Via dei Banchi Vecchi er en ret lang gade, som løber gennem hele 3 kvarterer: Rione Regola, Rione Parione og Rione Ponte. I gamle dage kaldtes dette område for Contrada in Banchi og de banker, som omtales var de mange vekselkontorer og bankforretninger, som voksede op på stykket frem mod Ponte Sant'Angelo, hvor der var en næsten uafbrudt strøm af pilgrimme, som var på vej mod Peterskirken. Alle disse tilrejsende havde behov for at veksle penge, få indløst deres tilgodehavender og udstedte "checks", og dette tiltrak netop finansmænd og bankierer, notarer og skrivere, og mange andre, som kunne forudse pilgrimmenes behov. Mange af disse forretningsmænd kom fra Norditalien, fra byerne Genova og Firenze og lignende steder. Når en Kardinal fra et bestemt område blev valgt til Pave, fulgte der gerne en hærskare af håbefulde forretningsfolk med fra hans fødeegn. De slog sig ned ved Via dei Banchi Vechi, Via dei Banchi Nuovi og Via del Banco di Santo Spirito.

Via dei Banchi Vecchi går fra Vicolo del Malpasso / Vicolo della Moretta i sydøst til Corso Vittorio Emanuele II i nordvest.
Fra krydset Vicolo del Malpasso / Vicolo della Moretta (i sydvest) og Via dei Cartari (i nord) fortsætter Via dei Banchi Vecchi det forløb, som Via di Monserrato har fuldført hele vejen fra Piazza Farnese i sydøst og Via del Pellegrino hele vejen fra Campo de'Fiori.
Via dei Banchi Vecchi løber herefter i en skrå nordvestlig retning og munder ud i Corso Vittorio Emanuele II overfor den lille plads Largo Ottavio Tassoni. Fra denne fortsætter gadeforløbet mod nord op til Ponte Sant'Angelo med gadenavnet Via del Banco di Santo Spirito.

Oprindeligt var gaden opdelt i 2, hvoraf den den første (mod sydøst) kaldtes "Cancelleria Vecchia" eller "Strada maestra dei Banchi per andare verso Sforza" ("hovedvejen gennem Banchi for at nå til (Palazzo) Sforza"). Det var først, da Via dei Banchi Nuovi (de nye bankers gade) blev anlagt, efter at "La Zecca", møntprægningsværkstedet, blev flyttet, at gaden fik sit nuværende navn.

Den vestligste del af Via dei Banchi Vecchi kaldtes derimod "Chiavica di Santa Lucia del Gonfalone", fordi den løb forbi Kirken Santa Lucia del Gonfalone og den nærliggende kloak, som kaldtes "Chiavica di Ponte"- Og endnu tidligere bare "la Chiavigata". Det var forøvrigt herfra, at det store væddeløb, i hvilket Roms jøder var tvunget til at deltage, startede, før det flyttedes til Via del Corso.

Et andet af gadens kaldenavne var "Strada dei Bicchierari", som man mener hentyder til de glas ("bicchieri"), som gadens vekselerere og notarer fyldte med sand, som de brugte til at tørre blækket på deres papirer.

Fra slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet blev mange af facaderne i Rom bemalede med forskellige teknikker og forskellige motiver. Husene i Via dei Banchi Vecchi var ingen undtagelse, her har i hvert fald været 9-10 bemalede husfacader, af hvilke der dog har overlevet ganske få rester. En frise på et hus i nr. 126 og en anden i sidegaden Vicolo Sugarelli. Samt den med stukrelieffer dekorerede facade på Palazzo Crivelli i nr. 22-24.

Idag er Via dei Banchi Vecchi en af Roms meget spændende og interessente gamle gader.

