foto: cop. Leif Larsson
I 1544 påbegyndte lægbroderskabet Compagnia dei Raccomandati opførelsen af en ny kirkebygning ved nutidens Via del Gonfalone, hvor der tidligere stod en anden gammel kirke viet til Santa Lucia. Den stammede antagelig fra 800-tallet og kaldtes dengang Santa Lucia in Xenodochio, men også igennem tiderne Santa Lucia in Cantosecuto, Santa Lucia Vecchia, samt Santa Lucia Vecchia ad Flumen, Santa Lucia Affine, eller Santa Lucia iuxta flumen, fordi den stod tæt på skrænten mod Tiberen, der ofte oversvømmede området.
Den nye bygning blev derfor hævet en del og rummet under den kunne så anvendes som gravplads. I 1547 stod byggeriet færdigt og Kirken blev indviet og viet til helgenerne Peter og Paul ("Santi Pietro e Paolo").
Det var imidlertid kun den ydre skal, som var færdiggjort i 1547, mens der herefter fulgte en række år med indretningen og udsmykningen af Kirkens indre.
Efter en brand i 1555 genopbyggedes Kirken og væggene blev nu dekoreret med fresker, måske efter en plan af Lelio Orsi og senere i 1569-1572 af Jacopo Zanguidi, som også kaldes "Il Bertoja". I 1568 udførte Ambrogio Bonazzini det rigt udskårne og forgyldte loft (se foto af Alvaro de Alvariis). I dekorationen ses bl.a. Madonna della Misericordia og helgenerne San Pietro og San Paolo samt våbenskjold for Farnese- og Von Waldburg-familierne foruden Lægbroderskabets mærke.
I 1570-1571 opsattes der balkoner på hver side af alternichen og i 1571 indrettedes Kirkens forrum.
I 1579 blev Compagnia dei Raccomandati fusioneret med en hel række lignende lægbroderskaber i det fælles Arciconfraternita del Gonfalone, som derefter overtog Kirken, der nu blev kaldet Oratorio del Gonfalone.
Fra 1580 påbegyndtes arbejdet med Kirkens facade, som dog først stod færdig langt senere. I 1584 startede man på at lægge det smukke gulv i brændte teglsten, som stadig kan ses i Kirken.
I løbet af 1600-tallet blev facaden mod Via del Gonfalone færdigbygget med stukdekoration af Domenico Castelli.
Under den franske besættelse af Rom i 1798 blev Kirken lukket og Lægbroderskabet opløst, men efter troppernes bortrejse blev de gamle aktiviteter genoptaget.
I 1822 gennemgik bygningen en større renovering og de gamle 1500-tals fresker blev ved denne lejlighed voldsomt afrensede, hvorved store dele af malerierne blev ødelagt.
I 1888 blev Broderskabet igen opløst af myndighederne og bygningen overtaget af den nye Italienske Stat, mens arkivet blev overflyttet til Vatikanet. Efter denne overtagelse gik Kirken efterhånden i forfald.
I begyndelsen af 1900-tallet overgik Kirken til den religiøse Orden: Missionari spagnoli figli del Cuore di Maria og i 1934 indrettet til sæde for Pia Unione di Santa Maria della Strada med brugsret for gadefejernes forening (La Confraternita dei Netturbini).
I 1957 og igen i 1998-2000 har man foretaget nye restaureringer af bygningen.
Ved siden af Kirken og bag alternichen findes nogle mindre rum, som i sin tid tilhørte den gamle Santa Lucia-Kirke i form af et herberg, Ospedale di Santa Lucia, og nogle mindre ejendomme kaldet Case di Santa Lucia.
Kirken er absolut et besøg værd på grund af sin historie og den rige dekoration, men da den idag ikke fungerer som åben kirke, men fra 1960 benyttes som koncertsal af Coro Polifonico Romano, kan det være svært at komme indenfor. Der afholdes dog af og til guidede rundvisninger. Oplysninger kan fås ved henvendelse til: info@oratoriogonfalone.eu - se også Kirkens hjemmeside: https://www.oratoriogonfalone.eu - med engelsk tekst på: https://www.oratoriogonfalone.eu/home-english/ .
Litteratur om Oratorio del Gonfalone:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Chiavoni, Emanuela: Il disegno di oratori romani : rilievo e analisi di alcuni tra i più significativi oratori di Roma. - Rpma : Gangemi Editore, 2008.
- side 58-67.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione V Ponte, Parte 1V / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione. ------- side 14, 60, 62, 63, 64, 65.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 174.
Randolfi, Rita: Oratorio del Gonfalone. (Le chiese di Roma illustrate, nuova serie, 32). Istituto Nazionale di Studi Romani. Roma, Fratelli Palombi Editori, 1999.
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 291 (Pietro e Paolo, Santi).
Roma Sacra : guida alle chiese della città eterna. 11. itinerario - . Elio de Rosa editore, 1997.
- side 42-47.
GiovanBattista Nolli's Romkort fra 1748 - Se nr. 562.
Info.roma.it: Oratorio del Gonfalone.
FOTOS af Alvaro de Alvariis på Flickr: S. Chiesa dell'Oratorio del Gonfalone.
Romancurches: Oratorio del Gonfalone.
Romeartlover: Oratorio del Gonfalone.
Turismo Roma: Oratorio del Gonfalone.
Webside på engelsk: https://www.oratoriogonfalone.eu/home-english/.
Webside på italiensk: https://www.oratoriogonfalone.eu.
Wikipedia (engelsk tekst): Oratorio del Gonfalone.
Wikipedia (italiensk tekst): Oratorio del Gonfalone.
Wikipedia (svensk tekst): Oratorio del Gonfalone.