i en ramme af sølv. Kort efter blev Kirken viet til dette Maria-billede og skiftede navn til "Madonna del Pascolo" efter det navn, som man havde givet det fundne maleri. I 1730 lod Metropolitten af Kiev billedet forsyne med en krone over Jomfru Maria's hovede. I 1742 blev kirken restaureret af arkitekten Francesco Ferrari og fik samtidig nye freskomalerier i loftet og på altrene. I 1896 blev kirken atter restaureret og facaden lavet om. Den nye facade er tegnet af arkitekten Ettore Bonoli og mellem Ordine di San Basilio's skjold med den brændende søjle som symbol på troen, der ikke kan skades, og Pave Leo XIII's våben er der i nicherne opstillet statuer af Kardinal Antonio Barberini, dennes broder Pave Urban VIII, Metropolitten Giuseppe Velamin Rutskyj og senere af Kardinal Giuseppe Slipyj. Samtidig blev en ny ikonostasis sat op med nye malerier. Den 8.9.1970 udstedte pave Paul VI en bulle, der gav ukrainerne kirken som menighedskirke og den 31.10.1971 blev den genindviet af den øverste ærkebiskop af Leopoli, Kardinal Giuseppe Slipyi, der derpå satte gang i nye restaureringer af Kirken, ligesom han lod nogle rum på 3. og 4. sal i det gamle Collegio Ruteno indrette til museum. Idag er Kirken nationalkirke for det ukrainske folk.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|