|
|
Giovanni Lorenzo, kaldet Gianlorenzo, Bernini var født den 7. December 1598 i Napoli, hvor hans fader Pietro Bernini arbejdede, og blev af denne uddannet som billedhugger. I 1606 slog familien sig ned i Rom, hvor faderen byggede et hus på Esquilinhøjen overfor Kirken Santa Maria Maggiore. Det står stadig på hjørnet af Via Liberiana og Via di Santa Maria Maggiore. Gianlorenzo Bernini arbejdede herefter i Rom og han betragtes som den romerske Barok's hovedkunster. I sine senere år arbejdede han mere og mere som arkitekt, hvor hans nærmeste rival var Francesco Borromini. I årene 1624-1670 ledede Bernini byggeriet og udsmykningen af Peterskirken. Gianlorenzo's fader, der døde i 1629, arbejdede i sine sidste år i sønnens værksted ligesom også Gianlorenzo's yngre broder Luigi og senere sønnen Paolo Valentino. Mange senere billedhuggere udgik herfra, blandt andre Jacopo eller Giacomo Antonio Fancelli, som blev meget påvirket af Bernini's stil. Af andre elever og medarbejdere kan nævnes: Lazzaro Morelli, Andrea Bolgi, Francesco Baratta, Antonio Raggi, Ercole Ferrata og i en periode også Francesco Borromini. Gianlorenzo Bernini døde i Rom den 28. November 1680. I Santa Maria Maggiore er der en lille gravsten i kirkegulvet med indskriften "Nobilis Familia Bernini Hic Resurrectionem expectat" ("Her venter den adelige familie Bernini på Opstandelsen"). Gianlorenzo's ene søn var præst ved Kirken og fik derfor tildelt denne lille gravplads. Litteratur og links om Gianlorenzo Bernini: Allgemeines Künstlerlexikon. München, Saur, 1992-. Hintzen-Bohlen, Brigitte: Kunst & Arkitektur Rom. Könemann, 2001. - side 599. Steenberg, Jan: Levende barok. Gad, 1971. Thais - 1200 anni di scultura italiana - Bernini Gian Lorenzo |
|
|
|
|
|
|
|
|
|