|
|
|
1837-1904 |
|
|
|
Munken Giovanni Battista Orsenigo var en af Roms kendteste skikkelser i den sidste del af det 19.århundrede. Han tilhørte den religiøse orden "Ordine Ospedaliero di San Giovanni di Dio", på engelsk: Hospitaller Brothers of St. John of God, som også kaldes Fatebenefratelli ("Gør godt brødre"). En Orden, der som sit formål har plejen af syge og nødlidende og derfor har oprettet mange lægecentre, sygehuse, plejehjem og lignende over hele verden. Fra Giovanni Battista Orsenigo var selv tandlæge og han er grundlæggeren af hospitalet i byen Nettuno. Fra Giovanni Battista er det navn, som han tog, da han trådte ind i Ordenen ("fra" betyder "broder"). Hans dåbsnavn var Innocente og han blev født den 24. Januar 1837 i byen Pusiano i Norditalien, hvor hans fader og moder havde en kro og en slagterforretning. Innocente var den næstyngste af 12 børn og hans forældre døde allerede i 1852, da han endnu kun var 15 år. Orsenigo-familien, som havde rødder i Como, var sikkert rimelig velhavende, de ejede et hus og et bageri, og to af Innocente's onkler kom på præsteseminariet og blev ordinerede: Carlo i 1816 og en Innocente i 1829. Familiens religiøse sindelag og drengens tidlige tab af forældrene har naturligvis haft indflydelse på hans senere liv. Innocente Orsenigo frekventerede den lokale kirke i Pusiano, hvor Præsten Rev. Felix Mariani samlede en gruppe særligt interesserede, der studerede Bibelen og brugte megen tid at fordybe sig heri. Så megen, at nogle fra gruppen, der kaldte sig "Giardino della Santa Parola" ("Det sande ords have") begyndte at få visioner. Det drejede sig især om søstrene Teresa og Angela Isacchi, som fra begyndelsen af 1860'erne modtog talrige meddelelser fra højere sted. På denne tid besluttede Innocente at forlade sin fødeby og rejse ud i verden for at søge arbejde i Milano. Her berettede han om oplevelserne i "Giardino della Santa Parola" og blandt andre hans arbejdsgivere blev nu tilhængere af søstrene Isacchi, hvis visioner Innocente selv fulgte under de talrige besøg i hjembyen. Imens modnedes hans religiøse kald og hans beslutning om at vie sit liv til sygepleje. Han henvendte sig derfor til det Noviciat, som Fatebenefratelli-Ordenen havde i Milano; men blev afvist, fordi hans kundskaber fra landsbyskolen derhjemme var for få. Innocente ville ikke lade dette stoppe sig og i slutningen af 1862 vendte han tilbage til Pusiano for at få privatundervisning af præsten der. Det lykkedes ham dog ikke i de første forsøg at bestå adgangsprøverne til noviciatet og han var ved at miste modet. Men den synske Teresa Isacchi forsikrede ham om, at Madonna ville hjælpe ham, hvis han blot tog på pilgrimsfærd til Kirken Madonna del Sasso ved Locarno i Schweiz. En lille gruppe drog afsted sammen med Innocenzo og Teresa, der her fik en ny og for Innocente postitiv vision. Og næppe var Innocente kommet tilbage til Pusiano, før han af sin sognepræst fik besked om, at han kunne indtræde som novice i Ordenen - men i dennes afdeling i Firenze. Innocente kom til Firenze i 1863 og her kom han til de næste fire år at arbejde på Fatebenefratelli-Ordenen's hospital Ospedale San Giovanni di Dio. Efter 9 måneders prøvetid fik han tilladelse til at blive "oblato" (lægbroder: iklædt ordensdragten men uden af have aflagt klosterløfterne). Forbindelsen med gruppen "Giardino della Santa Parola" og præsten i Pusiano holdt han ved lige ved hjælp af talrige breve og nogle besøg udefra. I Firenze lærte Innocente blandt andet tandlægearbejdet af sin mentor, Fra Bartolomeo Pezzatini, der havde skrevet en lærebog herom. Men Innocente ønskede stadig at blive rigtig optaget i Ordenen og tilladelsen hertil kom f'ørst i 1867 og indebar, at Innocente sammen med sin medelev Mosè Morlacchi måtte rejse til Rom for den videre uddannelse. I ROM: Ordine Ospedaliero di San Giovanni di Dio havde på det tidspunkt hospitaler tre steder i Rom, men Ordenens Noviciatsbygning befandt sig ved Hospitalet og Kirken San Giovanni Calibita på Tiberøen, hvortil Innocente og Mosè ankom den 28. Marts 1867. Hospitalet havde 2 sale, "Sala