Sant'Ignazio di Loyola, der kom fra Spanien, slog sig fast ned i Rom i slutningen af November 1537 og overvældedes her af den mængde prostituerede, som hutlede sig igennem og hvis børn - især pigebørnene - ikke gik nogen god fremtid i møde.

Sant'Ignazio foresatte sig at hjælpe disse stakler og oprettede til dette formål et pigehjem, hvor de optagne unge kvinder kunne få undervisning i religion, ærbare sæder og fag, som kunne komme dem til gode, hvis de senere var så heldige at blive gift. Det blev mange rent faktisk, for de dydige og ferme unge kvinder, som yderligere af Instituttets mange fromme sponsorer fik en lille medgift, blev efterhånden efterspurgte som gode hustruemner.

Det nye pigehjem, som Sant'Ignazio kaldte for "Conservatorio delle Vergini Miserabili di Santa Caterina della Rosa ai Funari", indrettedes i lokaler, der tidligere havde huset et Kloster knyttet til den gamle Kirke Santa Maria Domnae Rosae, der på Ignazio's tid havde fået navnet Santa Caterina della Rosa ai Funari. Kirken blev senere revet ned og en ny bygget syd for den gamle grund. Det er nutidens Kirke Santa Caterina dei Funari.

De første beboere i kvindehjemmet skal være flyttet ind i 1542 og de blev overladt i nogle Augustinernonners varetægt. Disse tog sig af den praktiske og daglige drift og undervisning, mens det religiøse broderskab Confraternia di Santa Caterina tog sig af de overordnede opgaver med tilsyn og fremskaffelse af de økonomiske midler til projektet.

En af Pigehjemmets grundlæggere var San Filippo Neri, som hver uge kom forbi og fortalte pigerne helgenhistorier og underviste dem i bøn og salmesang.

I en bulle af 2. November 1558 godkendte Pave Paul IV den tidligere Pave Paul III's mundtlige tilsagn til projektet med grundlæggelse af Broderskabet samt Pigehjemmet og oprettelsen af et Kloster til 12 Augustinernonner, der som ovenfornævnt havde pigerne i deres varetægt.

De piger, som kunne optages i Hjemmet, skulle være mellem 9 og 12 år gamle, samt "af nydeligt udseende". De skulle have boet i Rom mindst 2 år og deres ansøgninger blev nøje gransket. De ældste og mest erfarne medlemmer af Broderskabet undersøgte deres oplysninger og foretog sågar besøg på deres bopæl.

Pigerne skulle efter optagelsen blive i Conservatoriet i de næste 7 år. I den tid sørgede Confraternita di Santa Caterina for deres ophold, klæder og andre fornødenheder, samt undervisningsmaterialer. Ligesom Broderskabet underholdt de 12 nonner, som stod for pasning og undervisning.

Udover undervisningen i religion lærte pigerne at sy og brodere, samt alt vedrørende en husholdning. Formålet var at de således senere enten kunne gå i Kloster eller blive gift. Pigerne kaldtes i folkemunde "figlie del luogo" ("døtre af stedet"), og var en ung mand interesseret i at tage en til ægte, måtte han ansøge Broderskabet derom. Nogle medlemmer ville derpå undersøge den unges forhold, og både hans karakter, moral og økonomi blev gransket. De udvalgte piger fik hver en medgift på 50 scudi samt en hvid kjole.

Men selv efter at pigerne havde forladt Conservatoriet som gifte koner, blev de ikke overladt til sig selv. Broderskabets medlemmer sørgede for, at de holdt kontakten og fik besøg samt eventuel hjælp undervejs. Og ved det første barns fødsel modtog de yderligere 25 scudi. Desuden oprettedes et såkaldt "enkehus", "Casa delle vedove", ved siden af Klosteret. Her kunne de, der var så ulykkelige at blive enker, samt de, der i yderste nødstilfælde måtte forlade deres mænd, få tag over hovedet samt underhold under de samme forhold som de unge piger.

Nogle piger var heldigere end andre. De kunne for eksempel komme i huset hos nogle af de adelskvinder, som var tilknyttet Confraterinta di Santa Caterina, og som påtog sig at sørge for deres underhold i 6 år og derpå give dem en medgift på hele 150 scudi, når de indgik ægteskab.

Inden 1577 var antallet af optagne piger 160. Udgifterne hertil var naturligvis store, så man prøvede herefter at begrænse antallet til 100 eller 150.

De unge piger, der også kaldtes "le zitelle": "frøkenerne" eller "gammeljomfruerne", førte ellers en absolut afsondret tilværelse i Pigehjemmet. De havde kun mulighed for at forlade dette ved 3 lejligheder: når de blev gift, eller hvis de gik i Kloster, samt hvert år den 25. November på Festa di Santa Caterina. På denne dag fejredes titelhelgeninden med stor festivitas og deltagelse af alle de prominente personer, der var tilknyttet Broderskabet, Klosteret og Kirken. Alle deltog de - sammen med nonnerne og "frøkenerne" - i de højtidelige messer, hvortil også udefrakommende havde adgang og kunne bese pigerne - og måske udse sig en til kommende hustru.

Et af de festlige indslag var en procession til Kirken Santi Apostoli. Heri deltog pigerne, hvoraf de ældste var klædt i hvide kjoler, mens de små var udklædt som englebørn. Og selvom det var pigerne strengt forbudt at tale med andre eller at modtage gaver eller blomster, øgede denne optræden deres chancer for at blive gift.

Pigernes omdømme var altså godt og deres undervisning må have været ligeså, for efterhånden påtog Klosteret sig at oprette en dag- og betalingsskole for døtre af bedre familier. Senere optoges her også forældreløse piger mod en månedlig betaling. Og i midten af 1600-tallet testamenterede Kardinal Antonio Barberini en sum til Conservatoriet mod at der af denne sørgedes for underhold til 2 fatiige, adelige piger.

Under den franske besættelse i 1798 blev det svært at opretholde Conservatoriets afsondrethed og i 1809 blev det simpelthen lagt ind under en nedsat Kommision, samt pålagt ar betale 1000 scudi i afgift til den franske regering. Kort efter Pave Pius VII's hjemkomst i 1814 blev forholdene bragt tilbage til den tidligere tilstand og Leo XII nedsatte i 1826 et udvalg, der skulle sørge for en bedre kontrol med alle institutioner af denne art.

Efter Pavedømmets fald, overtog den nye Italienske Stat Klostrets ejendom, men da nonnerne kunne bevise, at ejendommen rettelig tilhørte Pigehjemmet, som var oprettet og vedligeholdt af private, lykkedes det dem at få midlerne ført tilbage til Conservatoriet.

I Museet Crypta Balbi opbevares også fund fra Pigehjemmet, som er udgravet i nyere tid. For eksempel pigernes tallerkener i mangefarvet og bemalet fajance, samt nogle små kander, hvoraf flere bærer pigernes navne. Her findes blandt andet en kande tilhørende en Madalena og en anden med navnet Ulimpia. Desuden har man fundet redskaber til arbejdet med at sy, og små figurer, som har været brugt i julekrybberne.