|
|
|
|
|
Dette religiøse Broderskab anses for at være det ældste i Rom. Det blev stiftet omkring 1246 eller 1260 for i fællesskab at styrke bod og bøn. Ophavsmændende var to kanniker ved Kirken San Vitale, der havde været på pilgrimsrejse til Santiago de Compostela. De to stiftere, Messer Giacomo og Messer Angelo, havde på deres pilgrimsfærd oplevet stort forfald og mangler i befolkningernes religiøsitet og da de kom hjem var de opfyldt af et ønske om at styrke denne. Tolv af Roms bedrestillede borgere sluttede op om Giacomo og Angelo for at stifte et fællesskab, der gennem barmhjertige gerninger genoplivede religiøsiteten og troen. Deres samlingspunkt blev Madonna-billedet "Salus Popoli Romani" , der idag findes i Kirken Santa Maria Maggiore, og hjælp fik de fra Pavens højre hånd, Biskoppen i Siena Fra Tommaso, som satte dem i forbindelse med Fra Bonaventura da Bagnorea, der foreskrev Broderskabet dets regelsæt og klædedragt, en hvid kutte med hætte. I starten kaldte Broderskabet sig for "I Raccomandati di Maria Vergine" eller "I Raccomandati di Madonna Santa Maria", men det blev hurtigt kendt som "Compagnia della Frusta", "Compagnia dei Disciplinati" eller "I Battuti", fordi medlemmerne brugte at piske sig som bodsgerning, når de gik i procession gennem gaderne. Man kender ikke deres tidligste mødested. Nogle mener, at det kunne være Kirken Sant'Alberto al Pozzo Roncone, der lå på Esquilinhøjen mellem kirkerne Santa Maria Maggiore og Santa Pudenziana, mens andre mener, at de mødtes i Santa Maria Maggiore for derefter at flytte til Sant'Alberto og senere til Santa Lucia Vecchia, der lå der hvor Oratorio del Gonfalone ligger idag: i Via del Gonfalone ved Via Giulia. Broderskabet blev godkendt i 1267 af Pave Clemens IV og i de følgende år favoriseredes det af flere religiøse ordener, såsom Franciskanerne, Dominikanerne og Augustinerne. Der eksisterede i løbet af 1300-tallet yderligere 4 lignende Broderskaber i Rom: "I Raccomandati di Trastevere" der fra midten af 1300-tallet holdt til ved Chiesa dei Santi 40 Martiri og det tilhørende Hospital, "I Disciplinati eller Raccomandati dell'Annunziata" fra slutningen af 1300-tallet, et Broderskab ved Chiesa della Maddalena og det tilknyttede Hospital i nærheden af Pantheon og "I Raccomandati di Santa Lucia Vecchia" eller "I Raccomandati di Sancta Lucia Iuxta Flumen" der i hvert fald fra 1352 holdt til ved Kirken Santa Lucia Vecchia. De 5 Broderskaber endte til slut med at indgå et samarbejde under det fælles navn "Raccomandati del Gonfalone", hvorved de med de større styrke kunne klare sig i denne periodes voldsomme kampe mellem magtsyge familier, blandt andre Savelli-familien under ledelse af Luca Savelli, og fraktioner, pavetro og kejserlige tilhængere, samt alle der fiskede i rørte vande og mente at kunne drage fordele heraf til sig selv. Paverne glimrede ved deres fravær - de opholdt sig i Avignon fra 1308 til 1378 - og den almindelige befolkning blandede sig i kampen for at vise deres utilfredshed med de anarkistiske tilstande og krævede, at man hentede en person udefra til posten som Senatore i Kommunen. I 1351 lykkedes det "Compagnia del Gonfalone" at mægle mellem de mange stridende parter og få både folk og adelsmænd til at vælge Giovanni Cerrone som byens Guvernør. Ordet "gonfalone" betyder forøvrigt banner og hentyder til Broderskabet flag. Selvom Broderskaberne havde indgået samarbejdet, fortsatte de med at virke i hver deres del af byen og knyttet til deres respektive hospitaler og kirker. På et tidspunkt mellem 1474 og 1486 flyttede "I Raccomandati di Madonna Santa Maria" dog fra Kirken Santa Maria Maggiore og ned til Kirken Santa Lucia Vecchia, og de 2 Broderskaber sluttede sig sammen til ét fælles Broderskab. I 1486 godkendte Pave Innocens VII det nye, fælles Broderskab med navnet Confraternita del Gonfalone og overgav det et nyt samlingssted ved Kirken Santa Lucia Nova (nutidens Santa Lucia del Gonfalone) i Via dei Banchi Vecchi, der ligger lidt længere fra floden, hvis hyppige oversvømmelser var årsag til flytningen. I årene 1490-1539 stod Confraternita del Gonfalone for i Påsken, på Langfredag, i Colosseum at opføre et religiøst drama (en såkaldt "Sacra Rappresentazione") over Kristi Lidelse og Død. I den første tid hvert år og i den sidste tid hvert fjerde år. Spillet ("La Passione del Cristo") startede med en procession fra kapellet i Santa Lucia Vecchia. gennem Via del Pellegrino, over Campo de' Fiori, gennem Via dei Giubbonari, Via del Portico og Ghettoens Piazza de' Giudei, forbi Teatro di Marcello og bag Capitol, over Foro Romano og gennem Titus-Buen til Colosseum, hvor deltagerne, der var formummede i hvide kutter med hætter, stillede sig op langs siderne af den scene, der var rejst til formålet ved Selskabets kapel: Cappella della Pietà. Nogle unge medlemmer og sangere og musikere udførte rollerne, mens de andre medlemmer piskede sig