ANNAS ROM GUIDE
Jøder i Rom : Middelalderen

Da den gotisk-byzantinske krig var forbi i år 535 og det byzantinske overherredømme under kejser Justinian atter var udbredt til det meste af Italien, overførtes også den antijødiske lovgivning fra Østriget og betingelserne for den jødiske befolkning forringedes.

Men da longobarderne i 568 svømmede ind over Italien, lettedes jødernes kår igen og Pave Gregor I (590-604) holdt hånden over dem, modsatte sig enhver vold og tvangsdåbshandlinger, idet han mente, at en tvungen dåb intet godt førte med sig og heller ikke kunne gøre en ærlig kristen. Gregor lod den jødiske menighed få de gamle rettigheder igen, dog forbød han jøder at have kristne slaver.

Mange af Roms jøder havde fra gammel tid boet i Trastevere og fundet beskæftigelse ved byens havne, hvor alskens varer til storbyens forbrug blev losset af pramme, der blev trukket opad Tiberen fra Ostia. Selvom indbyggertallet var blevet mindre, skulle byen stadig have forsyninger og disse aflossedes også på den anden side af floden, hvor mange jøder derfor bosatte sig i nærheden af broen Ponte Quattro Capi, der over Tiberen gav adgang til Tiberøen og derfra til Trastevere ad Ponte Cestio.

Omkring år 800, da Karl den Store blev kejserkronet i Rom, var der rolige tider for den jødiske menighed og mange jøder havde mulighed for at drive blomstrende håndværks- og handelsvirksomheder, tjene gode penge, udanne deres børn, der ofte læste medicin og blev dygtige og berømte læger, filosoffer og videnskabsmænd.

Mange af tidens paver beskyttede dette religiøse mindretal, hvis lærde medlemmer ofte deltog i tidens debatter og fungerede som rådgivere for adelsmændene, mens de levede et relativt behageligt liv, trods enkelte kontroverser her og der og enkelte restriktioner i deres færden.

Mange jøder konverterede dog også til Kristendommen, blandt andre den rige bankier Barùkh, der sammen med sine sønner Pietro og Leone tog et nyt kristent navn og derved gav liv til en af det middelalderlige Roms meget magtfulde familier: familien Pierleoni, der ovenikøbet fostrede en Pave - godt nok en Modpave - nemlig Anacletus II, der i 1130 var Kardinal med navnet Pietro Pierleoni, da Pave Honorius II døde og det indflydelsesrige Pierleoni-parti udråbte ham til Pave. Inden da havde imidlertid 16 kardinaler, som sympatiserede med en anden af tidens magtfulde partier, Frangipane-familiens parti, valgt Kardinal Gregorio Papareschi til Pave Innocens II uden at høre de resterende 14 kardinalers ønske. Den ulykkelige situation med 2 stridende paver, der førte hver sin politik, fortsatte indtil Anacletus døde i 1138, og snart herefter var Pierleoni-familien faldet til ro igen.

Men også ikke konverterede dygtige jøder havde gode muligheder for at komme frem i Rom i det 12.århundrede, i årene 1159-1181 havde Pave Alexander III således som en af sine nærmeste rådgivere jøden Jechiel Anaw. Og vilkårene for det jødiske samfund var så gode, at medlemmerne havde de samme muligheder for at leve behageligt, samle formuer, købe huse og have tjenestefolk som alle andre i byen. Jøderne beskæftigede sig især med handel med tøj, klæde, silke, tæpper og smykker, samt med lidt pengeudlån, uden at lide under særlige forfølgelser.

De gode forhold var dog helt afhængige af de enkelte pavers tolerance. I det IV Lateran-Koncil i 1215 påbød Innocens III således jøderne at leve afsondret fra den øvrige befolkning og at bære et særligt tegn på deres race, i form af en hat i en særlig form eller et tøjmærke i en særlig farve: en gul cirkel på den venstre skulder for mændendes vedkommende og for kvindernes: to blå striber på sjalet. I Rom blev dette påbud dog ikke strengt efterlevet i de næste 80 år, men som følge deraf samlede jøderne sig i området mellem Ponte Sant'Angelo og Ponte Quattro Capi, der går over til Tiberøen.

