|
|
|
Palazzo dell'Anagrafe - Via Luigi Petroselli 50 / Lungotevere dei Pierleoni 1 - Se nr. 6 på Kort over Velabro-Turen |
|
Den store, bastante bygming. som i kvarteret Rione Ripa udfylder næsten hele karréen mellem Via Luigi Petroselli, Via del Foro Olitorio, Lungotevere dei Pierleoni og Via di Ponte Rotto, huser idag Roms Folkeregister og kaldes derfor Palazzo dell'Anagrafe, men den fik oprindeligt betegnelsen Palazzo del Governatorato, da den blev opført i 1936-1939 under det fascistiske regime. Bygningen er tegnet af arkitekterne Ignazio Guidi, Cesare Valle og Vincenzo Fasolo og bygget på et område, som myndighederne havde ladet rydde for at give plads til de nye store statslige palæer og den nye, brede trafikåre Via del Mare, som skulle føre færdslen fra Piazza Venezia og helt ud til kysten og havet ("il mare"). Senere blev det første lange stykke af denne gade omdøbt til Via del Teatro di Marcello, og endnu senere blev det sydligste stykke, inden den nåede til Piazza della Bocca della Verità, omdøbt til Via Luigi Petroselli for at hædre politikeren Luigi Petroselli, som fra den 12. September 1979 til 17. September 1981 var byens borgmester. Det ryddede område bestod af et helt beboelseskvarter med gader, stræder og pladser, samt huse med lejligheder, små kirker og klostre og mindre palæer. Samt ruiner fra Antikken, hvoraf mange var inkorporeret i kvarterets huse. Nogle blev samtidig med rydningen fritlagt og fik lov at blive stående - det gjaldt således det såkaldte Casa dei Crescenzi, som idag er sammenbygget med Palazzo dell'Anagrafe's sydlige mur - men langt størstedelen forsvandt. Heriblandt Kirken Santa Galla med det tilstødende hospital Ospizio di Santa Galla. EN TUR RUNDT OM PALAZZO DELL'ANAGRAFE: Bygningens hovedfacade vender ud mod Via Luigi Petroselli, hvor hovedindgangen for offentligheden findes omtrent midt i teglstensfacaden, som ellers er delt i 2 dele. Den nordligste, som starter oppe ved Via del Foro Olitorio, er i 4 etager med halvhøj kælder, der har smalle, lave vinduer ud mod gaden. Her er først 9 fag vinduer, der i stuen, første- og andensalen er høje og rektangulære i smalle hvide rammer. På andensalen sidder disse tilbagetrukket et i halvdybe niche formet som høje buer, der også dækker tredie-salens vinduer, der alle har buet overkant og ingen rammer. Herefter følger inden hovedindgangen et bredt murstykke uden vinduer, men dekoreret med en høj, rektangulær marmorsten med et basrelief af Den Capitolinske Ulvinde, som er Roms symbol, og en indskrift til minde om indvielsen af Palæet i 1939. Øverst toppes denne del af facaden af en høj åben loggia med 3 rektangulære åbninger, hvor 4 flade teglstenssøjler bærer det flade tag. Den nederste del af facaden på hele dette stykke er dækket af marmorfliser i en grøn-brun farve. Indgangspartiet er trukket noget tilbage og 3 brede trappetrin fører op til en repos foran den 3-delte portal, der er udført i travertin og består af 3 høje, rektangulære porte, hvis hvide marmorrammer er indsat i samme grøn-brune marmorfliser, som ses på stueetagens facade til højre og til venstre for midterpartiet. Over portene er der en dyb, 3-delt balkon indfældet i teglstensmuren. Den har 2-etagers højde med vinduer i bagvæggen, både førstesals- og andensals vinduer. Over en bred, profileret marmorgesims sidder trediesalens 3 vinduer, der flugter med 3 andre vinduer til venstre, over den næste del af facaden. Her på venstre side af hovedindgangen er facaden i 3 etager med en tilbagetrukket 4. etage over de første 3 fag. Ialt er her 10 fag vinduer på de nedre etager, alle høje og rektangulære, men kun de 2 nederste etager har hvide rammer. En lav mellembygning yderst til venstre forbinder det gamle Casa dei Crescenzi med det store Palæ. Facaden er også her i teglsten og førstesalens 5 vinduer er høje og rektangulære og flugter Palæets vinduesrække. Men stueetagen er meget anderledes. Her er ingen belægning af marmorfliser, men kun facadens teglsten, til gengæld udgøres udsmykningen af 2 høje buer, der nærmest er tilmurede med blot et mindre vindue i hver side og i midten en niche med en tilgitret indgangsdør. Ud mod Via di Ponte Rotto gemmer en del af Palæets mur sig bag Casa dei Crescenzi, men frem mod Lungotevere kan man se noget af muren i 6-7 fag og 3 etager. Også her er muren i teglsten og de høje, rektangulære vinduer kun i lyse rammer i stueetagen og på førstesalen. Frem mod hjørnet til venstre er bygningen igen trukket noget frem og består af et bredt murstykke i 4 høje etager. Nederst har førstesalen de sædvanlige vinduer, men ovenover er anden- og trediesalens vinduer indbygget i en let tilbagetrukket fælles, kraftig, hvid marmorramme under en fremspringende, bred hvid gesims, hvorover der er bygget endnu en slags loggia eller delvist åben terrasse med 2 store åbninger, som flankerer et bredt murstykke med et stort marmorrelief af Kommunens våben og initialerne S.P.Q.R., der