I slutningen af det 5.århundrede eller begyndelsen af det 6.århundrede skal Den Hellige Silvia, moder til Den Hellige Gregorius, Pave Gregor I, den Store, have grundlagt et bedehus på det sted, hvor familien boede. På den mindre høj, som var knyttet til Aventinhøjen og derfor kaldtes Lille Aventin, Piccolo Aventino. Dette fortæller Giovanni Diacono, som i det 9.århundrede skrev en levnedsskildring over San Gregorio. Heri berettes om, hvorledes Silvia levede i et samfund kaldet Cella Nova, som lå i nærheden af byporten Porta San Paolo. Og om hvorledes hun herfra sendte havens afgrøder til sin søn, som levede af disse rå grøntsager. En indskrift i den lille firkantede portbygning ved indgangen til Kirkeområdet gengives denne passus: "ex qua domo cotidie pia mater mittebat ad Clivum Scauri scutellam leguminum" : "fra dette hus sendte den fromme moder hver dag en skål med grøntsager til Clivus Scauri" (hvor hendes søn Gregor boede).

Om haver og bopæl nu også har ligget lige præcis der, hvor Kirken San Saba rejer sig idag, er ikke ganske sikkert. Man mener nemlig, at de ruiner og fund, som man har udgravet under kirkerummet, ikke stammer fra et privathus, men fra en kaserne for den IV Cohortes Vigilum, det vagt- og brandværn, som opererede over hele byen efter ordre af Kejser Augustus (31 før Kristus-14 efter Kristus).

Fund fra Gregors tid (han var Pave mellem 590 og 604) har der imidlertid ikke været. Vi skal et godt stykke ind i 600-tallet, før der er vidnesbyrd om klosterliv på stedet. Man har fundet nogle teglsten, der fungerede som gravdække og var forsynet med græske tegn skrevet med kul. Man har også i Kirkens kælder fundet fragmenter af en fresko på en væg, som har været en del af det tidligste kapel på stedet. Fresken findes idag i Sakristiet.

De græske indskrifter tydes som tegn på, at kapellet er blevet bygget eller overtaget af palæstinensiske munke, som var flygtet fra Klosteret San Saba ved Jerusalem efter arabernes erobring.

Den første omtale af det romerske San Saba-Kloster stammer fra 768, hvor den falske Pave Costantino blev holdt fanget her, inden han blev blindet og jaget ud af byen. I den følgende tid havde munkene ved San Saba en vis autoritet. Pave Hadrian I sendte således Klosterets Abbed, Pardo, på en mission til Longobarderkongen Desiderius og den næste Abbed, Pietro, til Constantinopel i 785. Denne udpegede han ligeledes i 787 til sin repræsentant ved Koncilet i Nikæa.

Klosterets betydning som et af Roms vigtigste på den tid ses også af den mængde kostbart udstyr, som paverne Leo III og Gregor IV donerede.

Det gamle kapel udvikledes langsomt til et med fresker rigt dekoreret gravkapel for munkene ved at man hævede gulvet, så der dannedes en mellemetage til kisterne.

På et tidspunkt i 900-tallet blev Klosteret hjemsted for en gruppe munke fra Montecassino og det var muligvis dem, der startede byggeriet af Kirken ovenover det gamle kapel. På en af freskerne her vises nogle Benediktinermunke, altså de nye beboere som var kommet hertil fra Montecassino-Klosteret.

Det er muligt, at Benediktinerne forblev i Klosteret, indtil dette i 1144-1145 af Pave Lucius II blev overladt til Cluniacienser-munke, der skulle reformere de tidligere beboere, hvis sæder åbenbart var gået noget i forfald.

I 1205 blev Kirken forsynet med ny portal og indretning udført af cosmaterne, tidens mest betydningsfulde kunsthåndværkere. To af disse har efterladt deres signatur i Kirken: Jacopo di Lorenzo på portalens overligger og Petrus Vassalletto på en af de korskranker, som dannede Kirkens schola cantorum. Denne er idag revet ned og fragmenterne opsat i højre sideskib. Den er ifølge Lydholm (se litt.note forneden) udført i 1225, mens portico'en, portalen, gulvet, ciboriet og bispetronen er fra 1205.

I de næste tre hundrede år findes der ikke mange oplysninger om Kirke og Kloster, men i 1464 overlod Pave Pius II komplekset til Kardinal Francesco Piccolomini, som straks påbegyndte en større restaurering. Da denne var overstået, i 1465, viede han Kirken til helgenerne San Saba og Sant'Ansano.

Under Pave Julius II (1503-1513) overgik Klosteret til Cistercienser-munke, men efterfølgeren Pave Leo X overdrog det til Ordenen Canonici Regolari. 50 år senere donerede Pave Gregor XIII Klosteret med alle dets bygninger og forskellige indtægter til instituttet Collegio Germanico Ungarico.

Selvom apsisdekorationen ved denne lejlighed blev fornyet, endte Komplekset med at blive mere eller mindre forladt og gå i forfald. Først fra 1909 blev der foretaget nye restaureringer, hvorved Kirkens indre blev tilbageført til sit middelalderlige udseende.

I slutningen af 1931 blev Kirken sognekirke for området, der nu var blevet bebygget med villaer og etageejendomme. Samtidig overgik Klosteret og pasningen af Komplekset til Jesuiter-Ordenen.

Litteratur og links om San Saba:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 771.
Fabricius Hansen, Maria: Genbrugskirker i Rom : når antik bliver til middelalder. Århus, Aarhus Universitetsforlag 2010.
- side 232-233.
Guide Rionali di Roma. : - Rione XXI - S. Saba. Di Daniela Gallavotti Cavallero. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1989.
- side 36-54.
Hintzen-Bohlen, Brigitte: Kunst & Arkitektur Rom. Könemann, 2001.
- side 386-387.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 429-430.
Krautheimer, Richard: Rome, profile of a city, 312-1308. Princeton University Press, 1.printing with new foreword, 2000.
- side 90, 91, 128, 173, 175, 311.
Lydholm, Ib: De romerske Cosmater : Middelalderens familieværksteder og deres kirkeudsmykninger. - Aaarhus : Aarhus Universitetsforlag, 2012.
- side 119, 124, 126, 135, 181.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 205
Webb, Mathilda: The churches and catacombs of early Christian Rome. A comprehensive guide. Sussex Academic Press, 2001.
- side 193-195.
Zeppegno, Luciano: Le chiese di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 81ff
Alvaro de Alvariis' fotografier på Flickr: San Saba.
Giovanni Rinaldo's fotografier fra San Saba.
MedioevoRoma: San Saba.
Roma Segreta: Chiesa di San Saba.
Wikipedia (engelsk tekst): San Saba, Rome.
Wikipedia (italiensk tekst): Basilica di San Saba.
Wikipedia (tysk tekst): San Saba (Kirche in Rom).