ANNAS ROM GUIDE
Pietro Peretti - farmaceut i Rom

1781 - 1864

Pietro Peretti var født den 2. Februar 1781 i Castagnole i Piemonte i Norditalien. Vi kender ikke noget særligt til hans barndom, men hans ungdom var noget turbulent, da han allerede som 13-årig meldte sig til den piemontesiske hær for at kæmpe for Kong Victor Amedeus III mod de franske generaler.

Han fratrådte imidlertid inden krigens afslutning og drog i stedet til Torino for at studere farmaci.

I 1805 rejste han som 24-årig til Rom og blev her elev i Farmacia Fochetti, som lå i Trastevere og lededes af apotekeren " lo speziale" Fochetti. Det gamle apotek ( grundlagt i 1749), som i datiden kaldtes "spezieria", lå ved Piazza di Santa Maria in Trastevere.

Da Peretti havde arbejdet her nogle år, døde apotekeren og hans unge elev giftede sig med enken, Signora Fochetti. På denne måde overtog Peretti omkring 1820 apoteket, som han gjorde til en god og kendt forretning under navnet Farmacia Peretti. Han blev selv meget populær i kvarteret, hvor menigmand tiltalte ham Don Pietro.

Peretti fortsatte med at dygtiggøre sig indenfor medicinen og kemien, og i 1825 kunne han overtage embedet som professor ved Università La Sapienza. Han skrev flere afhandlinger om sine studier, blandt andet en "Ricettario farmaceutico", som han fik udgivet allerede i 1811.

Pietro Peretti virkede under Pave Pius VII (1800-1823) og der fortælles historier om, hvorledes han - trods den pavelige autorisation til at drive apoteket - var meget modstander af præste- og pavevælde, og at han i sin butik skulle have haft en papegøje, som han havde dresseret til at råbe af alle præster, som kom ind i forretningen.

Han havde også liberale idéer og var medlem af Accademia dei Lincei, en forening for forskere, der søgte sandheden i videnskaben. Desuden gik Peretti ind for indførelsen af en republik.

Han var altså nok en kontroversiel figur i det pavelige Rom, men trods det yderst vellidt for sit venlige og hjælpsomme væsen, og meget søgt på grund af sin store viden og dygtighed. Han udviklede blandt andet et feberstillende pulver på kinin og en "fortræffelig" kaffelikør!

Efter Peretti's død i 1864 overgik apoteket til hans barnebarn Dr. Giorgio Cuzzeri, som førte det videre i en årrække. I 1992 overtog Dr. Fabrizio Rellecati apoteket, som stadig eksistere idag med navnet Farmacia Rellecati og adressen Piazza di Santa Maria in Trastevere 7. Peretti's portræt skulle stadig findes på en marmormedaljon i apoteket.

Pietro Peretti mindes fra 1911 i navnet på den gade, som løber i den nordøstlige del af Trastevere, mellem Lungotevere Ripa og Via Augusto Jandolo: Via Pietro Peretti.

 

Litteratur om Pietro Peretti:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1982.
- Rione XIII, Trastevere, del 2: side 84.
- Rione XIII, Trastevere, del 3: side 192.
Farmacia Rellecati.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 29.8.2017 og sidst opdateret d. 30.8.2017