Assunta" var den største med 50 sengepladser fordelt på hver side af en midtergang. For enden af denne stod et alter, således at de syge fra deres senge kunne følge med i messen. Ved siden af var der en trappe op til en mindre, ny og "moderniseret" sal, "Sala Amici", med 20 sengepladser. Sala Assunta kan stadig besøges. En del bruges idag til møderum, mens resten fungerer som lager for det tilstødende Apotek. Den 24. Juni 1867 kunne Innocente endelig kalde sig novice med det nye navn Fra Giovanni Battista ("Broder Johannes Døberen"), en helgen som han forøvrigt følte sig meget knyttet til. Desværre ansås hans viden og kundskaber stadig for mangelfulde. Dette skyldtes ordblindhed og han måtte til sin store sorg forsætte med at få ekstra undervisning, uden at det dog ændrede meget ved situationen. Til trods herfor fik han lov til at fortsætte sit noviciat på grund af hans gode moral og evner som sygeplejer og tandlæge. I tiden omkring Italiens samling til ét kongerige, blev de religiøse ordener forbudt, deres ejendomme konfiskeret og de fleste klostre lukket. Men selvom Hospitalet på Tiberøen blev konfiskeret af Staten, fik brødrene lov at fortsætte deres arbejde med sygeplejen i form af en ikke religiøs organisation. Novicerne havde dog en usikker tid, de blev rådet til at opgive deres noviciat og rejse hjem, fordi Ordenens fremtid i Italien var usikker. Men Fra Giovanni Battista bad sine gamle venner, søstrene Isacchi, om råd og de fortalte, at Madonna ønskede, at han skulle fortsætte som munk. Således fortsatte han og kunne den 9. August 1868 afslutte sit noviciat med en såkaldt "professione semplice" og derefter påbegynde en 3 års prøveperiode. Denne bekendelse ("professione") af de evige løfter om fattigdom, cølibat, lydighed og hjælpsomhed (en dedikation til plejen af de syge og nødlidende) fandt sted foran højalteret i Kirken San Giovanni Calibita, som Fatebenefratelli stod for fra 1582. En af Fra Orsenigo's opgaver var at passe en gammel og syg medbroder, Fra Ambrogio Maria Testa, der havde været leder og tandlæge ved Ospedale di San Gallicano (et andet af Ordenens romerske hospitaler). Gennem denne patient, som han passede i 2 år indtil han døde den 26. April 1870, introduceredes han til kulten af Madonna del Buon Consiglio, som fra 1787 var blevet optaget i Ordenens liturgiske kalender. Og gennem Fra Testa udvidede Fra Orsenigo også sin interesse for tandlægearbejdet, der for en stor del bestod af mere eller mindre komplicerede tandudtrækninger, og begyndte at lære mere derom. Efter Testa's død fortsatte disse studier og i 1870 oprettede man en tandlægeklinik for de fattige i Hospitalet. På kort tid fik klinikken så godt et ry, at også de rige begyndte at søge Fra Orsenigo's hjælp. De ville også gerne vise deres taknemmelighed ved at betale for hjælpen, men Fra Orsenigo havde jo aflagt fattigdomsløfte og ville ikke tage imod pengene, før Fra Testa foreslog ham at tage imod dem og derpå bruge dem til hvert år den 26. April at organisere en særlig fest på Tiberøen for Madonna del Buon Consiglio. De beløb, som Fra Orsenigo modtog, var så rigelige, at de ikke alene kunne dække de årlige udgifter til festen, men også betale for et nyt fattighospital viet til Madonna del Buon Consiglio , som blev opført i perioden 1890-1892 i den nærliggende by Nettuno. Efter de tre års prøveperiode kunne Fra Orsenigo omsider den 28. August 1871 aflægge de endelige klosterløfter ("professione solenne") i Kirken San Giovanni Calibita og herefter fortsatte han sit virke i tandklinikken, der var meget besøgt. Udover de ovenfor nævnte tandudtrækninger foretog han fyldninger og tog sig af sygdomme i munden. Tilsyneladende var Fra Orsenigo mere eller mindre alene om dette arbejde, men ved siden af havde han også almindelige (natte)vagter på sygestuerne. Senere blev konsultationerne i klinikken så mange, at Fra Orsenigo helt måtte hellige sig dette arbejde. Dokumenter fra 1881 viser desuden, at Fra Orsenigo også havde 2 "filialer" af tandklinikken ude i byen. Den ene i Ospedale della Consolazione og den anden i Ospizio