Pave Alessandro/Alexander IV, 1254-1261, efterfølger Pave Innocens IV (1243-1254).

Alexander IV var født som Rinaldo dei Conti di Segni af den magtfulde Annibaldi-slægt ved Anagni og søn af Grev Filippo di Segni, en broder til Pave Gregor IX (1227-1241), som udnævnte ham til kardinaldiakon og biskop af Ostia.

Han var uddannet i Anagni, kannik ved Anagni Domkirke, før 1227 blev han udnævnt til pavelig skatmester ("camerarius") og i 1227 blev han så udnævnt til kardinal af sin onkel. I årene 1227 til 1234/1235 var han kardinaldiakon ved Kirken Sant'Eustachio. I 1231 blev han kardinaldiakon i Ostia og Velletri og i 1234/1235 udnævntes han til Biskop af Ostia.

Han blev valgt til Pave i Napoli, hvor Pave Innocens IV var død, og han blev indsat den 20.December 1254 og tog navnet Alexander IV.

Alexander IV var ikke nær den samme mand som sin energiske og autoritære onkel, han var ikke så stridbar og begavet, men en rar og gudsfrygtig mand, der holdt meget af penge og skønt han var retfærdig ikke havde nogen stærk karakter.

Ved hans valg var den pavelige hær lige blevet slået af Siciliens konge Manfred, som den nye Pave nu lyste i band, hvorefter han prøvede at få den tidligere Kong Konrad IV's arvinger tilsidesat og give magten til Alfons X af Castilien (1255) for derefter også at tilbyde den til andre sider.

Alexanders vankelmodige politik lykkedes ikke så godt, store dele af Kirkestaten kunne ikke vindes igen og selv byen Rom var udenfor hans magtsfære, da den beherskedes af senatoren Brancaleone degli Andalò fra Bologna støttet af borgerskabet, der i denne periode var voldsomt republikansk orienteret. Først i 1255 blev stemningen i Rom mildere og man valgte to senatorer istedet for den enlige magthaver tidligere.

Paven var vendt tilbage til Rom for en kortere periode, men der fulgte nye sammenstød og Brancaleone, som var blevet jaget bort fra byen af Annibaldi-familiens tilhængere, vendte nu også tilbage i 1256, så Alexander IV måtte flygte til Anagni og Viterbo, mens Brancaleone hævnede sig voldsomt på sine adelige modstandere ved at lade ca.140 af deres befæstede tårne nedrive, hvorved Rom for en del mistede sin karakteriske "tårn-profil".

I Palermo lod Manfred sig nu krone til Konge over Sicilien uden Pavens samtykke, så Alexander lyste ham i band, uden at det dog fik nogen stor virkning. Det kom til voldsomme kampe og Manfred indtog endnu flere dele af Kirkestaten.

I Rom blev Brancaleone i en periode arresteret af folket og sat i fængslet i Septizonio, det er muligt at adelen eller Paven stod bag dette, men Brancaleone slap snart ud og i 1258 var han i krig udenfor Rom, da han blev syg og måtte føres tilbage til byen, hvor han døde, rygtet sagde: måske forgivet af sine modstandere.

Som ovenfor nævnt fik adelen nu valgt to senatorer, men heller ikke disse ønskede, at få Paven tilbage i byen. Ved senatorvalget i 1261 kom det til åben kamp mellem guelferne og ghibellinerne i Rom, inden guelferne valgte Rikard af Cornwall, som tidligere var valgt som Konge af Tyskland af det ene tyske parti, til romersk senator på livstid. Ghibellinerne optrappede deres modstand og Alexander IV magtede ikke at tage stilling i denne strid og rejste istedet til Viterbo, hvor han døde den 25.Maj 1261.

Paven blev også begravet i Viterbo, men hans grav er senere forsvundet. Han blev efterfulgt af Urban IV (1261-1264).

Litteratur om Pave Alexander IV:
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
- side 407ff.
Mann, Horace K.: The Lives of the Popes in the Early Middle Ages. London, Kegan Paul..., 1925. Vol.XV.
- side 4ff.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 467ff.