San Filippo Neri - helgen

Filippo Neri blev født den 21. juli 1515 og dagen efter blev han døbt i San Giovanni-Kirken i Firenze. Faderen Francesco var ud af en fin, gammel familie, men tidernes ugunst havde ført til, at han måtte ernære sig selv og sin familie som notar.

Filippo's moder, Lucrezia da Mosciano, døde efter at have født sit fjerde barn og faderen giftede sig da igen med Alessandra di Michele Lenzi, som blev en god stedmoder for Filippo og hans søskende.

Filippo voksede således op i et godt og kærligt hjem og han havde selv et elskværdigt væsen, som alle holdt af og man gav ham kærligt tilnavnet "Pippo buono", "Gode Pippo".

Det var muligvis Filippo's fader, som sørgede for sønnens første undervisning, og fra ham arvede han kærligheden til at læse og til at samle bøger. Den religiøse undervisning foregik i Dominikaner-Klosteret San Marco, hvor ånden fra Savonarola's dage (1490-1498) stadig levede.

Savonarola's tanker om en reform af Kirken men også af de troende, som skulle blive mere seriøse, vende sig fra rigdom og tant og fjas og istedet koncentrere sig om at leve fattigt og ydmygt efter Guds vilje, tiltalte Filippo og fik betydning for hans liv senere hen.

For at hjælpe Filippo på vej i livet fik hans fader en slægtning, der boede i nærheden af Monte Cassino-Klosteret, til at optage den unge mand i sin forretning. Men til trods for de gode fremtidsudsigter måtte Filippo videre i sin egen bane og omkring 1534 drog han til Rom, hvor han fandt en plads i huset hos Galeotto Caccia, der var leder af toldvæsenet. Caccia var ligesom Filippo fra Firenze og han overlod den unge mand undervisningen af sine børn. Til gengæld herfor fik Filippo et lille værelse og et beskedent underhold. Mere begærede han heller ikke, for her i byen kunne han stille sin kundskabstørst ved at følge forelæsningerne i filosofi og teologi, der afholdtes på Università La Sapienza og hos Augustinermunkene.

I denne tid modnedes han religiøsitet også, han tilbragte megen tid i bøn og fandt, at han som lægmand havde en frihed til selv at vælge den rette tid og det rette sted for sin bøn og meditation, noget han ikke selv ville kunne, hvis han indtrådte i et kloster. Han holdt meget af ensomme steder, de lidt øde kirker, katakomberne udenfor Rom og kirkeforgårdene om natten, når alt var stille.

I Pinsen 1544 var Filippo en nat fordybet i bøn i Catacombe di San Sebastiano, da han kom i så voldsom ekstase, at hans hjerte udvidede sig og han brækkede to ribben og senere plagedes af en voldsom hjertebanken.

Når Filippo bevægede sig rundt i Rom, mødte han utrolig megen fattigdom og elendighed. De, der levede godt, var især Kirkens mænd, Kardinalerne med deres store husholdninger, de store kunstnere, håndværkerne der arbejdede hos de store bygherrer. Men mange mennesker havde svært ved at klare dagen og vejen, de gamle, de syge, de svage, enlige kvinder der næsten ingen muligheder havde for at finde arbejde, andet end at prostituere sig. Enker, faderløse, forældreløse børn....

Filippo's gode hjerte blødte ved synet af så megen elendighed: fattigdom, sult, uvidenhed - endog om det religiøse... der var nok at tage fat på og det gjorde Filippo da også. Nu var der også mange andre, som var grebet af den samme sorg over at se denne elendighed og mange var de foreninger, sammenslutninger og broderskaber, der opstod med det formål at afhjælpe nøden. Der var dem der besøgte de syge på hospitalerne eller i deres hjem, dem der hjalp de udmattede pilgrimme, dem der plejede deres sår og sygdomme, dem der bragte mad til de gamle og svage, dem der samlede de forældreløse tiggende børn i gaderne....

Filippo gav sig til at hjælpe pilgrimmene, der strømmede til den store og forvirrende by, og var sammen med sin skriftefader Persiano Rosa med til at danne sammenslutningen Confraternita della Trinità dei Pellegrini. Under dette arbejde blev Filippo efterhånden overbevist om at han skulle være præst.

