Vicolo Calabraca eller Calabraghe var det tidligere navn for nutidens smalle gyde Vicolo Cellini, som idag forbinder den moderne brede trafikåre Corso Vittorio Emanuele II (i nord) med den smalle og stemningsfulde gamle Via dei Banchi Vecchi i syd. Gaden danner grænse mellem 2 af Roms kvarterer, Rione V Ponte (mod vest) og Rione VI Parione (mod øst), som det kan ses af de små marmorsskilte på husmurene nede ved Via dei Banchi Vecchi.
Det mærkelige navn, der kan betyde "at trække bukserne ned" eller "at ydmyge sig", forbindes af nogle med gadens ry som hjemsted for prostituerede, hvilket sikkert skabte megen trafik og larm i gaden fra morgen til nat. Senere ændrede myndighederne gadenavnet, fordi det var "usømmeligt", og gyden fik i stedet navn efter guldsmeden Benvenuto Cellini, som havde sit værksted og bolig netop i dette område.
Der er dog også nogle navneforskere, som mener, at navnet stammer fra en familie Calabraga eller Curtebraca, eller at det kan være fremkommet som en forvanskning af middelaldernavnet Curta Braca eller Cola Brachio. Den mest sandsynlige udlægning lader til at være at navnet er knyttet til stedets beboere og deres erhverv.
I Vicolo Calabraca boede der som nævnt mange prostituerede og kurtisaner, blandt andre den berømte Angela Greca, kaldet "la Grecchetta", som digteren Pietro Aretino omtaler. Andre beboere var Pasqua Padovana og Giulia Fiorentina, altså 2 skøger fra byerne Padova og Firenze.
Nogle af disse kvinder var muligvis finere kurtisaner, som havde råd til at eje et hus og lade facaden udsmykke med clairobscurdekorationer, måske efter tegning af den berømte guldsmed og billedhugger Benvenuto Cellini, der imellem 1524 til 1540 i flere perioder boede her i kvarteret, hvor han også havde sit værksted. Det nævnte hus kan stadig ses i Vicolo Cellini nr. 31.
Andre kvinder - måske i andre perioder - hørte til de dårligere betalte sexarbejdere. De såkaldte "cortigiane camiciare" eller "cortigiane gialle", fordi de gik klædt i særke ("camicie") i en citongul ("giallo") farve. Disse prostituerede tog ikke høje priser og det kunne muligvis aflæses i antallet af kunder og trafik i gaden.
Vicolo Calabraca lå desuden i nærheden af området mod nord, der kaldtes Contrada del Pozzo Bianco og hvor mange andre prostituerede holdt til.
Gaden kaldtes også Vicolo di Santo Stefano efter den nærliggende - og nu forsvundne - Kirke Santo Stefano in Piscinula.
..... 
Vicolo Cellini med den bemalede facade i nr. 31 - cop. Leif Larsson
Litteratur om Vicolo Calabraca:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 274.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione V Ponte, Parte II / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. --- side 56, 58.
--- Rione VI Parione, Parte IV / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1981. --- side 68-70.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 og 20 (før de nyeste fund).
Le Strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - 1. edizione. - Roma : Newton & Compton editori, 2004. - (Biblioteca de Il Messagero).
- Volume Primo : A-D. ---- side 350-351.
Info.roma: Vicolo Cellini, Roma.
www.borgato.be: Vicolo Cellini.