Kirken Santi Marcellino e Pietro ligger på Via Merulana nr.1 ved hjørnet af Via Labicana nedenfor Celiohøjen i Esquilin- og Lateranområdet.

Den nuværende kirke er fra 1751, men før det lå der en gammel kirke på næsten samme sted, blot trukket lidt længere tilbage fra Via Merulana.

Nogle kilder mener at den første kirke blev opført her under Pave Siricius i årene 384-399, men de tidligste helt sikre omtaler af kirken er først fra 595, hvor den ved synoden benævnes "Sancti Petri et Marcellini".

Kirken er viet til helgenerne Marcellino og Pietro, som skal have lidt martyrdøden under Kejser Diocletian omkring år 304. De blev begravet i en katakomb udenfor byen ved det nuværende Tor Pignattara, hvor der ligger en kirke med samme navn.

Den gamle kirke, der oprindeligt var 3-skibet, blev efterhånden så forfalden, at Pave Benedikt XIV i 1750 besluttede at lade arkitekten Girolamo Theodoli tegne en helt ny kirke, der i 1751-1752 blev bygget lidt længere fremme mod Via Merulana.

Facaden er rolig og enkel i gult stuk med flade travertinsøjler. Men kuplen er speciel, den er rund men trappeformet, så der går ligesom 5 buede trappetrin op til den øverste top, der består af en række høje vinduer med farvet glas i blyindfattede ruder.

Kirkerummet har form af et græsk kors med en apsis overfor indgangsdøren. Der er 2 sidealtre i korsets tværarme og 1 kapel på hver side af højalteret. Også kirkens indre er enkelt og roligt med lyse vægge og flade søjler i stuk. På højalteret er der et maleri af Gaetano Lapis fra 1751: "Il Martirio dei Santi Marcellino e Pietro" ("Helgenerne Marcellino og Pietro's Martyrium").

Det højre sidekapel er "Cappella di Lourdes e del Santissimo Sacramento", her er alteret opbygget som et stykke af klippegrotten i Lourdes og der står en statue af Madonna Immacolata ("Den Ubesmittede Jomfru Maria").

Mere om Kirken: Kirkens historie - Rundgang i Kirken - Klosteret - Helgenhistorien - Den gamle kirkes indretning