|
|
|
Santo Stefano in Piscinula - nu forsvunden kirke - Se til højre for nr. 75 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Fra gammel tid - og i hvert fald før 1140 - stod der ved Via dei Banchi Vecchi, omtrent overfor Kirken Santa Lucia del Gonfalone, en lille kirke viet til helgenen Santo Stefano. I nærheden var der et lille fiskemarked og Kirken fik derfor tilnavnet "in Piscinula" eller "de Piscibus", også kaldet Santo Stefano de Piscina. Ifølge traditionen blev Kirken grundlagt af den nyomvendte ungarske konge Stefano (ca. 970-1038), som også havde grundlagt et herberg for sine landsmænd ved Kirken Santo Stefano de agulia, senere "de Ungaris", beliggende ved Vatikanet. Første gang kilderne nævner Santo Stefano in Piscinula, omtales den som "S. Stephanum in piscina palatium Cromatii prefecti". Altså: Santo Stefano Kirken ved fiskemarkedet i Præfekt Cromatius' hus. Omtalen findes i kataloget "Mirabilia Urbis Romae", som er skrevet omkring 1140. Denne tidligste udgave af Mirabilia er forfattet af Benedictus Canonicus, der på sin vej gennem Rom under punkt 30: "På kvæg- og grøntsagstorvet" noterer: "8. Ved S. Stephanus in Piscina lå præfekten Cromatius' palads og templet, som havde navnet Olovitreum, var helt og holdent lavet af krystal og guld efter matematiske udregninger; dér var der astronomi med alle himmeltegnene; det blev ødelagt af den hellige Sebastian og Cromatius' søn Tiburtius". Til dette noterer Erik Worm i sin kommenterede udgave af kataloget: "Bygningen findes optegnet under paladser i § 6.15 og er beskrevet i den hellige Sebastians martyrlegende. Da man i 1741 nedrev kirken S. Stefano in Piscinula i den østlige ende af Via dei Banchi Vecchi, fandt man rester af dette "planetarium": Holovitreum, som den romerske bypræfekt Agrestius Cromatius lod opføre i det 3. årh. Det havde dekorationer af glasmosaik og marmor, som viste himmellegemerne." (Benedictus Canonicus: En fuldstændig beskrivelse af Rom : Den ældste romerske mirabilieredaktion fra 1140. Indledning, oversættelse og kommentar ved Erik Worm. Museum Tusculanums Forlag, 1994). I 1186 nævnes Kirken "S.Stephani de Piscibus" i en bulle, udsendt af Pave Urban III, der lister den mellem filialer af Kirken San Lorenzo in Damaso. I Cencio Camerario's kirkekatalog fra 1192 kaldes den S. Stephano de Piscina og samme navn får den i 1302 i det katalog, der kaldes "Anonimo di Torino". Her oplyses endvidere, at Kirken har 1 ansat ("habet 1 servitorem"). I Niccolò Signorili's katalog fra 1400-tallet gives Kirken navnet "S. Stefani in Piscinula". I en skatteliste fra Pave Pius IV's tid (1559-1565) kaldes Kirken "S. Stefano in Pescola", mens den i et katalog skrevet under Pave Pius V (1566-1572) listes som "S. Stefano alla Chiavica di Santa Lucia". Området foran og øst for Kirken kaldtes dengang Chiavica di Santa Lucia, da der var en gammel kloakledning ("chiavica") ud for Kirken Santa Lucia del Gonfalone. I 1584 benævnes Kirken i dokumenter fra Santa Lucia del Gonfalone "Santo Stefano de' Boemi". De bøhmiske pilgrimme havde et herberg lidt længere mod vest i Via dei Banchi Vecchi, så måske er der ikke tale om en bøhmisk kirke, men blot en angivelse af beliggenheden i nærheden af det bøhmiske herberg. På et tidspunkt fik Kirken også tilnavnet "ad funarios", fordi de rebslagere, kaldet "funari", "funaii" eller "funaioli", som fremstillede reb og tovværk og havde slået sig ned i gaden, benyttede Santo Stefano in Piscinula som deres kirke. (Delli, s.421-422: Se litt.note nedenfor). Santo Stefano in Piscinula var en lidt mindre kirke, med et en-skibet kirkerum efter et lille indgangsrum i kirkerummets bredde. I hver side var der i midten et sidekapel med malerier fra 1700-tallet udført af Costantino Borti, Gioacchino Paver og Gaetano Sciortini. For enden afsluttedes rummet tilsyneladende i en lidt flad, buet apsis. På højalteret var der et billede af titelhelgenen, Santo Stefano, malet af Pietro Labruzzi sidst i 1700-tallet. I Kirken var der gravsten og gravmæler for kvarterets berømte familier, såsom Mosca-familien, efter hvem kvarteret også kaldtes Contrada delle Mosche. Til venstre for Kirken løb en smal gyde, kaldet Vicolo di Santo Stefano eller Vicolo Calabraga efter de mange prostituerede, der boede i området. Gyden hedder idag Vicolo Cellini. I 1750 lod sognepræsten Filippo Pioselli Kirken genopbygge, men allerede hundrede år efter blev bygningen revet ned i perioden 1850-1870 for at give plads til et beboelseshus. Under genopbygningen i 1750 rev man den gamle bygning helt ned og i den forbindelse gjordes flere interessante arkæologiske fund, blandt andet nogle søjler i marmorsorten verde antico, som Pave Benedikt XIV købte til brug for højalteret i Kirken Sant'Apollinare. Genopbygningen blev tilsyneladende aldrig helt færdig og dette var måske grunden til, at Kirken endte med at blive nedrevet.
Litteratur om Santo Stefano in Piscinula: |