|
|
Collis Salutaris (italiensk: Colle Salutare) var i Antikken en af de højtoppe, som samlet omtales som "Collis Quirinalis" og udgjorde Quirinalhøjdedraget. Collis Salutaris lå på det sted, hvor Quirinalpalæet troner idag, mens Collis Sanqualis lå lidt derfra omtrent på det sted, hvor Kirken San Silvestro al Quirinale ligger, og man må huske på, at niveauet her idag er væsentligt lavere end i Antikken. Mellem denne højtop og den modsatte højtop, Collis Latiaris, der lå omtrent på det sted, hvor Kirken Santi Domenico e Sisto ligger idag mellem Via Panisperna og Salita del Grillo, lå som en mindre lavning den nuværende plads Largo Magnanapoli, der også i sin tid havde et meget højere niveau. Endelig lå højtoppen Collis Quirinalis, som også gav navn til hele højdedraget, oppe ved krydset Via delle Quattro Fontane og Via del Quirinale. På Collis Salutaris, på et sted i det der nu er Quirinalets park, lå et af Roms ældste templer, "Capitolium Vetus", hvor de tre guder Jupiter, Juno og Minerva dyrkedes endnu tidligere end de blev det på Capitol. På det område, hvor selve Quirinalbygningen står idag, stod tidligere Quirinus' Tempel, hvorfra hele højen måske har sit navn. Selve Collis Salutaris-højtoppen har derimod navn efter guddommen Salus, som dyrkedes heroppe i et særligt Tempel, som indviedes i år 452 før Kristus af censoren Gaius Junius Bubulcus. Den gamle Serviske Bymur slyngede sig over disse højtoppe og omtrent på det sted, hvor Via della Dataria begynder, stod byporten Porta Salutaris. Litteratur om Collis Salutaris: Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . - Rione II: Trevi, del 1: side 8f. Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991. -kort nr.22. Ss. Domenico e Sisto. Di Virginia Bernardini, Andreina Draghi e Guia Verdesi. Istituto Nazionale di Studi Romani. Fratelli Palombi Editori, 1991. - side 7. |
|
|
|
|
|
|
|
|