EN TUR GENNEM VIA DEI BANCHI VECCHI:

Med udgangspunkt i den lille plads ud for Vicolo della Moretta, hvor Via di Monserrato munder ud i Via del Pellegrino og krydset Via dei Cartari (fra højre) og Vicolo del Malpasso (til venstre):

Først følger vi gadens nordøstlige side PÅ HØJRE HÅND:

Hjørnehuset på højre side af Via dei Cartari består af flere sammenbyggede huse, hvoraf nogle regnes med til Via del Pellegrino (det sidste med nr. 129 i denne gade), mens de 2 vestligste med gadenumrene 144-147 hører til Via dei Banchi Vecchi. Der er tale om ret smalle, gamle huse i 4-5 etager med blot 2 fag. Facaderne ligger ikke på samme linie, men slår et lille knæk. På muren mellem vinduerne på første- og andensalen i nr. 144-145 sidder et noget udvisket helgenbillede forestillende San Lorenzo i en oval stukramme. Det antages at stamme fra 1700-tallet. (Læs mere om dette helgenbillede). På muren til højre for nr. 145 sidder et fragment af en gammel grænsesten fra Claudius' bymur fra år 49 efter Kristus.

Denne ejendom har ud til sidegaden Via dei Cartari en lang facade med op til 8 - heraf nogle blændede - fag og flere hovedindgange i buede, profilerede travertinportaler med kraftige vandrette overliggere. Ejendommen er ellers ret prunkløs, med smalle, profilerede travertinrammer om vinduerne, hvorunder der løber enkle etageadskillelsesbånd. Huset har oprindeligt haft 4 etager, men har senere fået en overbygget etage med tagterrasse.

Efter Via dei Cartari står der et hjørnehus i 4 etager med et bredt, fremspringende og udskåret tagudhæng. Der er 8 fag og flere mindre indgange og porte ud mod Via dei Cartari samt 2 fag med 2 høje portbuer, nr. 142 og 143, der nu indeholder butikker, ud mod Via dei Banchi Vecchi. Bygningen er fra 1600-1700-tallet og har muligvis tilhørt Filippiner-Ordenen. De stukdekorerede vinduer viser blandt andet nogle stjerner, som var emblemet for Neri-familien og derpå for Filippinerne.

Det næste hus er smalt, kun 2 fag og ovenikøbet kun ét i stueetagen, hvor den deri husede butik har gadenummer 141. Ejendommen har 4 etager, men er lavere end den foregående. Tagudhænget er derimod en del bredere, men uden særlige udskæringer - ligesom også facaden er enkel med etageadskillelsesbånd under vinduerne og prunkløse vinduesrammer.

Ejendommen til venstre er hjørnehus ud til sidegaden Vicolo Cellini, hvorudtil den har 5 fag med en noget slidt indgangsportal i nr. 22. På hushjørnet sidder her ud til sidegaden en lille marmortavle med angivelse af kvarterets navn, der her er Rione Parione, mens det på den modsatte side af gaden er Rione Ponte. På selve hjørnet sidder i første sals højde en såkaldt edicola, et lille gadealter, i en oval stukramme, hvori der ses et maleri af Santo Stefano (se foto af Alvaro de Alvariis). (Læs mere om dette helgenbillede). Det 6-etagers hus, hvoraf den øverste etage er tilbygget og tilbagetrukket med tilplantede terrasser, har 5 brede fag ud mod Via dei Banchi Vecchi, hvor hovedindgangen sidder i en smuk portal i nr. 139. De 2 nederste etager har murstensmønster i den okkerfarvede og pudsede facade.

Heromkring stod engang en lille Kirke kaldet Santo Stefano in Piscinula, fordi der i Middelalderen i nærheden var et fiskemarked (mercato dei pesci). Kirken eksisterede fra før 1300-tallet, antagelig allerede i 1100-tallet, den blev genopbygget i 1700-tallet og revet ned kort før 1870.

Området omkring kaldtes også Contrada delle Mosche efter Mosca-familien, der havde ejendomme i Via dei Cartari og Vicolo Cellini.