under skuespillet. Når dette var slut, bar de "Kristus' afsjælede legeme til graven", det vil sige tilbage til Oratorio del Gonfalone, hvor de badede deres sår med krydret vin og aftenen endte med at deltagerne afholdt en fælles banket. Skuespilteksterne var ikke altid de samme, men nogle af de første findes på tryk og er forfattet af florentineren Giuliano Dati sammen med Bernardo di Maestro Antonio Romano og Mariano Particappa. Nogle særlige år, som f.eks. Jubelårene 1500 og 1525, fremførtes der også spil Skærtorsdag ("La Lapitatione"="Kristus stenes") og Søndag ("La Risurrezione"="Opstandelsen"). Forestillingerne blev til sidst forbudt af Pave Paul III på grund af de uroligheder, som opstod efter spillene, hvor tilskuerne tilsyneladende i den grad havde levet sig ind i Lidelseshistorien, at de bagefter måtte have afløb for deres aggressioner, muligvis med angreb på jøder og øvrighedspersoner til følge. De følgende år helligholdtes Langfredag derefter kun med processioner af flagellanter (selvpiskere). I løbet af de næste mange år udvidedes Confraternita del Gonfalone med de mindre Broderskaber "Confraternita di Santa Maria e Sant'Elena in Aracoeli" og "Confraternita dei Santi Pietro e Paolo" og som tak for Selskabets indsats i Jubelåret 1550 fik det af Pave Julius III det privilegium hvert år at kunne få frigivet en dødsdømt og bringe denne tilbage til samfundet på dagen for Festa dell'Assunzione ("Mariae Himmelfart"). Lige som ved Påskespillene havde Broderskabet ved denne fest lejlighed til at vise deres magt og betydning, når de skulle bære Maria-billedet fra Santa Maria Maggiore frem i procession for at møde Kristus-billedet fra Laterankirken. Det foregik under stor pomp og pragt indtil 1566, hvor Pave Pius V ønskede det stoppet, fordi rivalisering mellem de forskellige broderskaber og lav, som deltog i processionen, havde udartet sig i optøjer og slagsmål. I 1579 blev det af Pave Gregor XIII ophøjet til Ærkebroderskab, Arciconfraternita, og i 1581 udvidede han Selskabets beføjelser til også at omfatte arbejdet med at frikøbe kristne fra muslimsk slaveri, som tidligere var blevet udført af Trinitar-Ordenen og "Padri della Mercede". Dette arbejde forblev i de næstfølgende 200 år Broderskabets hovedansvarsområde og i perioden 1581-1756 mener man, at er lykkedes at befri omkring 5400 slaver for det ikke ringe beløb af 2.160.000 scudi, som medlemmerne havde indsamlet. Udover indsamlingerne skaffede Broderkabet også penge ved investeringer. De ejede blandt andet forskellige ejendomme, som de udlejede (for eksempel ved Kirken Sant'Alberto). Indkomsterne dækkede også for udgifterne til de 6 kapeller, som tilhørte Selskabet, samt til de tilknyttede kapellaner, til sjælemesser, til vedligeholdelse af hospitaler og pasning af de syge, evt. også i disses hjem, til afholdelse af forskellige religiøse fester, og i 1490-1539 til betaling af de professionelle korsangere og senere også en organist, som deltog i Langfredagsspillene, samt for anskaffelse og vedligeholdelse af rekvisitter hertil. Desuden betalte de for medgifter til fattige, ærbare unge piger og almisser til de trængende. Og der findes også dokumenter om indkøb af et sæt tøj til en nykonverteret jøde. Og herudover kommer altså frikøbene af de kristne slaver. Også modtagelse af pilgrimme - især i Jubelårene - tog Arciconfraternita del Gonfalone sig af sammen Roms andre religiøse Broderskaber. Men forandringerne og krigene i Europa ændrede langsomt på dette og Jubelåret 1700 havde færre pilgrimme end tidligere. Broderskabets hospitaler var ikke så specialiserede og effektive, og svarede ikke mere til tidens forventninger. Krigene vanskeliggjorde kommunikationen om slavefrigivelser over Middelhavet og mængden af frikøb blev mindre. Under den napoleonske besættelse af Rom gik Broderskabets arbejde næsten i stå og først i 1823 genåbnedes Oratorio del Gonfalone. Fra 1830 overtog Selskabet det kvindehjem, som Pave Pius VII havde grundlagt ved Kirken Santa Maria in Trastevere for at hjælpe de kvinder, som havde afsonet straf i San Michele-fængslet. Og således fortsatte Broderskabet dets barmhjertighedsarbejde, indtil Staten i det nye samlede Kongerige Italien overtog disse forpligtelser. Samtidig mindskedes befolkningens dybe religiøsitet og både Kirken Santa Lucia del Gonfalone og Oratorio del Gonfalone forfaldt lige så stille. I 1888 opløstes Confraternita del Gonfalone helt. For at undgå at Selskabets bygninger forfaldt fuldkommen, overgav Vatikanet i begyndelsen af 1900-tallet Kirken til et andet broderskab, Congregazione dei Missionari Figli del Cuore di Maria. Og i 1933 overtog gadefejernes hjælpeorganisation Oratoriet, som blev restaureret og genåbnet i 1968 som sæde for Coro Polifonico Romano, der idag kalder sig Oratorio Gonfalone - Coro Polifonico Romano.
Litteratur om Confraternita del Gonfalone: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|