ANNAS ROM GUIDE
Cristoforo Guidalotti Ciocchi del Monte, Kardinal
1484-1564

Cristoforo Guidalotti var af slægten Ciocchi del Monte og født i 1484 som søn af adelsmanden Francesco di Cristoforo Guidalotti fra Perugia. Hans moder var Margherita del Monte, en søster til den magtfulde Kardinal Antonio del Monte og faster til den senere Pave Julius III, Giovanni Maria Ciocchi del Monte.

Cristoforo havde flere søskende: Fabiano, Pietro, Giovanni Pietro, Federico og Laura, som efter deres faders død omkring 1515 blev taget i huset i Rom og opdraget af deres morbroder Kardinal Antonio del Monte.

Kardinal del Monte sørgede for at den unge mand blev udnævnt til Ærke-Præst i Sant'Angelo in Vado nær Urbino, et embede som Kardinalen selv havde holdt i sine unge år, og tilskyndede ham i hans studier i kirkeret, som havde bragt de øvrige familiemedlemmer indflydelse og velstand. Cristoforo blev doktor i både civil- og kirkeret og den 21. august 1517 blev han Titulær-Biskop i Bethlehem efter et andet familiemedlem, fætteren Gaspare Antonio del Monte.

Cristoforo blev kendt som en meget religiøs mand og for det store arbejde han udførte for de fattige. Den 10. februar 1525 blev han udnævnt til Biskop i Cagli.

Da Cristoforo's fætter Kardinal Giovanni Maria del Monte blev valgt til Pave Julius III i 1550 forfremmede han i juni Cristoforo til Bispe-embedet i Marseilles og snart efter, i oktober, udnævnte han ham til Patriark i Alessandria. Og den 20. november 1551 blev han ophøjet til Kardinal ved Santa Prassede, et embede som hans onkel Antonio del Monte havde beklædt fra 1514-1521.

I 1554 døde hans slægtning Giovanni del Monte, som havde overtaget Bispe-embedet i Cagli efter ham og i begyndelsen af 1556 blev Cristoforo atter Biskop i denne by.

I oktober 1864 døde Cristoforo Guidalotti Ciocchi del Monte. Han ligger begravet i Sant'Angelo in Vado, hvor hans gravsten ligger foran højalteret.


Litteratur om Kardinal Cristoforo Guidalotti del Monte:
Burkle-Young, Francis A. and Michael Leopoldo Doerrer: The Life of Cardinal Innocenzo del Monte : A Scandal in Scarlet. Together with materials for a history of the House of Ciocchi del Monte San Savino. (Renaissance Studies, 2). The Edwin Mellen Press, 1997

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bøger og links om Rom
Bykort
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er sidst opdateret d.4.1.2004