|
Compagnia di Santa Maria in Portico |
Lægbroderskabet Confraternita di Santa Maria in Portico, også kaldet Compagnia di Santa Maria in Portico, holdt til ved den gamle Kirke Santa Maria in Portico med dennes tilknyttede hospital, herberg og plejehjem, Ospizio eller Ospedale di Santa Maria in Portico. Santa Maria in Portico-Kirken, som senere kom til at hedde Santa Galla, stod på vestsiden af den nu forsvundne Via delle Carrozze, der også kaldtes Via del Ricovero eller Strada della Bocca della Verità, da den førte fra Capitolhøjens sydvestlige hjørne ned til Piazza della Bocca della Verità. Idag udfyldes den tidligere Kirkes plads af det store folkeregisterkontor, Palazzo dell'Anagrafe. Til det af Pave Coelestin III oprettede plejehjem knyttedes omkring 1191 også et lægbroderskab til pasning af dette: Compagnia di Santa Maria in Portico. I samme område syd for Capitolhøjens skråning kom med tiden også til at ligge 2 andre plejehjem, Santa Maria delle Grazie (flyttet hertil i 1000-tallet) og Santa Maria della Consolazione (grundlagt i 1400-tallet). De havde hver deres lægbroderskab tilknyttet til at sørge for administration af institutionernes aktiver, samt for personale og pleje af de indlagte, syge og nedstedte. Fra 1472-1505 modnedes planer om at sammenlægge disse 3 mindre plejehjem til ét stort samlet Hospitalskompleks kaldet Santa Maria de Vita Aeterna, og samtidig at fusionere de 3 Broderskaber til ét under navnet Confraternita di Santa Maria de Vita Aeterna. Trods en officiel sammenlægning den 25. December 1506 lykkedes det imidlertid ikke at ændre navnet eller at opnå en virkelig sammensmeltning af lægbroderskaberne, så snart vendte man tilbage til de 3 gamle navne og det samlede hospitalsvæsen kom fra 1507 til blot at hedde Ospedale di Santa Maria della Consolazione. De 3 Lægbroderskaber fortsatte dog deres samarbejde lige til 1936, da de blev opløst. Litteratur om Compagnia di Santa Maria in Portico: Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori. --- Rione X, Campitelli, Parte Prima / di Carlo Pietrangeli. - 1992. ------- side 32, 74. --- Rione XII Ripa, Parte Prima / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero. - 1977. ------- side 12, 44. Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998. - side 309-310. Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000. - side 101, 113. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|