Mere om San Sisto Vecchio

Den lille kirke er bygget i begyndelsen af det 5.århundrede og i slutningen af det 6.århundrede blev den indviet til Pave Sixtus II (257-258), der døde martyrdøden under Kejser Valerian's forfølgelser af de kristne. Hans ben hviler i denne kirke.

Den blev restaureret under Pave Hadrian I (772-795), men den blev stadig mere og mere ødelagt, blandt andet af vandet fra en lille å, som flød ned over Celio-højen til 2 møller. Denne fortsatte strøm ødelagde langsomt kirkens fundament, så man frygtede at den skulle styrte sammen og Pave Innocens III (1198-1216) lod den derfor begrave i jord for at bygge en ny kirke ovenpå. Denne blev noget mindre og med kun ét skib.

Af den gamle kirke er kun få rester tilbage: en del af den buede apsis med nogle fragmenter af fresker med scener fra Jesu barndom og 6 af de 24 granitsøjler, som delte den i 3 skibe.

Ved den nye kirke ville Pave Innocens III også bygge et kloster for at samle alle de nonner, som boede rundt omkring i byen. Efter hans død i 1216 fortsatte Pave Honorius III (1216-1227) dette arbejde og kirken blev nu overgivet til San Domenico, som i disse år var i Rom for at fortsætte de reformer, han havde påbegyndt i Frankrig.

San Domenico havde ikke let ved at få nonnerne samlet, da de hellere ville blive ved de kirker, hvor de var, og først i 1221 fik han overtalt abbedissen Eugenia og 5 nonner fra det lille kloster Santa Maria in Tempulo ved nutidens Via di Valle delle Camene i nærheden af Via Bacelli til at flytte ind i San Sisto-klosteret.

Kirken restaureredes igen i 1478, hvor den fik et nyt kasetteloft og ny facade, som man en overgang mente var tegnet af Vasari.

Desværre var området stadig meget fugtigt og sumpet og en lille flod ved navn Marrana løb lige forbi Klosteret og forværrede yderligere situationen. Disse forhold skabte mange problemer for nonnerne, der ustandseligt blev syge og havde svært ved at vedligeholde deres fugtige Kloster og Kirke.

Til slut blev de enige om at bede paven om et bedre og mindre sundhedsskadeligt sted at bo og for at kunne få penge til at bygge et nyt og større kloster et andet sted, bestemte Pave Leo X (1513-1521) i første omgang, at Santa Aurea-Klosteret i Via Giulia skulle nedlægges og Dominikaner-nonnerne herfra flytte ind hos søstrene i San Sisto Vecchio. De 2 Dominikaner-nonnesamfund blev herved sammenlagt og i 1514 kunne ejendommen i Via Giulia sælges. Fra Santa Aurea medbragte nonnerne en trefløjet altertavle bemalet af Filippo Vanni (1344-1373) med scener fra Santa Aurea's liv og Jomfru Maria med Jesusbarnet.

I 1575 blev nonnerne overflyttet til et nyt kloster ved Quirinalhøjen (ved kirken Santi Domenico e Sisto ved Magnanapoli) og de medbragte mange af deres kæreste ejendele:
En trefløjet altertavle bemalet af Filippo Vanni, som stammede fra Santa Aurea-Klosteret,
Et smukt bemalet trækors udført - af 2 forskellige kunstnere - i første halvedel af 1200-tallet,
En fresko med Madonna med Barnet, kaldet "Madonna delle Grotte", som i 1677 blev nedtaget i nonnernes gamle kloster Monastero di San Sisto og bragt til deres nye kirke. Fresken skal ifølge traditionen stamme fra 1527,
Et meget gammelt billede, som havde været i nonnernes besiddelse helt tilbage til dengang de boede i Monastero di San'Aurea i Via Giulia. Det var en gammel byzantinsk ikon af Madonna fra det 12.århundrede, som nonnerne imidlertid mente var det billede, som San Luca malede af Madonna, en såkaldt "Madonna Acheropita" som Pave Honorius III havde foræret San Domenico. Idag findes dette ikon i Monastero del Rosario på Monte Mario, mens en kopi heraf kan ses på alteret i nonnernes korbygning i Kirken Santi Domenico e Sisto og samme sted kan man på en indskrift til højre for hovedindgangen læse om billedets historie.

Efter nonnenernes bortdragen blev kirken igen restaureret. Nu lod Kardinal Filippo Boncompagni en elev af Marattadekorere apsis og korbuen med fresker med motivet, San Sisto i fængslet døber San Lorenzo og overgiver ham kirkens skatte.

I 1581 overlod Pave Gregor XIII (1572-1585) kirken, der nu kaldtes San Sisto Vecchio, til Pilgrimsbroderskabet, der her samlede en stor del af Roms tiggere indtil paven lod disse flytte til et herberg i Regola-området.

Nu fik nonnenerne deres kloster tilbage og beholdt det, indtil Dominikanermunkene overtog det i 1602.

Pave Benedikt XIII (1724-1730) holdt meget af dette kloster og lod sin favorit-arkitekt Filippo Raguzzini restaurere bygningerne. Under denne renovering blev de sidste middelalderlige rester ødelagt og der kom en ny facade og et ombygget kor, mens kampanilen fra det 13.århundrede blev ført tilbage til sit oprindelige udseende. Indvendig blev væggen bemalet med falske sidekapeller og perspektiver.

Engelske Dominikaner-munke, som blev forjaget fra England, var flyttet ind i klosteret i 1677, men den megen malaria i området tvang dem til at forlade det og flytte op i klosteret ved kirken San Clemente. Inden da havde de restaureret kapitelsalen, hvis fresker fra begyndelsen af 1700-tallet var blevet ødelagt af fugt.

En tid blev nu klosteret brugt som trykkeri for pavelige papirer, i 1873 lod kommunen halvdelen af det omdanne til hølade og refektoriet til stalde for de heste, der brugtes til begravelses-vognen til Verano-kirkegården.

Således forfaldt den gamle kirke, indtil en siciliansk nonne, Maria Antonia Lalìa, i 1893 fik tilladelse til at bosætte sig der sammen med andre nonner i en orden, som hun kaldte "Dominikanerinderne fra San Sisto Vecchio". Sammen forsynede de området med en børnehave og en skole, samt et trykkeri. Suor Maria Antonis'a sarkofag står i kapitelsalen i klosteret.

I klosterets lunetter ses 32 historier fra San Domenico's liv fra hans fødsel til hans død i Bologna den 6.august 1221. De er malet af Andrea Casali men anses ikke for store kunstværker. Dette gælder også for malerierne af Emanuele Alfani på de 4 altre.

I klostergården kan man se rester af den oprindelige kirkebygning.

I klosteret er der også et kapel for San Domenico, der levede her en tid, inden han flyttede sin residens over til klosteret ved kirken Santa Sabina på Aventin.

San Sisto Vecchio var en af de vigtige stationer på "påskekirkerundgangen", fordi man Påskelørdag her eksaminerede dem, der ønskede at blive døbt ("katekumenerne"), inden dette skete i hovedkirken San Giovanni al Laterano.