Efter Vicolo Cellini står et 5-etagers hus med 7 fag mod sidegaden og 4 fag mod Via dei Banchi Vecchi. Facaden er pudset op i en mørk okker farve, men lysere gule etageadskillelsesbånd ses under første- og andensalens vinduer. Stueetagens mure med gadenumrene 133-136 har indridset lange vandrette linier. Øverst oppe er der blomstrende terrasser foran en tilbagetrukket overbygget etage.

Et mindre hus med kun 3 fag og gadenumrene 131 og 132 følger herefter. Ejendommen har 4 etager og en overbygget og tilbagetrukket 5. etage bag en terrasse. Det er en ældre ejendom med en bred firkantet portåbning i nr.131 og en høj portbue i kvaderstensramme til højre. Buen toppes af et lille, aflangt tilgitret vindue, mens førstesalens vinduer er små og kvadratiske uden rammer. Anden- og trediesalens vinduer har derimod enkle rammer i travertin. Midt på facaden sidder mellem første- og andensalen bag en lygte i smedejernsarm en lille indskriftstavle med teksten: "Carolus Imperator - III Rex Boemie - me fec - it et H. Roraw pro - curator Hospitalis - presentis et nacio - nis Bohemorum ruin - osum refecit anno - MCCCCLVII" : "Jeg blev bygget af Kejser Karl IV, Konge af Böhmen. Og H. Roraw, prokurator ved dette Hospital og af böhmisk nationalitet, genopbyggede mig, da jeg var i ruin, i året 1457". Bygningen var et herberg for böhmiske pilgrimme, kaldet Ospizio per i pellegrini boemi.

Den næste 5-fags ejendom i nr. 127-130 bestod oprindeligt ved opførelsen i 1500-tallet kun af 2 fag, men har senere fået tilbygget de 3 fag til venstre. Huset har 4 etager og en overbygget ekstra etage bag en balkon. Facaden er i mørkt okkerfarvet puds og der er smalle etageadskillelsesbånd under hver række vinduer, hvoraf førstesalens har brede, vandrette overliggere. Portåbningerne i stueetagen er alle firkantede, de yngre uden rammer, mens de ældste er i travertinkarme.

Så følger et ganske smalt hus med 4 fag vinduer i buet karm på førstesalen, men kun 2 brede, firkantede portåbninger i stueetagen (gadenumre 125-126). På andensalen er vindue nr. 2 fra venstre tilmuret. Her er tale om et interessant hus af typen "cassette a schiera", "rækkehuse", bygget i 1400-tallet. Facaden, som idag er pudset op i en lys farve, var oprindeligt bemalet med dekorative plantemønstre i clairobscur. Rester heraf kan ses til højre over førstesalens vinduer. (Se foto fra Googlemaps). Under vinduerne sidder en lille plade med en ejerindskrift. Huset tilhørte nemlig Arciconfraternita di San Giuseppe dei Falegnami, tømrernes lægbroderskab. Teksten lyder: "Domus ven. arc - ios carpentar - no xxii": "Hus tilhørende det ærede selskab ("venerabile arciconfraternita") af San Giuseppe ("ios") dei Falegnami ("Carpentar" = "tømrer"). Nummer 22". Over teksten ses det udviskede omrids af et billede af helgenen.

Den store bygning med numrene 120-124, som herefter står på hjørnet af Via dei Banchi Vecchi og Via Sforza Cesarini, er Palazzo degli Accetti, opført i 1500-tallet. Huset har 5 høje etager og en meget høj stueetage forsynet med kraftige stenkvadre på facaden. Samme stenkvadre løber også i lodrette felter langs facadekant og hushjørne. De 6 vinduer mod Via dei Banchi Vecchi er indsat i kraftige travertinkarme, som på anden- og trediesalen toppes af vandrette overliggere. Den øverste etage var oprindeligt en overdækket søjlegang, hvor de firkantede mellemrum nu er blevet muret til og forsynet med vinduer. De 2 hovedindgange fra denne gade ligger i nr. 120 og 123. Over nr. 122 sidder mellem vinduerne på førstesalen en lille indskriftstavle med ejerens navn: "Libera proprietà - di - Giuseppe Guerri(eri)" (se foto fra www.borgato.be).

