|
|
Kort om Via di Sant'Agata dei Goti: Via di Sant'Agata dei Goti er en kort gade i Rione Monti mellem Via Panisperna i nord og Via Baccina i syd. Den har navn efter Kirken Sant'Agata dei Goti, som ligger lige på den anden side af Via Panisperna i Via Mazzarino.
Selvom det er en lille gade, er det også en gade med historie og gamle bygninger. Den ældste ligger godt nok lige efter at gaden munder ud i Via Panisperna, det er nemlig Kirken Sant'Agata dei Goti, der stammer fra det 5.århundrede. Og tæt ved ligger de høje mure til Kirken og Klosteret Santi Domenico e Sisto, som er bygget over en anden gammel kirke, Santa Maria Balneapolis, der dog først kendes fra 1000-tallet. Kirken San Bernardino da Siena, som ligger på det modsatte gadehjørne ud til Via Panisperna, er opført i 1625 og i dette samt det følgende århundrede opførtes også mange andre af de huse, der ligger langs Via di Sant'Agata dei Goti. Læg for eksempel mærke til Collegio Fuccioli fra 1644 og kig ind i gården til nr.19, hvor der står en smuk fontæne fra omkring 1750. Eller bemærk den smukke Madonna-fresko fra 1700-tallet, som idag sidder på facaden til en nyere bygning.
|
|
|
|
|
|
|
|
|