Ind i mellem var der voldsomme episoder, for eksempel lod Pave Honorius III (1216-1227) en af synagogerne nedrive og hans efterfølger, Gregor IX (1227-1241), påbød at alle jødiske religiøse bøger i Europa skulle brændes. Charles d'Anjou, som regerede i Rom i 1268-78, var meget fjendtlig stemt over for jøderne og denne stemning bredte sig, så hele menigheden samt deres rabbiner Elia de' Pomis blev sat under anklage og rabbineren dømt til døden under Pave Bonifacius VIII (1294-1303), der ikke var i stand til stemme op for hadet.

Under pavernes lange ophold i Avignon, var Rom kastebold mellem forskellige magthavere og magtudøvere og jødernes forhold var skiftende, men ud over stadige nye skatter og afgifter og periodiske problemer, forløb tilværelsen rimeligt roligt. Byen havde behov for de dygtige jødiske håndværkere, læger og bankierer og herved sattes der en grænse for forringelsen af deres vilkår.

Mod pesten i 1348 kunne ingen dog stille noget op og også den jødiske befolkning fik sin del af syge og døde.

I den fredelige tilværelse i menigheden udvikledes den jødiske kultur og uddannelserne indenfor litteratur, filosofi og medicin. Immanuel Romano skrev digte på den romerske dialekt og på hebraisk, Leone Romano var filosof, og mange blev dygtige læger og andre udvidede deres bank- og lånevirksomhed, så deres formuer i tilspidsede situationer kunne betale menigheden fra at blive jaget ud af byen.

Mens Roms jødiske menighed i Antikken havde begravet deres døde i de jødiske katakomber ved byens udfaldsveje, måtte Middelalderens jøder - ligesom de kristne byboer - finde nye begravelsespladser efter byens forfald og de mange barbarinvasioner og den opslidende gotisk-byzantinske krig, der havde reduceret beboertallet, ødelagt vandforsyningen og tvunget de resterende indbyggere til at samle sig i de lavtliggende områder langs Tiberen. Områderne udenfor bymurene var blevet øde og fulde af farer, omstrejfende soldater, røvere og senere arabiske pirater, som sendte ekspeditioner ind i landet fra deres skibe ved kysten. Ligesom de kristne flyttede martyrernes ben ind til kirkerne indenfor murene og begravede deres døde på disse steder, måtte jøderne finde en begravelsesplads, der var mere sikker.

Valget faldt på en lille grund lige indenfor den Aurelianske Bymur, lidt nord for Porta Portese, omkring det sted hvor nutidens Via Jacopa de' Settesoli munder ud i Piazza San Francesco d'Assisi, mellem Via Induno og Via di Porta Portese i øst og Viale Trastevere og Largo Bernardino da Feltre i vest. Man ved ikke præcis, hvornår denne begravelsesplads blev taget i brug, men det er sikkert sket på et ret tidligt tidspunkt. Området kaldtes Campus Judaeorum og nævnes første gang i Roms statutter for 1363, som tilhørende Compagnia della Carità e della Morte.

Læs mere om:

Jøderne i Rom i Antikken og Jøderne i Rom i Nyere Tid.


Litteratur om Jøder i Rom:
Caffiero, Marina: Battesimi forzati. Storie di ebrei, cristiani e convertiti nella Roma dei papi. (La Corte dei Papi, n.14). Viella, 2004.
Fornari, Salvatore: La Roma del Ghetto. Palombi, 1984.
Fortis. Umberto: Ebrei e Sinagoghe: Venezia, Firenze, Roma, Livorno. Guida pratica. Venezia, Edizioni Storti, 1989.
Messori, Vittorio: Io, il bambino ebreo rapito da Pio IX. Il memoriale inedito del protagonista del "caso Mortara". Milano, Oscar Mondadori, 1. edizione Oscar bestsellers, 2006.
Storia di Roma. Dalla fondazione all' inizio del terzo Millennio. Claudia Cerchiai, Giovanni di Benedetto, Ludovico Gatto, Fulvia Mainardis, Alberto Manodori, Vincenzo Matera, Claudio Rendina, Claudio Zaccaria. 1. edizione. Roma, Newton & Compton editori, 2003.
- side 300.

Museo Ebraico di Roma: Presenza Ebraica a Roma.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 26.5.2007 og sidst opdateret d. 28.5.2007