Efter Via Sforza Cesarini følger et noget slidt og gammelt hjørnehus. Det er det Palazzo Sforza Cesarini, der har givet navn til gaden og Pladsen bagved. Ejendommen er bygget i 1400-tallet af Rodrigo Borgia, som senere blev Pave Alexander VI, og fylder næsten hele karréen mellem Via dei Banchi Vecchi, Via Sforza Cesarini og Piazza Sforza Cesarini, Corso Vittorio Emanuele II og Via del Pavone. Hovedfacaden var ud mod Via dei Banchi Vecchi og den blev fornyet i 1700-tallet af arkitekten Pietro Passalacqua. Bag huset var der en stor have, som forsvandt, da Corso Vittorio Emanuele skulle anlægges. Her opførtes så i stedet en ny del af palæet i 1888 efter en tegning i nyrenæssancestil af arkitekten Pio Piacentini.

Palazzo Sforza Cesarini har 9 fag og hovedindgang fra Via dei Banchi Vecchi og er mod nord bygget sammen med 3 mindre bygninger. Først en 4-etagers bygning med høj tilbygget overetage over det brede og udskårne tagudhæng. Huset har 4 meget smalle fag, hvor vinduerne under de vandrette overliggere næsten sidder klods op af hinanden. I stueetagen er der 2 firkantede åbninger i nr. 116 og 117. De rummer henholdsvis en butik og indgangsdøren.

Dernæst følger et smalt 2-fags hus i 4 etager afsluttet af et bredt, udskåret tagudhæng. Vinduerne sidder her langt fra hinanden, men tæt op af hushjørnerne. I stueetagen er der kun én bred tilgitret portåbning i nr. 115.

Endelig er hjørnehuset en gammel bygning i kun ét fag og med en støttehjørnebjælke i stueetagen. Facaden er i mørkt okkerfarvet puds og der er 4 etager med taghave foroven. Lyse skillebånd løber under etagernes vinduer. Huset fortsætter med 5 fag ned ad Via del Pavone.

Hjørnehuset på den modsatte side af denne gade er en nydelig lyskalket bygning med 6 fag mod sidegaden og 4 mod Via dei Banchi Vecchi, hvor også hovedingangen findes i nr. 112. Den er omgivet af en profileret karm med 2 udskårne konsoller, der bærer en udskåret, vandret overligger. Samme skema er benyttet i førstesalens vinduer, dog i en lidt enklere udførelse, mens andensalens er uden konsoller og trediesalen blot i profilerede rammer.

Til venstre herfor står en 4-6 etagers høj og 9 fag lang moderne bygning i lyst puds med indridsede stenmønstre i facaden. Den dækker gadenumrene 101-109. De første 2 fag er kun i 4 etager, mens den næste del af huset har fået overbygget 2 ekstra etager. Ejendommen har nordfacade i ét afskåret fag ud mod den lille plads foran Vicolo delle Palle og facade med 11 fag ud mod Corso Vittorio Emanuele II, hvor den høje indgang i nr. 294 dækker over både stueetagen og førstesalen, mens der her på andensalen over 3 fag sidder en lang stenbalkon på 4 krafitge udskårne konsoller. Ud for denne etage går der også samme slags balkoner rundt om hjørnerne, både mod Vicolo delle Palle og Via del Pavone.

Her - mellem Vicolo delle Palle og Corso Vittorio Emanuele II - munder Via dei Banchi Vecchi ud idag. Tidligere fortsatte den direkte over til Via dei Banchi Nuovi, men denne forbindelse blev afbrudt, da Corso Vittorio Emanuele blev anlagt.

