|
|
er en lang, næsten lige, nord-sydgående gade i Rione Monti nedenfor den vestlige skråning af Viminalhøjen mellem Via Nazionale og Piazza Madonna dei Monti.
Gaden har ifølge Sergio Delli navn efter en lille elmetræsskov, "un boschetto di olmi", som Kardinal Gonzaga, der overtog Kirken Sant'Agata dei Goti, havde ladet plante sammen med vinstokke og haver på jorden omkring. Andre har ment, at navnet stammede fra familien Boschetti, som kendes fra slutningen af 1700-tallet, men Delli fortæller, at stednavnet er i hvert fald 100 år ældre. Via del Boschetto løber oppe fra Via Nazionale overfor Via Parma og straks efter gadens start kommer på højre hånd den lille sidegade Vicolo dei Serpenti, snart efter støder Via Palermo til på venstre hånd og derfor den lille Via delle Frasche på højre side. Længere fremme krydser den Via Panisperna og derpå Via Cimarra, før den munder ud i Piazza della Madonna dei Monti ved Via degli Zingari. I starten af gaden er der fundet rester af brolægning fra den gamle vej Vicus Longus, der fulgte samme skrå linie som Vicolo dei Serpenti. Heroppe lå i Antikken Domus T. Aeli Naevi Antoni Severi. Ellers er der ikke gjort særlige fund langs gaden, som altså i tidens løb er blevet dyrket som vingård eller beplantet med træer. Herfra stammer også et tidligere navn på området "Contrada degli Olmi", hvor "contrada" betyder "egn, kvarter" og "olmi" er "elmetræer". Op mod Colle Viminale lå engang vingården "La Vigna di Orazio Muti", mens "Orto Mercurelli", lå til den modsatte side. Det nederste stykke af Via del Boschetto kaldtes tidligere "Via delle Carrette" på grund af de mange trækvogne med varer, som havde holdeplads her, hvor der dengang kun var meget sparsomt bebygget. På hjørnet af Via Panisperna er der rester af en ramme fra et af de mange små gadealtre, som findes i Rione Monti. I nr.124 skal der ifølge Delli have været et primitivt Madonna-billede (en "Madonna del Carmine") på farvet papir omgivet af votiv-gaver. Litteratur om Via del Boschetto: Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975. - side 201. Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991. -kort nr.16 + 22. Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . - Rione I, Monti. del 3: side 54. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|