står for "Senatus PopulusQue Romanus": "Det Romerske Senat og Folk". Facaden mod Lungotevere dei Pierleoni er også i 4 etager, hvoraf den øverste er en slags åben balkon som i hushjørnet. Men da Lungotevere er anlagt i et højere niveau end gaderne mod øst - for at modvirke Tiberens gentagne oversvømmelser - er denne facades stueetage lig med resten af bygningens førstesal og samme forhold gælder naturligvis også for de andre etager. De 13 vinduer mod floden er af samme udseende og indramning som på hovedfacaden og muren er også her dækket af teglsten med en lav travertinbase, men uden den høje beklædning af marmorfliser. Dette er klart husets bagside, selvom portalen om personaleindgangen her også er indrammet af hvide marmorkarme, der er tredelte og svarer til den overbyggede og let tilbagetrukne tredie etages 3 vinduer, så der heroppe er ialt 16 vinduer. Den nordligste del af facaden er her til venstre også trukket et stykke frem og består af 10 fag vinduer i 3 etager med de lave, smalle kældervinduer nederst. På muren mod Via del Foro Olitorio ses tydeligt niveau-forskellene mellem Lungotevere og de bagvedliggende gader, som får ejendommens kældervinduer til højre til at blive højere og højere for så til venstre at gå over i stueetagevinduer. Facaden består først (til højre) af ét meget bredt fag med dog kun én række vinduer, og derpå - let fremtrukket - en lang mur med 8 fag vinduer mellem 2 brede sidemurstykker uden vinduer. Facaden er stadig i teglsten, men på den fremtrukne mur er stueetagen nu beklædt med de fra hovedfacaden så velkendte grøn-brune marmorfliser. En mindre sidedør i hvid marmorramme findes i det sidste fag før Via Petroselli, hvorefter muren atter trækker sig tilbage og giver plads til en 1-fags sidemur med døråbning i stueetagen og vindue på førstesalen. Inde i bygningen kan man se en stor fresko, malet i 1939 af kunstneren Orfeo Tamburi og restaureret i 2024. Den forestiller "Il Carnevale Romano". LIDT HISTORIE: I Antikken var området, hvor nu Palazzo dell'Anagrafe ligger, for en stor del udfyldt af store lagerbygninger, de såkaldte Horrea, som lå i tilknytning til den lille havn Portus Tiberinus, der mere eller mindre lå der, hvor nu Lungotevere dei Pierleoni løber og hvor Palæets østlige del er bygget. Horrea- bebyggelsen strakte sig næsten fra nutidens Via del Foro Olitorio, hvorfra datidens store grøntsagsmarked Forum Holitorium strakte sig nordpå mod området nord for Marcellus-teatret og den tidligere væddeløbsbane Circus Flaminius. Der er vidnesbyrd om mange af disse lagerbygninger med mindre gader og veje imellem. Hele vejen ned til Den gamle Servius-Bymur, som her havde en Byport kaldtes Porta Flumentana og en Bue: Fornix Augusti. Lidt syd for Palazzo dell'Anagrafe lå så det store kvægmarked Forum Boarium, hvor der op mod nutidens Via di Ponte Rotto, der til dels kalkerer en antik vej ned mod den gamle Pons Aemilius, som senere blev ødelagt og derfor kaldet Ponte Rotto, stod et Tempel for Portunus, gud for floder og havne. Mod øst var der i Antikken også bygget flere Templer på Velabrum-området. Nogle er idag udgravet og kan ses i det arkæologiske område på den anden side af Via Petroselli. Med tiden gik de gamle bygninger i forfald og nyt byggeri opstod på ruinerne, heriblandt i den sydligste del Crescenzi-familiens hus og tårn, hvorfra de kunne kontrollere trafikken over broen og til og fra den anden Tiberbred. Også den lille Kirke Santa Galla, som lå lidt længere mod nord, blev flittigt besøgt og flere gange restaureret. Den var måske allerede i 500-tallet indrettet som kapel i en af lagerbygningerne under navnet Santa Maria in Porticu Callatorum. Efterhånden opstod så det beboelseskvarter, som man ser på byplaner fra 1600- og 1700-tallet, hvor der vises både gader og gyder, pladser og kirketårne, samt små og store huse. På Gianbattista Nolli's kort fra 1748 (søg f.eks på 1043) er der anført nogle gadenavne, som jo godt kan have haft en ældre oprindelse: Strada di Porta Leone, som løb mod syd fra omkring det sted, hvor Kirken San Nicola in Carcere står, Piazza dellea Fontanella og Vicolo della Fontanella, som fandtes øst for Strada di Porta Leone og vest for en smal gade uden navn, som løb mod syd på østsiden af Casa dei Crescenzi og de op af denne byggede huse. Og nogle bygninger: Ospizio di San Luigi Gonzaga per le Donne, som stod vest for Strada di Porta Leone, og Kirken Santa Galla med det tilknyttede Ospizio Santa Galla per gli Uomini, der lå på vestsiden af Strada delle Carrozze, som løb fra Piazza Montanara og mod syd til Piazza della Bocca della Verità. I 1930'erne ryddedes så hele dette område for at anlægge en stor ny færdselsåre, Via del Mare, der idag hedder Via del Teatro di Marcello i den nordligste del og Via Luigi Petroselli på den sydligste del. I 1936-1939 rejstes derpå den store nye kommunale administrationsbygning: Palazzo dell'Anagrafe.
Litteratur om Palazzo dell'Anagrafe: |