TUREN GÅR nu TILBAGE igen med kig på gadens sydvestlige side på vor HØJRE HÅND:

Det første hus, som ligger mellem gaderne Via dei Cimatori og Vicolo delle Palle, er en nyere bygning med gadenummer 304, der vel rettelig hører til forløbet på Corso Vittorio Emanuele II, men alligevel betegnes som del af Via dei Banchi Vecchi. Huset har 5 brede fag i 3 høje etager med 4 firkantede forretningsvinduer i stueetagen og i midten af disse en buet hovedportal. Facaden er her i stenkvadre under en bred, vandret bort med à-la-grecque mønster. Ovenover er muren pudset op i en lys rødlig/okker farve og opdelt i 5 felter af lodrette, flade, hvide gipssøjler med en slags korinthisle kapitæler. Vinduesrammerne er smalle og profilerede og på førstesalen afsluttes de med elegante konsoller, der bærer flade, vandrette overliggere.

På den modsatte side af Vicolo delle Palle er hushjørnet skråt afskåret på den 4-etagers ejendom, der har 5 brede fag ned mod sidegaden og 6 fag mod Via dei Banchi Vecchi. Muren er i de nederste etager dækket af noprede stenkvadre og lodrette rækker af disse fremhæver også hushjørnerne og de 2 yderste fag i vinduesrækkerne. Disse fag er på andensalen forsynet med brede stenbalkoner båret af udskårne konsoller og smukke balusterrækværker. Til højre løber balkonen rundt om det afskårne hjørne, som blot rummer ét bredt fag. Vinduerne på førstesalen er blot firkanter i kvaderbelægningen, mens de på andensalen er forsynede med profilerede rammer, toppet af trekantede gavlfelter båret af små konsoller. Tagudhænget er bredt og udskåret med fine rosetter og ovenover er der tilbygget en ekstra etage med altaner og tagterrasse. Ejendommen har her gadenumrene 57-62 med indgange i nr. 58 og 61. Over den sidste dør står angivet byggeåret: "A MDCCCLXXXXII" : "År 1892", mens der over den første dør ses teksten "A Clementibus extructa".

Ovennævnte palæ er bygget op til et lille strykke fremspringende nordmur på den følgende bygning, som med sine 5 etager og 5 fag med gadenumrene 53-56 rager op i husrækken på denne side. I nr. 53 er der en indgangsdør i resterne af en smal portbue og ellers er der i stueetagen lavet firkantede åbninger til butikker. Både den og førstesalen har indridset stenmønster i den lyse puds, der dækker husets facade. Udsmykningen udgøres ellers af smalle etageadskillelsesbånd, smalle vindueskarme på førstesalen, og smalle vandrette overliggere over andensalens vinduer.

Ejendommen ved siden af med numrene 51-52 har samme slags stenmønstrede puds på facaden omkring den høje stueetage, men huset her har kun 4 etager og 2 fag vinduer. Bygningen er opført i 1500-tallet og var ejet af "Capitolo Vaticano", som man kan se af den lille stentavle til højre under etageadskillelsesfrisen over nr. 52. Her er et lille relief med Sankt Peters nøgler og den pavelige tiara.

Det lille rødpudsede sidehus har også kun 2 fag med gadenummer 50 og 4 etager, men er lidt lavere end naboen. Over den gamle indgangsportal til venstre er skrevet "Rest. MCMXXVII A.V.". Det er altså blevet restaureret i 1927, men selve bygningen stammer fra 1500-tallet, som man også kan ane fra det brede trætagudhæng og vindueskarme og overliggere i marmor.

Nr. 49 er en ganske smal ejendom med kun ét fag og 3 etager, men den er bygget sammen med - og har til dels samme vinduesfordeling og facadeudsmykning som huset til højre, en 2-fags ejendom i 4 etager med det gamle, brede tagudhæng på toppen. Gaden bugter sig her og husrækken ligeså, således at de 2 huse kommer til at danne en lille vinkel. Nr. 48 er hjørnehus til gyden Vicolo Sugarelli, ud til hvilken der er 4 fag med uharmonisk fordelte vinduer, og en indgang i nr. 23.