Den 23. maj 1551 blev Filippo som 36-årig præsteordineret i Kirken San Tommaso in Parione, hvor han blev sognepræst. Han flyttede nu ind i Casa di San Girolamo, hvor Confraternità della Carità også havde til huse. Her boede en række præster, som ikke var medlemmer af en munkeorden og som derfor frit kunne gå og komme, ligesom Filippo foretrak det.

Præsten Filippo blev hurtigt elsket af sine sognebørn og de søgte i større og større skarer til hans prædikestol og til hans bopæl for at få råd og vejledning. Filippo måtte se sig om efter et større rum til at huse dem i og fik tildelt et værelse over et af Kirken San Girolamo della Carità's sideskibe, hvor man tidligere havde opbevaret korn til uddeling til de fattige.

Især de unge rodløse og voldsomme drenge havde Filippo's bevågenhed. Han samlede dem i sit Oratorio og fik deres vilde kræfter og energi kanaliseret over i mere frugtbare baner. Han underviste dem, så de havde bedre muligheder for at klare sig senere hen, men han lo og spøgte også med dem og lod dem tumle sig, som drenge har behov for - dog under hans kærlige opsyn. I det hele taget var kærligheden og humoren San Filippo Neri's bedste hjælpere og det var med disse redskaber, at det lykkedes Filippo at vende den umoralitet og religiøse ligegyldighed, som havde tag i romerne på den tid.

Efterhånden var der også andre gejstlige, som blev tiltrukket af Filippo's måde at få folk i tale på, og disse dannede nu sammenslutningen Congregazione dell'Oratorio. Disse præster, der arbejdede for det samme mål, flyttede nu over til Kirken San Giovanni dei Fiorentini, hvor Filippo var blevet udnævnt til sognepræst. Men Filippo blev boende i sit lille værelse i Casa di San Girolamo.

I 1575 overlod Pave Gregor XIII Kirken Santa Maria della Vallicella til Oratoriet's brug. Samtidig gav han Congregazione dell'Oratorio Kirkens officielle "blå stempel" som "Congregatio Presbyterorum Saecularium de Oratorio Nuncupanda". Kirken var lille og i meget dårlig stand, så "oratorianerne" påbegyndte nu en ombygning, udvidelse og udsmykning af den, så en næsten ny kirke i 1577 kunne åbnes under navnet "Chiesa Nuova" ("Den nye Kirke").

I 1583 udførte San Filippo et af de mirakler, som han huskes for, da han den 16. marts 1583 blev tilkaldt til den unge Prins Paolo Massimo's sygeseng. Den kun 14-årige dreng var dødssyg og hans fader Prins Fabrizio Massimo, der var en stor tilhænger af San Filippo Neri, sendte bud til den hellige mand og bad ham bede for hans søn. Da San Filippo nåede frem, havde den kun 14-årige Paolo netop udåndet. San Filippo fordybede sig i bøn og miraklet sket, den unge mand vågnede op. Dog kun for få øjeblikke, men han nåede at hviske til San Filippo, at hans største ønske var at komme til Paradis og der blive forenet med hans elskede søster Giulia, der var blevet nonne med navnet Suor Elena og som var død kort tid forinden. Efter disse ord lukkede drengen sine øjne for ikke at vågne op igen, mens San Filippo velsignede ham og sagde "Va' e prega Dio per me" ("Gå og bed til Gud for mig"). På årsdagen for dette mirakel er det stadig muligt at besøge det lille kapel, som familien Massimo har ladet indrette i Prins Paolo's værelse.

I 1583 forlangte Paven, at Filippo skulle flytte over til Chiesa Nuova sammen de øvrige præster og her tilbragte han de sidste år af sit liv og her døde han den 26. maj 1595.

"Apostolo di Roma", "Roms Apostel", kaldes San Filippo Neri for det store og utrættelige arbejde, som han gjorde for at bringe hjælp og trøst til de svage, syge og nødstedte i Rom og for at udbrede evangeliet til de mange, der havde svært ved i deres prøvelser ar bevare troen.

I 1615 blev Filippo saligkåret af Pave Paul V og i 1622 helgenkåredes han af Pave Gregor XV. Hans jordiske rester hviler i Cappella di San Filippo Neri i Kirken Chiesa Nuova. Han regnes for en af de vigtigste personer under Modreformationen på linie med Sant'Ignazio di Loyola og San Carlo Borromeo.

San Filippo Neri fejres den 26. maj.