|
|
|
|
|
"Il merciaio" også kaldet "merciaro" eller "merciaiuolo", samt "mercantina" eller "mercantino" (i flertal: "merciai", "merciari", "mercaiaiuoli", "mercantine", "mercantino") - og hvis der er tale om en kvinde: "merciaia", flere "merciaie" - betegner den handlende (mand eller kvinde), som i en forretning eller som omrejsende sælger småting af trikotage-typen: farvede og vævede bånd, knapper, lettere stoffer, broderier, tråd og garn, men også knappe- og sikkerhedsnåle, samt sygrej. På et tidspunkt solgte de også de såkaldte "chincaglie" : "galenterivarer og nips", men i lille målestok og til billige priser. Desuden kunne de sælge kamme og børster, måske også knive og lædervarer. Sådanne småhandlende med denne type varer har naturligvis altid eksisteret (vi kender for eksempel til en gravsten fra det antikke Rom, bekostet af en vis Data "sericaria", sælger af silketråd og silkestoffer) og de havde da også tidligt samlet sig i et laug, Unione dei Merciai, der var oprettet før 1143, hvor vi første gang hører om det. Det var på et tidspunkt ofte jøder, som havde dette erhverv, og selvom mange af varerne måske var små og billige, solgtes der ganske meget, så den handlende nok kunne leve deraf. Der var dog mange, som valgte denne levevej og fortjenesten for den enkelte blev derfor mindre. Den omrejsende handelsmand, der både vandrede i byens gader og på oplandets veje, bar sine varer i en kasse foran på brystet eller i en kurv på ryggen. Hvis han var mere velhavende, kunne han have en hest eller muldyr til at bære sit udvalg. Med til billedet hører også, at handelsmanden højlydt påkaldte sine kunders opmærksomhed og reklamerede for sine varer ved særlige remser, råb og småsange. I 1600-tallet lød visen for eksempel således: "Fettuccie, stringhe, zagane e spillette - Vado gridando, agora e magliette": "Bændler, snørelidser, bånd og brystnåle - Jeg går omkring og råber, nålehuse og hægter". I slutningen af 1500-tallet besluttede medlemmerne af Unione dei Merciai at oprette et religiøst broderskab, som i 1594 blev godkendt af Pave Clemens VIII med navnet Confraternita dei merciai. Paven tildelte derpå det nye broderskab den lille - og senere nedrevne - Kirke San Valentino ved nutidens Piazza Paganica. Da trikotagehandlerne som skytshelgen havde San Sebastiano, viede de deres Kirke til ham sammen med San Valentino og ændrede broderskabets navn til Confraternita dei Santi Sebastiano e Valentino dei Merciari.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|