Bygningen på den modsatte side af Vicolo Sugarelli er noget større, med 6 fag til gyden og rester af facadebemaling i den ellers okkerfarvede, pudsede facade. Ejendommen har 4 etager og 2 fag - med hovedindgang i nr. 46 - ud mod Via dei Banchi Vecchi. Også dette hus er blevet restaureret i 1928, som det kan ses af indskriften over indgangen. Det stammer rimeligvis fra 1500-tallet som nabohusene og det samme gælder huset til venstre, som har 2 smalle fag med numrene 44 og 45, samt 4 lidt lavere etager end de øvrige. Facaden er pudset i mørk okker og eneste dekorationer er etageadskillelseslister og de brede vandrette overliggere over første- og andensalens vinduer.

Op ad disse gamle huse knejser en nyere bygning i 5 etager med en høj stue, hvori der er 5 høje portbuer. Èn af disse er i nr. 43 lukket af en garageport, mens en anden i nr. 41 rummer husets hovedindgang. De øvrige, fra nr. 39 til nr.43, er indrettet til butikker. Facaden på de nederste 2 etager er i hvidt puds med indridset stenmønster. På de øvre etager er den i lyst rosa puds og udsmykket med vandrette etageadskillelselister, samt vandrette overliggere over andensalens vinduer og lodrette rækker af tilhugne stenkvadre på hushjørnerne.

Vi er her nået til det stykke af gaden, som i 1600-tallet kaldtes "li Cursori", fordi retsbudene ("i cursori") havde kontorer i nogle lokaler i Palæet overfor: Palazzo Sforza Cesarini.

Et ganske smalt, gammelt hus ligger med sine 2 fag og 5 etager klemt inde mellem de 2 nyere - eller i hver fald restaurerede - huse på hver side. I nr. 37 er der indrettet en lille butik og i nr. 38 er der en ganske smal indgangsdør. Det er muligt, at facaden på dette gamle hus i sin tid var bemalet og at det er det, som G. Mancini henviser til, når han omtaler en frise i clairobscur maleri udført af Taddeo Zuccari. Det er dog også muligt, at han henviser til det ovenfornævnte maleri i Vicolo Sugarelli. I Via dei Banchi Vecchi har adskillige huse haft sådanne facademalerier, men de er alle gået tabt i tidens løb, bortset fra en lille rest i nr.126.

Ejendommen til venstre for det lille hus er nyere og har 5 fag med gadenumrene 33, 34, 34, 35 og 36. Huset har 5 etager, hvoraf den øverste er tilbygget senere og let tilbagetrukket bag en altanrække. Facaden er i stueetagen med de 2 firkantede portåbninger, som er indrettet til butikker og flankerer de 3 midterste buer, hvoraf nr. 35 rummer hovedindgangen, pudset op i lyst stuk med stenmønster, mens de øvre etager er i lyst rødokker puds og forsynet med smalle, lyse etageadskillelsesbånd under vinduerne, der på førstesalen er toppet af vandrette overliggere. Over døren i nr. 35 sidder et skilt med teksten "Condominio" ("Ejendom med ejerlejligheder") og over åbningen i nr. 36 sidder en tom ramme i stuk, som tidligere må have indeholdt en mindetavle eller et billede af en eller anden art.

Den næste ejendom er også af nyere dato og dækker med sine 6 fag over numrene 27-32. Over indgangsdøren i nr. 27 står årstallet for opførelsen "A.D. MCMXI": "Det Herrens År 1911". Til højre sidder også her en lille tavle med teksten "Condominio". Indgangsdøren er indsat i en flot profileret karm med krummelurer og et våbenskjold midtfor. Ellers er facaden på de 4 etager under det fremspringende og udskårne tagudhæng pudset op i en lys farve og dekoreret med indridsede vandrette streger.

