ANNAS ROM GUIDE
Benozzo Gozzoli - maler

ca.1420-1497


Benozzo Gozzoli, også kaldet Benozzo di Lese, fødtes i Firenze omkring år 1420-1422.

Han uddannede sig som maler og fra 1438 var han medhjælper hos Fra' Angelico, der arbejdede på udsmykningen af Klosteret og Kirken San Marco i Firenze.

I årene 1444-1447 arbejdede Benozzo under Lorenzo og Vittorio Ghiberti på Dåbskapellet i Firenze, hvor døren "Porta del Paradiso" blev udsmykket.

Herefter genoptog Benozzo Gozzoli samarbejdet med Fra' Angelico, indtil han i 1449 blev kaldt til Rom af Pave Eugenius IV for at udsmykke Cappella di San Pietro med fresker, der desværre ikke mere eksisterer. Herefter fulgte en opgave for Pave Nikolaus V: udsmykningen af Cappella di Papa Niccolò V i Vatikanet med scener fra martyrerne Stefano og Lorenzo's liv.

I en række år herefter virkede Gozzoli i Orvieto og i Umbrien. I 1458 deltog han i de mange udsmykninger i anledning af festlighederne ved Pave Pius II's indsættelse, men herefter vendte han i 1459 tilbage til sin fødeby.

De næste mange år arbejdede Benozzo Gozzoli i Firenze og byerne i omegnen. I denne periode giftede han sig med Maddalena di Luca di Iacopo di Cione og blev fader til 9 børn. Sønnerne Francesco og Alessio fulgte senere i faderens fodspor som kunstnere.

I 1468 drog Benozzo til Pisa for at arbejde på byens kathedral og den store monumentalkirkegård og i denne by slog han sig ned indtil 1495, hvor Pisa blev indtaget af den franske hær og Benozzo rejste herfra, sandsynligvis for at bosætte sig en tid i Firenze og derpå i Pistoia, hvor han udførte sit sidste værk i Sala Ghibellina i Palazzo Comunale.

Af Benozzo Gozzoli's værker i Rom kender vi:

Kirken Santi Domenico e Sisto: det øverste alter i Kirkens venstre side ("Cappella della Madonna" tidligere kaldet "Cappella del Crocifisso") rummer en meget spændende fresko af "Madonna col Bambino", som man mener er udført af Benozzo Gozzoli omkring 1460 og muligvis stammer fra den gamle Kirke Santa Maria a Magnanapoli, som indbyggedes i den nuværende Kirke Santi Domenico e Sisto. Det er den eneste rest fra den tidligere Kirke og den er ikke i særlig god stand. I lang tid var den gemt bag et maleri af Giovanni Lanfranco, som nonnerne havde ophængt, da de flyttede ind i den nye kirke. Det gamle maleri blev tilfældigt opdaget i 1771 og derpå atter tildækket, indtil det i 1890 blev restaureret. I venstre side kan man se en arm og en bog fra en helgenfigur, så man mener, at fresken oprindeligt har været større og at kun denne del af den er blevet taget ned fra en væg i den gamle kirke. Angela Catalano nævner dog, at fresken også kunne stamme fra Tor de' Conti, hvor der ifølge Vasari var en fresko med samme motiv.

I Kirken Santa Maria Maggiore, Cappella di San Michele: det er måske Benozzo Gozzoli, der har malet fresken på væggen ind mod Dåbskapellets forrum med motivet "Combattimento contro il drago" ("Kampen mod dragen") og en "Cristo che compare fuori dal Sepolcro sorretto dagli angeli" ("Kristus der stiger op af graven støttet af to engle") i lynetten.

 

Benozzo Gozzoli døde i Pistoia den 4. oktober 1497.


Litteratur om Benozzo Gozzoli:
Artcyclopedia: Benozzo Gozzoli.
Benozzo Gozzoli, 1420-1497: allievo a Roma maestro in Umbria..
Dizionario Larousse della pittura italiana, dalle origini ai nostri giorni. Edizione italiana a cura di Marina Sennato. Gremese editore, nuova edizione 1998.
- side 240.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 2.4.2006 og sidst opdateret d. 9.10.2010