di San Michele. Den gratis tandlægeklinik på Tiberøen havde til huse i et lille rum til højre for Kirken San Giovanni Calibita, lige efter Ponte Fabricio, broen fra fastlandet ved den romerske Ghetto. Her var der en indgang direkte fra gaden og over døren opsatte man et skilt med teksten Orsenigo (som romerne hurtigt omdøbte til Arsenigo, et folkeligt ordspil med henvisning til medikamentet og giften arsenik). Rummet var ikke så stort og der var ikke plads til et venteværelse, så patienter måtte vente udenfor under en lille markise eller på fortovet over broen. I et lille glasskab lå de mest specielle, store eller forvredne tænder, som Fra Orsenigo havde befriet sine patienter for. Men han gemte også de mere almindelige tænder og det fortælles, at der var 3 store kasser fulde. Fra sin lærer Fra Testa havde Fra Orsenigo "arvet" et stor mængde bedrestillede patienter, både gejstlige og fra byens fine og velstillede familier. Til disse rykkede han ud med sit tandlægeudstyr, ligesom han gjorde det til klostre med klausur, som da han måtte til Monastero di Tor de' Specchi for at trække tænder ud på Pave Pius IX's to unge niecer, komtesserne Mastai, der boede her for at kunne aflægge klosterløfterne. Selv Kongehuset lod ham tilkalde, for han havde ord for at kunne trække tænder ud på en måde, så patienten næsten ikke mærkede det. Dronning Margherita blev endda så glad for Fra Orsenigo's arbejde, at hun senere hjalp til med at sponsorere det hospital for fattige, som han grundlagde i Nettuno. Først i 1882 gennemgik Fra Orsenigo en Universitetseksamen og modtog et diplom for mindre kirurgiske indgreb. Denne eksamen var tilstrækkelig for at virke som tandlæge, da der før den tid ingen krav var til tandlæge- og tandkirurgiuddannelsen. Det fortælles for øvrigt, at Fra Orsenigo var en meget stor og kraftig bygget mand, der ydermere daglig trænede sine muskler og derfor ofte var i stand til at trække patienternes tænder ud med de bare næver, mens han følte efter problemet. Denne pludselige udtrækning og den derfor så hurtigt overståede "operation" skulle være en af grundene til, at forløbet for de fleste blev så smertefrit og så lidt traumatisk. For Fra Orsenigo var det imidlertid Guds hjælp, der udvirkede, at han formåede at hjælpe sine patienter så godt. Og det var ikke kun på grund af sine evner som tandlæge, at Fra Orsenigo var populær blandt både sine medbrødre og folk "udenfor murene". De søgte ham også for åndelig råd og vejledning. Heriblandt englænderen Joseph Augustine Englefield, som han havde mødt i Firenze og som i Rom beboede den øverste etage af Hotel Laurati i Via IV Novembre. Englefield og dennes hustru Agnes var også erklærede tilhængere af de to synske søstre Isacchi og blev efter 1892, hvor de flyttede til Rom, så nære venner af Fra Orsenigo, at han overlod dem en bog med sine personlige optegnelser og breve angående søstrenes syn. Desværre er disse optegnelser forsvundet, men i December 1904 udfærdigede Englefield en sammenfatning af Fra Orsenigo's optegnelser og nogle begivenheder fra hans liv, som har dannet grundlag for senere levnedsbeskrivelser af den berømte tandlæge. Englefield berettede blandt andet, at også Klosterets ledere søgte råd hos Fra Orsenigo og at det især skulle være hans fortjeneste, at det i 1892 lykkedes for Ordenen at tilbagekøbe Hospitalet, som efter Italiens samling var blevet konfiskeret af Staten. I 1904 organiserede Fra Orsenigo for sidste gang Festen for Madonna del Buon Consiglio. Han havde da fået konstateret kræft i maven og efter festen var han så svag og træt, at han tog ophold i "sit" hospital i Nettuno. Der døde han den 15. Juli 1904 og der blev han begravet på byens kirkegård, hvor han hvilede i 100 år, indtil hans rester i 2004 blev gravet op og flyttet til en ny grav i hospitalskapellet, til højre for indgangen og lige overfor den tro kopi af det originale maleri af Madonna del Buon Consiglio fra Genazzano, som han havde stillet op på kapellets alter i 1893.
Litteratur om Fra Giovanni Battista Orsenigo: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|