Naboejendommen i 4 fag og 5 etager er til gengæld af ældre dato - fra 1500-tallet - og har nok oprindelig kun haft 3 fag og derpå fået tilføjet en overbygning over en indkørsel til den elegante lille indre gård med søjlegang. De 3 fag er nemlig flankeret af en lodret række stenkvadre på hushjørnet til højre og det der må have været hushjørnet til venstre. Tilbygningens hjørne har samme kant og en vandret række over den profilerede dørkarm omkring det, der idag er husets indgangsdør (gadenr. 25). Huset kaldes Palazzo di Orazio Ruspoli efter et våbenskjold, som findes på den indre trappe. Facaden er i gult puds og både dørkarme og vinduesrammer, samt de vandrette overliggere på anden- og trediesalen, er i rustikt tilhugget travertin.

Til venstre står en ejendom med en ganske anden facadeudsmykning. Dette "Casa Crivelli" i nr. 22-24, også kaldet "Palazzo dei Pupazzi", er nærmest dækket af stukrelieffer - ret usædvanligt at møde på Roms facader - som menes udført af Giulio Mazzoni, der også har arbejdet på det nærliggende Palazzo Spada. Nogle historikere mener, at reliefferne er tegnet af bygherren Gian Pietro Crivelli, en guldsmed fra Milano som i 1538-1539 lod dette palæ opføre. Hvor der ikke optræder relieffer af rustninger, brynjer, løvehoveder, englebørn og andre figurer, er facaden dækket af stukrelieffer af stenkvadre. Huset har 5 etager, men de øvre er tilføjet senere og her er der ikke gjort så meget ud af udsmykningen. Også denne ejendom havde oprindeligt kun 3 fag, som man kan ane ud fra den midt i facaden anbragte lodrette række af stenkvadre, men blev udvidet med et ekstra fag til højre.
Udover de mange relieffer er facaden også forsynet med flere indskrifter. Under førstesalens vinduer står: "Io. Petrus. Cribellus . mediolanen(sis) . sibi . ac . suis a . fundamentis . erexit" ("Giovanni (Gian) Pietro Crivelli fra Milano byggede dette hus fra grunden for sig og sine").
Mellem første- og andensalen løber en frise med teksten: " Iulius. II. pont. max.". Den henviser ligesom de følgende til det pavelige våben, som idag er næsten udvisket men tidligere sad i rondellerne over frisen. Næste tekst lyder "Pa(lus III pont. ma)x" og den tredie og sidste: "Urbanus III pont. max.".
Over trediesalens vinduer, der skal illudere tilmurede buer fra en søjlegang, sidder 2 stukrelieffer med motiverne "Karl V kysser Pave Paul III's fod" og "Pave Paul III forsoner Karl V og Frans I i Nice (1539)". Den øverste etage er en nyere overbygning.

Huset ved siden af har numrene 17-21 og er ikke nær så gammelt som sin nabo. Her lå engang en lille Kirke viet til Jomfru Maria og i 1479 overtaget af barberernes laug, som viede den til deres beskyttere San Cosma og San Damiano. De nye ejere lod den gamle kirke genopbygge, men i 1560 flyttede de videre til Via dei Barbieri og Kirken her i Via dei Banchi Vecchi blev viet til Santa Elisabetta og omdannet til hjemsted for blinde og krøblinge. Kirken blev revet ned engang i 1800-tallet og et nyt lejlighedskompleks blev bygget på stedet. Det er i 5 etager og har 5 fag vinduer. Facaden er pudset op i en lys rosa farve, der i stueetagen er dekoreret med stregmønster.

Den sidste del af husrækken inden Via delle Carceri består af 2 sammenbyggede huse, hvoraf hjørnehuset er det ufuldførte Palazzo del Vescovo di Cervia, som blev påbegyndt i 1513-1525 efter tegning af Antonio da Sangallo den Yngre. Det var ikke meget af huset, der blev rejst, inden byggeriet gik i stå, kun hushjørnet med et vindue mod Via dei Banchi Vecchi og en mur med 2 vinduer mod Via delle Carceri. Huset er i 3 etager med en række kraftige stenkvadre på hushjørnet. I stueetagen er kun den ene portåbning, nr. 14, fuldført og rummer idag en butik. Mens der af den anden kun sidder et stykke af den kraftige travertinkarm på muren til det tilbyggede hus i nr. 15-16. Som iøvrigt også er 3 etager højt, men lidt lavere end hjørnebygningen. Denne har på førstesalen en lavt vindue med buet overkant i en meget kraftig travertinramme. Ovenover løber en bort med à-la-grecque mønster. Andensalen har et højt vindue i samme kraftige ramme, men her toppet af et trekantet gavlfelt. Facaden er udført i tynde teglsten, der ikke er dækket af puds, mens tilbygningen har pudse facade uden dekoration.

På den anden side af Via delle Carceri knejser Kirken Santa Lucia del Gonfalone, som måske har stået her siden slutningen af 1100-tallet, selvom den senere er ombygget og facaden, som vi møder den nu, er fra 1764. Kirken er viet til Santa Lucia og ejedes fra 1486 af lægbroderskabet Arciconfraternita del Gonfalone, hvis våbensmærke med et ankerkors ses over døren til nabohuset i nr.12.

Denne ejendom, der altså har tilhørt Arciconfraternita del Gonfalone, er i 4 etager med 4 fag vinduer i de 3 øverste, mens stueetagen kun har 3 åbninger: en høj flot indgangsportal i travertinramme i nr.12, flankeret af 2 - nu aflukkede - portbuer med gadenumrene 11 og 13. Facaden er dækket af puds i en mørk okker farve og har ingen særlig udsmykning bortset fra et par smalle etageadskillelsesbånd under anden- og trediesalens vinduer, samt fra de brede vinduesrammer i travertin.

Det næste hus, som er hjørneejendom til Vicolo del Malpasso, er af nyere dato og rejser sig i 5 etager under det brede, udskårne tagudhæng. Bygningen har 5 fag (nr. 6-10) ud til Via dei Banchi Vecchi og 2 + 7 fag ud mod sidegaden, hvor den pudsede facade knækker ganske let. På gadehjørnet ses i førstesals højde et lille gadealter i kvadratisk marmorramme omkring et relief af Jesus-Barnet med Sant'Antonio i malet stuk med hvide figurer mod en lysegrøn baggrund.

På den anden side af den lille plads, som er opstået ved en rydning af området mellem de 2 gyder, Vicolo del Malpasso og Vicolo della Moretta, fortsætter Via dei Banchi Vecchi til højre i Via di Monserrato og til venstre i Via del Pellegrino, adskilte af den omkring 1470 opført ejendom Casa di Pietro Paolo della Zecca.

Men turen slutter her, hvor den startede, ved Via dei Cartari, overfor Vicolo del Malpasso.

Litteratur om Via dei Banchi Vecchi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 153-156.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione V Ponte, Parte IV / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1981. --- side 4, 8, 26, 68, 70, 76, 77, 80.
--- Rione VI Parione, Parte II / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. --- side 4, 58, 88.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. --- side 5, 11, 14.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 og 20 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton editori, 2004.
--- Voume Primo : A-D. ----- side 165-167.
Via dei Banchi Vecchi : mostra storica / a cura di Valter Rosati, con la collaborazione di Mario Padovan. - Roma : Gangemi Editore, 2013.
Alvaro de Alvariis: Via de' Banchi Vecchi.
borgato.be: Strade della Roma Papale: Via dei Banchi Vecchi.
borgato.be: Strade della Roma Papale: Via dei Banchi Vecchi. (fotos I)
borgato.be: Strade della Roma Papale: Via dei Banchi Vecchi. (fotosI I)
borgato.be: Strade della Roma Papale: Via dei Banchi Vecchi. (fotos III)
Info.roma: Via dei Banchi Vecchi, Roma.
Romasegreta.it: Via dei Banchi Vecchi.
Wikipedia (italiensk tekst): Via dei Banchi Vecchi.